Thursday, 30 September 2004

Os sjældne alkoholfrie

Hej

Der har sneget sig en fejl ind på ovennævnte netsted [Sundhedsstyrelsens alkoholrådgivning] (der er ingen 'Kontakt'-henvisning på selve netstedet, hvorfor jeg kontakter jer [dialog- og internetbureauet magnetix] som designere), idet testen 'Drikker du for meget?' ikke tager hensyn til os, der ikke drikker. Jeg indtastede '0 genstande' samtlige dage for alle tre typer drikkevarer (hvilket, indrømmet, måske også gør det lidt mærkeligt overhovedet at tage testen), og måtte alligevel finde mig i følgende konklusion:
»Resultat

Dit ugentlige forbrug er 0 genstande:

Du drikker gennemsnitlig 1-2 genstande om dagen. Dette forbrug giver formentligt ikke anledning til risici for din sundhed. Du bør dog overveje dit forbrug nærmere, fx hvis du tager medicin, er gravid osv. Hold gerne nogle alkoholfrie dage

Godt netsted i øvrigt!

De bedste hilsener
Bjørn Clasen

Svar fra Sundhedsstyrelsen:
Kære Bjørn Clasen

Tak for din mail. Jeg er selv blevet opmærksom på fejlen (som jeg naturligvis beklager), og vi arbejder i øjeblikket på en justering af testen, så man også får et relevant svar, hvis man har svaret "0" i samtlige kategorier.

Med venlig hilsen

Morten Wiberg


De var hurtige i Sundhedsstyrelsen; nu får jeg følgende kommentar for 0 genstande:
»Du har slet ikke drukket alkohol i denne uge. Det er fornuftigt. Ved helt at afstå fra at drikke alkohol undgår du nemlig de mange skadevirkninger, der er ved alkohol.

Hvis du alligevel får lyst til at drikke alkohol, så hold dig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser – og drik aldrig store mængder alkohol på én gang.

NB. Sundhedsstyrelsen fraråder at drikke over 5 genstande på én gang.«

No comments: