Tuesday 24 May 2011

Ståles nye klub — lidt om 1. FC Kölns spillere

Frits Adler fra sporten.dk har skrevet en artikel om 1. FC Köln — en udmærket minianalyse af nogle af holdets førstevalg blandt spillerne. Bortset fra, at de polske landsholdsspillere Adam Matuschyk og Sławomir Peszko end ikke er nævnt, var der et par smuttere, som jeg fik Adler til at rette.

Adler skrev oprindelig, at klubben skal forstærke sig på målmandspladsen. Men faktisk er Kölns Michael Rensing ifølge kicker forårets bedste målmand i Bundesligaen, og den bedste spiller i det hele taget, der ikke spiller for mestrene fra Dortmund. Desuden ejer 1. FC Köln stortalentet Michael Kessler. I denne sæson var han udlejet til FC St. Pauli og vil sikkert igen blive lejet ud til en anden klub, idet han fortjener spilletid.

Af profiler kan også nævnes den portugisiske tidligere stjerne Petit; en af Bundesligaens allerbedste forsvarsspillere, brasilianeren Geromel; og ikke mindst Milivoje Novakovič, som blev nummer tre på ligaens topscorerliste i år. Måske ikke verdensstjerner, men helt klart profiler. Adler skrev dog, at der ikke er mange profiler ud over Podolski, hvorfor jeg ikke ville klandre ham for dèn.

Endvidere hed det, at »Flere af de største tyske landsholdsspillere — herunder også flere danske — har spillet for Gedebukkene, der er klubbens kælenavn.« Sætningen var vist ikke helt korrekt (tyske landsholdsspillere, herunder danske…) — men derudover har store navne som Klaus Fischer og Rainer Bonhof og ikke-tyskere som fx Tony Woodcock og Toni Polster, for nu at nævne nogle ganske få, også spillet for Gedebukkene. Adler valgte helt at tage dette ud i anden udgave af sin artikel.

Sidst men ikke mindst glemte jeg at gøre ham opmærksom på, at Brečko bestemt ikke erpublikumsyndling. Personligt har jeg altid syntes rigtig godt om Brečko — jeg har endda hans træningstrøje fra for et par år siden — men han er den spiller, der oftest kritiseres, når jeg taler med andre 1. FC Köln-fans. Så generelt er han ikke så populær. Publikumskæledæggerne er Geromel og naturligvis Podolski og nu også Rensing.

Men rart, at der findes journalister, der tager konstruktiv kritik til sig. Og retter op. Tak til Frits Adler.

Jeg tænker i øvrigt på at kontakte Ståle Solbakken, hvis nu coachen har brug for en personlig coach. Han får i hvert fald sin sag for i Köln, både inden for klubbens mure og med omgivelserne i mediebyen. Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad der kommer ud af det. Forhåbentlig først og fremmest stabilitet, og på lidt længere sigt étcifrede placeringer i slutstillingen.

Mer stonn zo dir, FC Kölle!!

Bjørn Clasen

No comments: