Wednesday, 21 September 2005

Tintin hedder Tintin, Haddock hedder Haddock, og Bjævermose hedder så… Bjævermose

PRESSEMEDDELELSE - København, den 20. september 2005

Som allerede annonceret i starten af måneden genudgiver Forlaget Carlsen hele Hergés klassiske tegneserie Tintins Oplevelser. Der er tale om et storstilet projekt med helt nye oversættelser af Niels Søndergaard, og det første bind udkommer i begyndelsen af november.

Tintins Oplevelser er en milepæl i europæisk tegneseriehistorie. For første gang på dansk og næsten en menneskealder efter seriens tilblivelse er det tanken med den nye, sammenhængende oversættelse at give seriens mange læsere mulighed for at opleve eller genopleve historierne i en version, der ligger tæt op ad Hergés oprindelige tanker og ideer med værket.

Den nye oversættelse vil således ikke alene være mere tidssvarende. Niels Søndergaards danske version vil også nærme sig forlægget i Hergés fransksprogede originalværk langt mere, end det har været tilfældet med de tidligere oversættelser til dansk.

Der har i den seneste tid været en del omtale af det store projekt – og ikke mindst af forlagets udmelding om, at seriens forsikringsagent, Max Bjævermose, ville få sit oprindelige danske navn Konstantin Strøm tilbage. Det er muligvis de færreste, der i dag er klar over det, men sådan hed han faktisk i de første danske oversættelser, og forlaget fandt, at navnet Strøm lå tættere på figurens oprindelige, fransksprogede navn Lampion, der kan oversættes til ”kulørt lampe”, altså en spasmager, der tager gas eller strøm på folk.

Serien har siden 1948 været oversat til dansk af flere forskellige oversættere, blandt hvilke Jørgen Sonnergaard i vore dage er den mest kendte. Jørgen Sonnergaard fandt blandt andet på navnet Max Bjævermose… og at dømme efter antallet af reaktioner fra seriens mange trofaste læsere skal Bjævermose på dansk også fortsat hedde Bjævermose!

Carlsen har besluttet at efterkomme dette stærke ønske fra de mange læsere, der direkte eller indirekte har henvendt sig til forlaget om sagen – heriblandt de nu over 1.000 medlemmer af den nyligt stiftede forening Folkebevægelsen For At Max Bjævermose Bliver Ved Med At Hedde Max Bjævermose. Forsikringsagenten vil således også i de nye oversættelser beholde det navn, han på dansk har haft i den seneste oversættelse af serien. Forlaget og Jørgen Sonnergaard har blandt andet i denne forbindelse indgået en aftale til begge parters fulde tilfredshed.

Beslutningen om fortsat at kalde Max Bjævermose for Max Bjævermose ændrer ikke i øvrigt på ideen med og grundlaget for nyoversættelserne og det seriøse arbejde, der p.t. lægges i det store projekt.

Forlaget Carlsen ser sammen med oversætteren Niels Søndergaard frem til at lade såvel kendere af serien som nye læsere stifte bekendtskab med den samlede genudgivelse af Tintins Oplevelser, som vi har store forventninger til.

FORLAGET CARLSEN
Jens Trasborg
Forlagschef

No comments: