Tuesday, 21 February 2006

Ragnvald nær kvalt af sesambrød

Dansktopsangeren Richardt Ragnvald blev onsdag ramt af et voldsomt allergisk anfald

Richardt Ragnvald måtte onsdag have akut lægehjælp, efter at han fik et allergisk anfald under slagerparaden i Gørlev Hallen ved Kalundborg.

― Jeg er super allergisk over for sesam, og vi fik serveret smørrebrød. Jeg så med det samme, at der var sesam på brødet og bad om at få noget andet, hvilket jeg da også fik.

― Hvad der er gået galt, ved jeg ikke, for der har åbenbart været sesam på det brød, jeg fik i stedet. Der blev ringet efter en ambulance, og ambulancefolkene vidste, hvad de skulle gøre, siger Richardt Ragnvald til Kalundborg Folkeblad.

Det er ikke første gang, at 58-årige Ragnvald må have lægehjælp, efter at han har spist noget, han ikke kan tåle. Sidste år kunne Ekstra Bladet fortælle, at den populære dansktopsanger var døden nær, efter at han havde spist en hotdog med sesamfrø.


af Mikkel Selin
Kilde: Ekstra Bladets netavis 16. februar 2006


― Jeg blev virkelig bange. Det er ikke sjovt at mærke, hvordan det bliver næsten umuligt at trække vejret, sagde Richardt Ragnvald til Ekstra Bladet, da han sidste år spiste en hotdog, der indeholdte sesamfrø.
(Foto: Andreas Szlavik)

No comments: