Tuesday, 16 November 2004

C³ fik kamp til stregen

På sin hjemmebane Kirchbierg forsvarede C³ i går sin Trivial Pursuit-titel — i øvrigt den første hjemmebanesejr i turneringen.

Længe så værten ud til at vinde klart. Da han fik sin sjette ost, havde B og Agg. blot henholdsvis tre og to. Men som aftenen skred frem blev B mere og mere effektiv og stred sig frem til seks oste og dermed et uventet tæt opløb. Da C³ først ramte midten, gjorde han dog al tvivl til skamme. Behøvede kun at svare rigtigt på tre, hvilket han klarede på de tre første spørgsmål... men blærede sig igennem ved også at svare rigtigt på kortets tre resterende spørgsmål. B kunne teoretisk stadig nå en remis, men kom ikke ind på midten i sin sidste slagrunde.

Det er ellers Agg., der har fået for vane at lægge hårdt ud. Inden for få runder havde han fået de oste, der skulle vise sig at blive hans eneste — dog i sine to favoritkategorier, Geografi og Historie. B derimod havde en fortvivlende svag start og havde efter fem besøg på ostefelter kun formået at hale en enkelt i land. Oven i købet efter en nydelig gestus fra modspillernes side, idet han af C³ blev opfordret til i det mindste at gætte, hvorfor sumobrydere strør salt på banen. Buddet, »for at rense banen for onde ånder«, blev godtaget, selvom svaret var »for at uddrive dæmoner«. Desuden var B uheldig med ikke at ramme de blå felter, som er også hans stærkeste emne.

C³ er med sin sejr nu oppe på tre og overtager dermed førstepladsen alene. Han valgte i sin anden hjemmekamp at traktere med lækkert asiatisk efter en interessant appetitvækker i form af rumænsk salat. Næste dyst finder sted på Agg.'s hjemmebane, Turmel.

No comments: