INTET kan som en meningsmåling få regimentet af såkaldt kyndige i statskundskab til at flakse rundt som opstemte høns i fodringstiden. Typer som professor Ole Borre fremstår med den sidste krølle dirrende af ophidselse over nogle hundrede svar, som et par studenter på timeløn har ringet hjem fra såkaldt tilfældigt udtagne danskere.
TIL AT modtage alle disse borrers hastige erklæringer står altid en beredvillig kø af dovne journalister, som på den måde uden brug af egen hjerne får serveret tilsyneladende opsigtsvækkende budskaber, der kan proppes i næste radio-, tv- eller papiravis. Den kritiske sans deponeres i kantinen, som journalisterne således hurtigt når frem til, allerede smårøde i kammen af betagelse over egen indsigt i Danmarks udvikling.
ET TRÆFFENDE eksempel på denne hjernebedøvende mekanisme kunne iagttages i går, da mange medier citerede en såkaldt analyse, som en kontor ved navn Epinion har foretaget for Ugebrevet A4.
De fleste medier glemte at nævne, at A4 er et propagandaskrift, som betales af fagforbundenes næsten glemte sammenslutning LO.
A4's NYE budskab er, at 73 pct. af danskerne er blevet venstreorienterede. Det kommer formentlig bag på mange af disse 73 pct., men det kan fastslås med sikkerhed, for Epinion har stillet 501 danskere nogle spørgsmål, som det store flertal har besvaret på en venstreorienteret måde - efter A4's mening. Og 501 danskere, som er udvalgt af Epinion, kan ligesom LO's propagandakontor ikke tage fejl.
ET AF spørgsmålene er, om de sociale reformer skal bevares i samme omfang som i dag. Hvis man svarer ja til det, er man venstreorienteret! Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen vil bevare de sociale systemer. De indgår således i A4's venstreorienterede 73 pct.
NÅR FØRST et par af disse eksperter har udlagt teksten på den måde, kan A4 ringe videre til folk, der vitterlig intet ved - som journalisten Michael Kristiansen (ham med telefonitis og elskerinde på statens regning), der beredvilligt udbreder sig om det store venstreskred i vælgermasserne.
ALT SAMMEN er det pladder og nonsens. Der er intet nyt i, at danskernes store flertal vil bevare velfærdsordninger. Højst er der forskel på de debatsituationer, der foreligger, når studenterne ringer til de 501 danskere, der skal illudere hele folket. Næste gang svarer 72 af dem anderledes, fordi de skal skynde sig med at tisse, sætte kaffe over, eller fordi de vil drille idioterne på A4. Så risikerer vi et truende højreskred!
MEN ALLE sande venstreorienterede må sammen med Ole Borre skynde sig at nyde, at 73 pct. af befolkningen for tiden er venstreorienteret. De må bede til Gud om, at Epinion ikke lige straks hitter på at spørge 501 andre danskere om deres orientering. Men det gør Epinion nok heller ikke, før LO igen åbner kassen med de dejlig mange medlemskontingenter.
Leder i Ekstra Bladet 22/11-6
No comments:
Post a Comment