Helping a radio station, eating grasshoppers, and dealing with death (no relation)

Oaxaca ― Zaachila ― Xoxocotlán and back, Thursday 30 October

A day full of Sun and great experiences. But first a few thoughts on our dependence on electronics. Sometimes I try to be too organised, and therefore I forgot my camera on this beautiful day, of all days. Plus I have almost no battery left on my cell phone, that is to say my clock and alarm clock as I cannot connect over here anyway. The good thing to all this is that I could just walk around with an even more free mind as I did not have to think of taking photos. The only time it annoyed me, and this only slightly, was when I saw election posters for a guy called …Lenin! And this was from the minibus, so I couldn't've caught it anyway. So again: never mind. Just enjoy the Sun. And the below picture, taken in the evening as I did carry my camera again. It's a Day Of The Dead altar, taken from a slightly experimental angle. So you only see a bit of it and thus get a bit of an idea of this almost surreal celebration that is upcoming but has actually already started, with the altars, and performances on the central square by dancers with one half of their face masked as a skull.


Today's first highlight was the visit to the indigenous Zaachila Radio, an initiative started in July 2006 during the conflict in Oaxaca in order to provide people with information rather than the official stations' propaganda-like approach. Financed entirely by the Zaachila community and working without commercials, its broadcasts and numerous events are very popular. Maybe too popular, as authorities blocked the station's frequency in the end of July this year. Zaachila Radio changed to another frequency, and after pressure from several organisations, a.o. Amnesty International, the old frequency was opened again three weeks later.

The community radio as it calls itself ― as opposed to a pirate radio, which is a commercial station that take a frequency ― has applied for a permission to broadcast officially and hopes to get one by December this year. For this, the station has to pay for even applying, again to receive an answer, and then again for the permission itself. All in all 10 000 pesos, or some 600 € or 800 $. The permission is valid for 7 years but can be withdrawn at any time for whatever reason. Should this happen, the whole procedure starts all over. And as an indigenous media, money and bureaucracy will not be the only obstacles for Zaachila Radio.

With a permission, the station will switch to a more powerful antenna with a 100-kilometre reach. As it is now, it reaches 15 kilometres and therefore remains very local. Of the community's 28 000 inhabitants, just 1% speak Zapoteco, so the station's programmes ― from 12 noon to 8 pm every day ― are in Spanish. However, in an attempt to revive the Zapotec language in the community, the station is beginning to broadcast the introduction to and ending of programmes, as well as to make announcements, in both languages. This is a way of promoting Zapoteco little by little.

Another effort to raise awareness in the community is to broadcast 'radionovelas', i.e. soap-like radio drama series, on women's rights and other social issues. The chosen series come from the Cañada municipality in the Northern part of the state of Oaxaca as well as from Argentina and Costa Rica, and Zaachila Radio has high hopes for this initiative.

Given my 'weakness' for communication and, I guess, also my experience with bureaucracy and long procedures, I think this brave little radio station deserves some support. And not only moral support, also financial, so I contributed with 500 pesos as at least a little help to get that official broadcasting permission. I think the committed people behind Zaachila Radio, and the whole indigenous community, deserve it, and I look forward to hear news about the permission.

Listen to Zaachila Radio

Another personal gain from the visit was that I forced myself to write down my questions to the radio's representatives in Spanish, with the inverted question marks and everything, even though only I would read them. Being here in a Spanish-speaking country for three weeks teaches me more than the lessons of grammar I miss while I'm away. Plus I think it is more fun to learn it by immersing myself in it. That's the way we all learned our mother tongues, and I do believe there is no better way.

It also came in handy on the market. To prepare for Day Of The Dead, each member of the Reality Tours group had to buy something for the altar we were going to build in the hotel. Now, I am sure there is plenty about this special celebration on The Net, and much better than I can describe it, so I won't go into details other than those that come with my descriptions anyway. Each group member drew a little piece of paper, and I got an easy one: nuts. The market bursts with nuts. As well as fruits and vegetables and plastic toys and meat and bread and alive turkeys and two-metre high sugarcanes and candy and candy skulls and chocolate and chocolate skulls, not to mention the flowers which are also very important on any Day Of The Dead altar. Actually, of all the mentioned things, only plastic toys, meat and turkeys don't belong on the altars. But in addition to the edible skulls, you see little figures and sceneries in which skeletons act in everyday situations. A skeleton at his desk working on the computer (I thought about buying that one for work…); a skeleton with a fancy haircut and wearing a dress walking, er, her dog (who, oddly enough, is not a skeleton); a skeleton couple dancing, you name it.

So nuts was an easy one. So easy that I bought three different kinds. And had time to stroll around in the narrow paths between the booths and the locals, the tallest of which barely reach my chest. The tent-like things covering the market are understandably set up by and for them, so now I have an idea what it must be like to be 2 metres or above in Europe, having to bend your head and sometimes your back and knees just to be able to move forward. It was a relief to spend a few minutes in the real market halls selling meat and bread. It was nicely cool, there were few people, and I could walk upright. And breathe my impressions, enjoying Latin America. 'tis good to be back here.

Unfortunately I'm not the only one who thinks so. I had to help three fat (sorry but yes) and arrogant lady tourists who hadn't even bothered to learn a few numbers in Spanish ― I basically had to translate prices for them for ten minutes before I could finally see what the poor man was selling myself ― before I found myself buying two colourful little flutes. No idea what I'm gonna do with them 'cause you certainly can't play anything hearworthy on them, but I also bought two just as colourful rattles made of dried squash shell for the twin nieces I'm looking forward to welcome in January.

Today's second highlight was lunch in the forest. Now that's the short version. The slightly longer one is that we went to the eco-tourism park El Chapulin run by the indigenous community of Santa Cruz Xoxocotlán (Xoxo for short, prounced something like 'hrohro'), a wonderful little oasis not far from the Monte Albán ruins, and had a fabulous eco-lunch: chinchilo made of chili, flour and chicken. But not before having tried a tiny glass of mezcal (a distilled liquor made on agaves, for example tequila is a type of mezcal) and more than just tried the snack, a delicious mix of toasted and spiced grasshoppers, pumpkin seeds and nuts. I have wanted to try to eat insects if I got the offer, and this was actually truly delicious!

During lunch, Noemi Gómez Bravo told os briefly about her work as a representative for indigenous women at the United Nations. An impressive woman, having learned Spanish by herself from the age of 14, but unfortunately time was too scarce to go into much detail. It would have interested me a lot to hear about how an indigenous woman is perceived among the suit-clad lads and what results her work had given, and as it is the main idea of this trip to learn and discuss such issues, I will suggest to Global Exchange to time and prepare this better on future trips.

Afterwards, we took a short walk to see the park (which is not a park in that sense, more of a nature area) and did a short canoe trip on the lake. One of the indigenous had to save the most enormous toad that I discovered and which was apparently not where it should be. None of the ladies of our group wanted to kiss it though, despite the chance of winning a kingdom. Oh, that's with frogs, innit? It must have been some prince, given the size of the toad or frog or whatever impressive natural creation it was, now back and safe in its lake and kingdom-to-be.

Back in Oaxaca, caught in a traffic jam ― the city has grown immensely over the last decades ― some of us decided to walk the last blocks to get to the hotel faster. Didn't though, as we were let off the van close to one of the many chocolate shops. And we are not talking Leonidas or Namur here, but a chain of shops called Mayordomo where you get your cocoa beans (or coffee, or rice, or chilis, or any other thing you want) grinded. They can then make you a thick hot chocolate, adding milk or water as you want. Trying to cut down on chocolate, but driven by my untamable curiosity, I just tried a bean directly from its shell. Pure cocoa is bitter indeed but I kinda liked it, it was like crunching a very over-sized coffee bean. Tasty. What lacks taste are some of the chocolate objects on display such as a picture frame, ready to put on your living room table, and what is right out tasteless is the pack with a chocolate gun and chocolate bullets.

But it might just be another sign of how Oaxacans, or maybe Mexicans in general, deal with atrocity or sadness. A way to survive maybe, through a peculiar sense of sarcastic humour, in this subtle yet obvious manner as if it is part of their whole mentality. The Day Of The Dead is the culmination of this, as the altars like the one we built in the hotel and the dances in death costumes on the Zocalo show. And that's where this eventful day ended: on the Zocalo, the central square of the city of Oaxaca, with late dinner and a quick stroll on the market. I had to try those grasshoppers again, so I ordered a plate with guacamole. Turns out they are better as a snack though, rather than shoveling them in in larger quantities. Flushed them down with a mug of beer… I finally found some dark draft beer instead of this girlie stuff that Corona is. Except this didn't taste of much more ― maybe the friendly waitress forgot that I had asked for 'obscura' as she managed to sell me the special offer: Oktoberfest beer and you get to keep the mug. Imagine that, an Oktoberfest mug from Oaxaca! I have never been to the original thing in Munich and I guess now I don't need to…

Due to the intensity of the days on this tour and the 7-hour time difference to the heart of Europe, I have not been able to send a single postcard or make a call. What I did do, for fun, was to change my Facebook profile photo yesterday to the one where I hold the little indigenous boy from the temazcal (indigenous 'spa' place) ― now that can get people up of their chairs or at least their fingers to the keyboard; I had six reactions already.

I will be able to blog more regularly from next week on, when the second part of my trip, the travel writers' boot camp, starts and I have the afternoon to write assignments. And to blog.

New word: mofle = exhaust (on a car)

Beetle count: 183 (thereof just 4 'New Beetles')

Meanwhile, do vote for me ― 5 logos (it's easy, takes just two clicks but they gotta be in the right place). Every day. Thank you.

Full days, full head, full stomachbut only as long as we can afford it, that last one

Oaxaca ― Santa María del Tule ― Ixtlán ― Capulalpan de Méndez and back,
Tuesday 28 and Wednesday 29 October

Days 2 and 3 of the reality tour were charged, long, tiring and inspiring. Tuesday's first highlight truly was one: A visit to the church in Santa María del Tule. The church itself was already pretty nice but its front yard, apart from bushes sculpted into animal figures, is the place where the World's largest tree stands! The 2000-year old fellow you can see on the tiny video is an ahuehuete (Taxodium mucronatum) measuring 14 m through the trunk, and 55 m around it.



It is wonderful that a natural wonder like this is left be. 'Cause others, that are extremely important to millions if not billions of people's everyday life, are not. I have never seen what the big threat of genetically modified organisms could be, and even after the discussion with Master of sociology Fernando Ramos at the smallest and cutest (apart from the armed guards at the gate) university I have ever seen, I was not convinced.

But maybe that was due to this whole group thing. The day's programme looked packed as it was, and already its first item, breakfast, started late, lasted much longer than planned, and the other planned presentation ― Professor Felipe Ramírez was going to talk about the Ecoturismo Comunitario Capulalpan he is presiding ― was cancelled. Also, the morning presentation was to be given by antropologist Aldo González. So having Mr Ramos was the second change on three presentations (and the evening's cancellation the third on four). But we of course listened to him in the charmingly simple classroom of the 2-year old university. Or rather, some did. I sensed an atmosphere of somewhat lost concentration from the beginning. Not because the subject was not interesting ― 'Presence of transgenetic seed corn in the Sierra Norte' ― I think some of us were simply tired and not fully up to it because of the changes and the waiting.

Fortunately, others were even very awake. And their input and me letting the subject rest in one of my mind's corners afterwards made me understand what the deal is. An important one. To cut a long story short, the varieties of corn grown by the indigenous people in Sierra Norte have been infiltrated by transgenetic corn. More resistant to insects, this corn gains territory but its taste, consistency and nutritional quality are way below the natural corn varieties. Plus its invasion prevents the Sierra Norte communities to sell their corn as a biological product to the European Union as originally intended. Now, there is barely enough for the communities themselves. In the long run, the world supply is threatened as the multinationals who developed (now that's a big word) the resistant but apparently tasteless corn can control the market.

For lunch we had a delicious fish ― that, you can still get, clean and fresh ― at the Ecoturismo Comunitario Capulalpan, a covered terrace with a view over a tiny valley with a river running through, and surrounded by trees.

The evening offered another genuine experience: At a clinic of traditional indigenous medicine, a curandera (healeress) reads what is holding you down (if anything) and then you get it cleaned out, meaning treatment of the causes instead of just the symptoms. While you stand up with your eyes closed, the curandera slightly whips you with some plants before rolling an egg firmly all over your body. It ends up in your hands where you have to hold it, and then she crashes it into a glass of water and watches how it reacts, the yolk, the white, the water, and tells you for example how much air is in your head. The air here means what blocks you.

Next step is a massage before you are sent to whip yourself in the temazcal, the traditional indigenous sauna. This was all very nice except for the long waiting time. It was raining all evening and had gotten pretty cold ― here, houses have an open inner yard, and the border between inside and outside is, how shall I say, not as definable as in at least the Northern half of Europe. But it's great, I would love to live a place like that. And I got to hold one of the clinic workers' little baby boy. Well, he was basically sent around between us, the indigenous are so natural and trustful. Their children so beautiful. The boy was very calm with the situation, just looking with his wide-open dark brown eyes, baby-drooling from between his toned bubbly cheeks, and his tiny hand keeping a very firm grip on my European finger (and sometimes in my North European hair).

Home late to a cold cabin. Room mate and I no luck with the fireplace, although it turned out we were the ones who had kept it going for the longest time, some 20 minutes I guess. Saw it was 1 am, so no (cold) shower to wash off the leaves from the whipping that were sticking to the massage wax and the temazcal sweat. Just to bed with almost all the clothes on, and quite a few blankets of varying thicknesses.

Up 5 hours later to go bird-watching. Only one other group member joined, so we had twice as many guides as gringos, but only saw half as many birds, and that one was very tiny and flew away quickly. Didn't see much of a cave either, as the rain had caused a minor landslide making it risky to explore too deeply. But never mind, really not, 'cause there is always stuff to learn, things to discover. Colourful mushrooms, one so big it looked like an oversized pool billard ball. Hairy caterpillars. Wonderful flowers. And not least: clovers. Nothing special you might think, but they were enormous, and four-leafed ones are so common here that you look for those carrying five. Which are not difficult to collect either, so you might wanna go for six. If you are greedy. And that's what it's all about, innit? I say: Let yourself be amazed by what you do get and reach, as it is often already a wonder. You might miss out on more precious things if you choose greed rather than real desire.

At this morning's presentation too, it took me a lot of time and thinking before really understanding the problem: A polluting gold mine on the indigenous' community land was run by foreign companies and had never given any part of its revenue back to the community, who also had never been asked if they wanted the mine in the first place. Once I did understand, I also came up with what I think could actually turn into a good solution. The mine is closed now but in its surroundings a small village has developed during the years it was operating. As most people, it can without being too prejudiced be assumed that the village's inhabitants would like to earn some money. The indigenous do not want the mine to re-open and are at the same time trying to develop sustainable eco tourism in the greater area. Now, how can we try to make everybody happy?

By creating eco tourism in the abandoned mine buildings. It will mean an income and respect for the environment. The villagers want the first, the indigenous community the second ― and with this solution, they will both get both, plus they will get to work together on a common project, gaining mutual respect. A win-win situation. Like that. What's more, they will control or at least influence what is happening in the area, before someone else does. I myself would be happy to contribute with more than just the idea. I believe it can be done. The ball is on their side now, and they do have everything to win.

New words:
gubixa = Sun (in Zapoteco)
tope = 'sleeping policeman' (on some signs it's called a 'reductor')

Beetle count: 129 (thereof just 3 'New Beetles')

Quote: 'Groups… This is the last time I travel with a group.'
(another fellow traveller, on the morning of Day 2…)

Interesting: Stalagmites grow faster when it has rained, stalactites when it has not. The explanation is that the chalk does not have time to settle on the stalactites when there is too much water. Wonder how they measure it, as they grow by just a millimetre a year anyway…

That's it for today. And please, do vote for me ― 5 logos (it's easy, takes just two clicks but they gotta be in the right place). Every day. Thank you.

Back in Latin America

As announced, I will try to blog from my 3-week educational trip to Oaxaca in Southern Mexico. Even though Internet connections are readily available and inexpensive ― here at Hotel Casa Cue, there is even free wi-fi in the lobby ― I will not find the time to blog every day. The programme is simply too charged. Which is basically a good thing. Gives more to experience and thus more to share.

Enjoy.

Lëtzebuerg to Oaxaca, Sunday 26 and Monday 27 October

Some 26 hours after getting up in Rollengergronn, I went to sleep in Oaxaca. Or rather, to bed. 'Cause my head kinda had to realise and process the fact that I am back in Latin America. It's my first time in Mexico but my sixth trip in eight years to Latin America. And, incidentally my second to North America this year, completing the continent's map if you simply count countries as a whole: Greenland, US, Canada, now Mexico.

Latin America is a drug. The years I have not visited here, it's like something has been missing. And yet I have gotten so used to it that the excitement only starts (to start) once I've reached my first destination. Let's not get into details about the three flights or the long waiting times in airports. Today, I will simply share my report with you, as I volunteered to write it. Then it's done, leaving my travel companions on the Global Exchange part of my trip ― 7 USAmerican ladies of all ages as well as my roommate, a young guy from New Jersey who has Leon Trotsky's 'History Of The Russian Revolution' on our shared bedside table ― no excuse not to do the writing on the other days.

So, I will share the report and just add a few intersting and/or funny little facts at the end. Such as counting the number of Volkswagen Beetles I notice ― Mexico is Beetle Country. Here we go:

Monday 27 October

The Oaxaca reality tour's first full day started with breakfast at Trébol. Trébol means 'shamrock', and though decorated with shamrocks in all sizes and materials, there was nothing Irish about the place, nor about the breakfast. Situated in one of the city's oldest buildings, the courtyard invitingly painted in mainly blue and burnt orange tones, set the scene for an exotic mix of fresh fruits and spicy guacamole, but also more well-known things like scrambled eggs or yoghurt.

At 10 am, Dr Jorge Hernández Díaz, author of the book 'Reclamos de la identidad: Los organizaciones indégenas en Oaxaca' (ISBN 970-701-185-8; the title translates as 'Identity Claims: Indigenous Organisations in Oaxaca'), was supposed to give a presentation but unfortunately could not make it because of work. Instead, our tour leader, Juan de Dios, gave an introduction about the history, the culture, the geography and the nature of the state of Oaxaca. Quite a few interesting facts showed up on the timeline. The first signs of human presence in the area date from 12 000 BC. Interestingly for the upcoming Day Of The Dead celebrations, pottery found by archaeologists show that funeral ceremonies were held 4000 years ago, suggesting that already then, the inhabitants believed that the dead would go to 'another place'.

Monte Alban was built around 500 BC, being the first known town in Mesoamerica. The inhabitants operated with no less than three different calendars: apart from a commonly used 365-day calendar, a 260-day calendar (corresponding to the gestation period of humans) was used by oracles, and a 564-day calendar following Venus' synodic period (i.e. the time that it takes for the planet to reappear at the same point in the sky seen from Earth) was used to calculate astronomic phenomena. For unknown reasons, Monte Alban was abandoned around 900 AD, and a new capital, Zaachila, was founded.

In the name Zaachila we also find the original name for what is now referred to as the Zapotecs. 'Zapoteca' was a pejorative name given by the Aztecs ― it probably means 'traders of Zaa', Zaa being the 'Land Of The Clouds' as the inhabitants themselves called it. They referred to themselves as Binizaa, meaning the people of the clouds.

Why clouds? Well, because of the cloudforest dominating the land. But the state of Oaxaca as a whole covers almost every climate. The capital Oaxaca is situated in the semi-arid Valles Centrales (Central Valleys) municipality, between the Sierra Norte (Northern Range) and Sierra Sur (Southern Range). The great variation in climate gives the state of Oaxaca an enormous diversity in flora and fauna. Only Thailand and Costa Rica host more different species than Oaxaca!

But also culturally, Oaxaca is very complex. The state hosts 16 different indigenous languages, a few even being of so-far untraceable origin, and each with variations sometimes so different that they are not mutually intelligible. Zapoteco alone has 37 variations, and all in all some 130 variations are spoken in the state. Most of them belong to the Otomangue branch. Other branches in Mexico are Mayan and Nahua, whereas Yopi, Aguacateco and Ixtlateco are now extinct. In total, 56 indigenous languages are spoken in the country.

As many indigenous people speak limited or no Spanish, they often feel discriminated by national or state authorities. During three actions in August and September 1996, both police and army troops came to the 30 000-inhabitant community of San Agustín Loxicha in the Sierra Sur municiplaity. The troops gathered indigenous inhabitants on the main square and picked out some 500 men whom they said were members of the guerrilla group Ejército Popular Revolucionario (Popular Revolutionary Army, often referred to as 'EPR') that had attacked a police station and a police convoy, killing several officers. In addition to the 500 detained during the police and army operation, 90 inhabitants of San Agustín were killed and another 15 disappeared.

Probably all of the detained were taken to prison and tortured. One of them was Estanislao Martínez Santiago, father of two and married to Laura Hernández who kindly joined our group to share her experience with us. Estanislao was jailed for a month in Oaxaca. Beatings by police officers were part of everyday life. Accused of being one of the main EPR members behind the attacks on police, he was then taken to a high-security prison in Mexico City. During his 11-month stay, Laura could only visit him three times. The first time, prison officers told her that Estanislao was not there, and she had to go back, not knowing what had happened to her husband. The second time, she did get to see him, but the visit was interrupted after half an hour although one hour's visit is allowed officially.

When Estanislao was brought back to the prison in Oaxaca, it became easier for Laura to see him. In principle, every Friday and Saturday are visiting days. However, she cannot always afford to go the 200 km from San Agustín. What's more, the children ― aged 3 months and 6 years by the time of Estanislao's detention ― had grown afraid of meeting a father they could barely remember.

Estanislao Martínez serves a sentence of 13 ½ years and is among 11 alleged EPR members of San Agustín who are still in prison. According to his wife, the authorities have no evidence of the crimes against the United Mexican States for which he was sentenced. Before the verdict, he was asked to sign a blank document. This, like the daily beatings, is common practice according to the indigenous ― many of which speak poor or no Spanish and therefore would not be able to plead their cause.

After the detentions 12 years ago, villagers went to Oaxaca to protest against the injustice to their peers. For almost five years, they basically lived, cooked and slept on Zocalo, the main square of the state capital, visited by many tourists. The villagers also protested in front of the local congress building but no result has been obtained. On contrary, despite promises month after month, the prisoners have not even been released for good behaviour as they could according to official practice.

Apart from spreading the word, members of the Global Exchange group initiate donations for juridical help to Laura and Estanislao, and encourage writing to Estanislao in prison.


Among the 15 disappeared indigenous following the operation in San Agustín was today's last speaker, Juan Sosa. He told how we was taken to an unofficial prison in the mountains and tortured for 25 days, and added that according to him, authorities wanted to present him as one of the EPR commanders, based on his physical appearance alone. He thinks the attacks on police in 1996 were used just as a pretext for the police and army to go into San Agustín and take prisoners, as the government was worried that the community was going to change to the 'usos y costumbres' system. Usos y costumbres is a way of organising the community, respecting indigenous traditions, as an alternative to for example city councils. Such system would jeopardise the government's control, like it happened in the state of Chiapas two years before.

In other words, the government tried, and still tries, to split the Zapotec communities to prevent them from gaining autonomy. Their interest is, as so often in our society, money. A land holding a lot of iron and rare minerals, the state of Oaxaca is one of the areas planned for economic development under the Puebla-Panama Plan, which is linked to the North American Free Trade Agreement. Another example is the promotion of eco tourism without as much as consulting the people who actually live there as to how they suggest this could be done, let alone whether they think it is a good idea.

Out of prison, Juan Sosa now studies law in Oaxaca. His story and statements about the authorities' actions and reasons behind gave rise to a number of interesting questions from group members. Like Laura Hernández, Juan Sosa encourages to spread the word about the injustices towards indigenous people. They both kindly joined the group for lunch before the rest of the afternoon was left free for each to further discover the city of Oaxaca, presenting itself from a sunny but also windy side on this inspiring and educating day.

New word: trébol (shamrock)

Beetle count: 30 (thereof only 2 'New Beetles')

Quote: 'They privatise the profit and socialise the loss.'
(a fellow traveller, with years of experience in the US financial sector, about the US government's reaction to the financial crisis)

Tip: Huautli is a highly nutritional grain, cleansing and with many proteins, recommended not least for elderly people. It is also known as amaranth.

Fun: Instead of a room 13, my hotel has a room Y2K (remember?) between the rooms 12 and 14...

That's it for today. And please, do vote for me ― 5 logos (it's easy, takes just two clicks but they gotta be in the right place). Every day. Thank you.

I really wanna win this — Just click and help me do so!

The prize would mean something even in my career — just click on the image above, and then and click on the (empty!) ring furthest to the RIGHT, so that 5 logos appear. VERY simple, just two clicks for you!! :)

You can also click on the picture below or go to the FC-Superfan website, click on 'Aktuelle Tabelle' in the top right corner and then on the TOP (empty!) ring of the five rings next to MY picture (i.e. the one that's called 'Wikinger mit'! ― it's not necessarily on the same position as marked below). You need not register or anything, it's simple.

Thank you SO SO much in advance — I really do appreciate your 5-logo vote!!

My newest funky mix

Los på tråden?

Hej EU

Hvad er det for et grænse-los, man får, hvis man rejser til flere lande? Der er en fejl i den orange knap på siden »EU og dig i 2007 — Et øjebliksbillede af EU's resultater«.







I øvrigt er det træls, at man ved at klikke på 'Kontakt' øverst til højre får åbnet sit e-program automatisk. I dag bruger mange e-post udelukkende over et netsted, altså uden om et decideret e-program. [Jeg har gjort det samme her i blogudgaven af brevet for at vise, hvordan det fungerer.]

Dobbeltkonfekt fra ritzau

»Johan Elmander havde flere muligheder for at sikre sejren over Portugal, men han brændte op til flere gange.«

Ja, det siger jo lissom sig selv. Og ligefrem godt dansk er det ikke, men det er vi jo vant til fra ritzau.

Lidt længere nede i samme artikel hedder det, at »Sverige [havde] reddet en 2-1-sejr hjem over Ungarn«. Faktisk førte Sverige 2-0, og Ungarn reducerede først i det 90. minut. Om man kan kalde dét at »redde en sejr hjem«, vil jeg også tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved.

At ritzau er så anvendt en kilde for de største danske medier ― eller at ritzau overhovedet er anvendt som kilde noget sted, og ofte i form af ukritisk "copy-paste" ― er mig en gåde.

Dette er blot endnu et eksempel på bureauets mildt sagt ringe kvalitet.

Hide the handkerchief magic trick ― Striptease version

Zwei Anmerkungen zum Kanada-Heft

(25. September)
Liebe GEO-Redaktion!

Im Kanada-Heft bzw. auf der Website haben sich ein Paar Merkwürdigkeiten eingeschleicht:

Auf der Seite 84 wird "ein Sturm aus Ostwest" erwähnt... Zwar besitze ich kein Kompass, bin mir aber fast sicher, dass es diese Richtung nicht gibt...

Dazu heisst es in der Erklärung zur Antwort Nr. 3 in Ihrem "Wissenstest: Wie viel Kanada steckt in mir?": "Das Nationaltier der Kanadier ist [nicht] der arktische Pinguin [...]". Klar, ein solchen gibt's ja nicht.

Grüsse

(30. September)
Sehr geehrter Herr
[...]
Titelbilder haben die Funktion plakativ zu sein und beim Betrachter Aufmerksamkeit zu wecken. Bei der Produktion des Heftes bin ich auf den Kanadischen Fotografen aufmerksam geworden, da dieses Motiv hervorragend zur Kanada-Ausgabe passt.

Wir achten sehr darauf, dass wir keine inhaltlich veränderten Bilder verwenden, deshalb durchläuft jedes Bild, was in GEO gedruckt werden soll, eine Art “Pixelkontrolle”, d. h. ein Kollege prüft sehr genau ob beispielsweise ungewöhnliche oder verräterische Kanten auf Veränderungen im Motiv hinweisen könnten. Dieses Bild würde für OK bewertet - ich kann aber Ihren Einwand in Gewisserweise verstehen, da Farben und Kontraste, besonders vor dem spiegelglatten See, sehr kräftig fast schon künstlich wirken.

Ich werde dem Fotografen trotzdem schreiben und ihn konkret Fragen, ob er an dem Bild etwas verändert hat und es Sie wissen lassen.
[...]
gerade eben habe ich die Antwort vom Fotografen Mark Degner aus Kanada erhalten, der mir bestätigt, dass das Bild nicht inhaltlich verändert worden ist. lediglich ein Neutral-Dichte-Filter (Neutral Density Grad filter) kam zum Einsatz, um die starken Kontraste, die auf dem Diafilm nicht wiederzugeben wären, etwas auszugleichen.

Ich hoffe, Ihnen damit Ihre Frage beantwortet zu haben und sende viele Grüße aus Hamburg.

Markus Seewald
Fotoredakteur/photo editor

Bønner

novelle ©Bjørn Clasen

En hovedstad i Sydamerika

Jeg lagde knap mærke til kafeen på min højre side, fordi jeg fokuserede på pizzeriaet på hjørnet nogle meter længere fremme. Jeg var brødflov ― og havde faktisk lyst til noget halvdyrt halvjunket food. Tre måneders disciplin med at begrænse fedt (undtagen koldpresset jomfruolivenolie naturligvis) spillede lidt kispus med min viljestyrke nu jeg var på ferie. Selvom jeg kendte risikoen. Risikoen for fristelse, madmæssigt og kvindemæssigt, selvom det sidste var mere en chance end en risiko.

Det var et grønt, flagrende klæde, der fik mine øjenkroge til at tage opmærksomheden væk fra pizzeriaet. I løbet af nogle millisekunder indløb følgende oplysninger på min nethinde: grønt klæde ― faktisk grøn- og hvidternet, faktisk en grøn nederdel med et grøn- og hvidternet forklæde over, kun med begrænset succes neutraliserede det brysternes form, og ― dét, der endegyldigt viskede ideer om food og fedt væk fra min umiddelbare bevidsthed ― denne uniform tilhørte et sødt latinsk ansigt.

Jeg fandt mig selv installeret i en kafeterassestol i næste nu, og først da pigen måske et minut efter kom ud og rakte mig kortet med sit karakteristiske smil, blev jeg bevidst om, at jeg havde smilet uafbrudt siden jeg havde detekteret bulernes utækkelighed. Straks vendte jeg mundvigende til en mere neutral position, hvorefter jeg ved tanken om, hvor tydeligt det måtte være, at jeg havde bænket mig selv der og glemt min sult blot fordi jeg syntes om pigen, kom til at smile igen. Jeg valgte at smile videre, men en anelse mere behersket.

Og prøvede at koncentrere mig om kortet. Kaffe og espresso og dobbeltespresso og cappuccino og mochaccino og latte og lait russe og sikkert også koffeinlet og koffeinfri. Te i sytten afskygninger. Chokolade med og uden chantilly. Cola ― desværre Coca- ― Fanta, Sprite, ananaslimonade, juice, sikkert fra dåse, appelsin-, æble-, mango- og blandet. Iste. Kahlua, vodka, rom og hvad ved jeg. Vin, hvid-, rosé- og rød-. Øl, tre slags, heraf én fra fad, sikkert en kedelig almindelg lokal Heineken-agtig. Vand, med og uden. Brus altså ― med citrussmag havde de ikke. Hvad havde jeg egentlig lyst til? En vand som sædvanlig, men skulle man alligevel snuppe en kold måske alligevel ikke så kedelig fad? Juicen var nok ikke friskpresset. Kaffe?

Kaffe… Kaffe. Det var jo seks år siden, måske syv, at jeg var holdt op med at drikke dét. Fra nytår, tror det var 2001. Altid sort. Hvorfor overvejede jeg det pludselig? Hvorfor netop nu, af alle dage, steder, lande, kafeer? Vejr? 23 i skyggen, en ny by at gå på opdagelse i, blot en eftermiddag og måske en halv morgen inden jeg skulle videre, ud i naturen, det egentlige mål for min ferie? Hm. Cappuccinoen med chantilly og kunstigt chokoladestøv kunne friste… Sært, min gamle yndlingskafedrik var ellers rigtig cappuccino, med pisket mælk.

Pigen i det grønternede forklæde kom ud, og jeg bestilte lidt henkastet-spontant en appelsinjuice. Den var fra flaske, smagte af vand, og jeg lagde næsten det dobbelte i drikkepenge, da jeg minutter efter forlod et halvfuldt glas uden at kigge mig tilbage.


En storby i Europa

Det var en god ide at mødes her. Hotellet var o.k. ― uden stjerner, men måske netop derfor dejlig jævnt, rent, med hvad der skulle være, flink betjening, rigtig god morgenmad, femten slags te, blandt andet en dejlig forfriskende én af vilde jordbær og lime og vistnok kardemomme, intet badekar, men en lille terasse, som var forfriskende at opholde sig nogle minutter på efter vi havde bollet, eller om morgenen inden hun var vågnet. Og inden jeg endda havde besluttet mig for, om jeg ville vække hende med kærtegn fra min dampende krop eller passivt, køligt, påtaget ligeglad ved at sidde ved bordpladen, med sædvanlig hotelsmagløshed overtrukket med imiteret træ, og læse artikler, jeg engang havde revet ud af blade, fordi jeg syntes de var relevante.

Hun kom ud af brusebadet, med det lysegule håndklæde smart sat om livet. Jeg kunne lige netop ikke se hendes navle, og af en eller anden grund rettede jeg ikke på frottekanten for at mærke den. Tog hende blot om lænden, flettede mine fingre lige under hendes ryg. Snusede lidt til hendes eau de toilette, diskret og virkningsfuldt forstærket af fugtigheden, der stadig beklædte hendes vinterhvide hud. Blev ophidset, men kun lidt. Tænkte mere på at komme ned til morgenmaden inden klokken ti.

Købecroissanter, små, en slags cremeboller, fire, nej fem slags brød, en af dem lidt som rugbrød, hårdkogte æg, der var blevet kolde og sikkert havde grågrønlig blomme, salat af udelukkende frisk frugt ― netmelon, vandmelon, æble med rød skræl, appelsin, vindruer, grønne og mørke, banan, 0%'s yoghurt naturel, fire slags syltetøj, men ingen overraskende, ost, pølse, syltede drueagurker, solsikkefrø, en anden slags frø. Og min te fra i går.

Vi sad lidt og kiggede ud i hotelhaven med daggamle sneflager hist og her og glemte at snakke til hinanden. Jeg blev opmærksom på det og kiggede indtagende på hendes lysblonde hår, fangede hendes øjne, sagde noget sødt og spillede så lidt genert eller også var det omvendt. Trak i hvert fald mit blik tilbage og kiggede halvt ned i bordet. Fra dugen, som jeg naturligvis havde tabt en lille plet jordbærsyltetøj på, over den typiske hotelsukkerskål til det lille fad på midten af bordet med… med Nescafé-breve i.

Nescafé. Light og almindelig. Mange hævder, måske af snobberi, at de ikke kan drikke det. Jeg syntes, det smagte o.k. Da jeg altså senest havde drukket det, for vel nok syv år siden. Sikkert på et hotel, ved et morgenbord. Eller derhjemme, hvis jeg havde nuppet et brev hotelmorgenbords-Nescafé med hjem. Ikke light, sort. Sikkert sammen med en speculoos.

Hun tog min hånd, jeg smilte, først halvt, så lidt mere. Men aldrig helt.


Danmark

»Kurt? Det her er til i morgen ― kan du klare det?« Efter en kort udveksling og enighed uden modstand gjorde jeg mit e-brev færdigt ― sådan kaldte jeg dem stadig, selvom jeg indimellem kom til at sige e-mail også ― og kiggede så på, hvad chefen havde givet mig. Læste det men uden at opfatte det. Jeg klikkede på et af de tolv åbne Internet-vinduer, læste en Ekstra Bladsartikel om en mand, der havde spist sin hund, fordi kremeringsafgiften var for høj for hans smag. Om man så må sige ― høhø. Trykkede Alt-F4 for at lukke vinduet og derfefter Alt-Tab for at skifte mellem vinduerne og stoppe ved et tilfældigt. Fodbold. Chelseas sejr i weekenden. Gad jeg ikke, lukkede vinduet, tab'ede videre til det næste tilfældige. Om Frems tilværelse i den næstbedste række. Interesserede mig mere af en eller anden grund. Læste det og lukkede.

Tog chefens udskrift frem igen. Holdt det bare i hånden, kiggede ud af vinduet, kraner, et fly, bygninger med skilte med firmanavne, jeg ikke tidligere havde bidt mærke i. Skandaflex, GHPS Invest A/S, Johnsen. Med et mat lys i, i tågen. Kiggede på telefonens ligegyldige display, ingen opringninger. Ingen at ringe til. Eller rettere intet at sige til dem, jeg kunne komme i tanke om at ringe til.

Tog mig sammen, fattede om papirerne, tre-fire sammenhæftede ark, naturligvis kun trykt på den ene side og ikke på genbrugspapir, fiskede min eneste kuglepen, naturligvis godt gennembidt, og en grøn neontusch op af metalbægeret og forlod så mit enekontor, gik op ad gangen, stødte næsten ind i en kollega, der kom ud af sit kontor, hilste hurtigt, mødte også en af de to nye sekretærer, smilte automatisk men reelt til hende og kom først i tanke om for sent, at jeg havde kigget på hendes nylonlår ― det stykke, der var synligt mellem knæet og nederdelen ― og havde nået at tænke på, hvordan de så ud uden hverken nylon eller nederdel. Smilte videre ved tanken alligevel. Og fortsatte op ad gangen med papir og penne.

Jeg stillede mig ved et af de høje kafeagtige borde, med ryggen skråt mod vinduet, for ikke at henfalde i dagdrømme. Om landskaber, frihed og ferier. Bed proppen af neontuschen uden jeg egentlig skulle bruge den nu. Begyndte at læse, faktisk rimelig koncentreret. Igen en af disse opgaver, der først havde set sværere ud, end den egentlig var. Sikkert fordi jeg var irriteret over at blive afbrudt af chefen, da han kom ind med den.

Gad jeg lave det? Det kunne ikke tage mere end en halv times improvisation. Men ville lige have et eller andet først, som påskud for at kunne motivere mig selv. En chokobar af en art. Eller en pose vingummibamser, selvom jeg ikke burde. Jeg tog elevatoren ned til fjerde, hvor den nærmeste automat var. Mødte Sidsel dernede, hilsener blev overtaget af småsnak, mens hun puttede mønter i og ventede på, at hendes pulverurtesuppe løb færdig. Og var blevet til decideret snak, før jeg havde valgt, hvad jeg egentlig ville have. Mælk, sød-, let-, mini- eller skummet. Varm og kold chokolade, med eller uden skum. Urtesuppe, tomatsuppe. Te, én slags, sikkert Earl Grey.

Og kaffe. Sort.


En plantage i Mellemamerika

Utroligt så beskidt man kan føle sig, når man arbejder i støv og samtidig sveder. Selvom støvet er lysebrunt, lidt rødligt, bliver det nærmest kulsort, når det blandes med europæisk sved og klæber til en sart hvid pande. Danner striber, nærmest som en slags jordlag fra forskellige geologiske tider, hen over min tinding og pande. Og håndryg, når jeg tørrer det væk og tværer det ud. Støv. Sved. Varme. Frivilligt arbejde i plantagen. Har plukket siden klokken seks i morges, nu er den ni.

Skyggen på min stråhat afskærmer rent fysisk ikke så meget som den stofhat i landstypiske vævemønstre, som jeg købte på et marked og siden byttede med bonden, jeg arbejder for. Men stråhatten, som jeg fik i bytte, køler bedre. Jeg forestiller mig i min overdrevne fantasi, at jeg ligner ham, når jeg har den på. At min hud er halvtreds, men sidder på en fyrreårig. Furet og gylden. Med sjæl. Fra plantagen, fra plukningen. Fra bonden, fra husbonden, fra faderen. Slid og kæmpen og hullerne efter rådne og udtrukkede tænder. Og duften af støv og tørhed og sol og smagen af sved. Og af kaktussprit.

Får en enkelt pauseøl i skyggen. Han drikker kun øl, når de turister, der betaler påstået humanitære organisationer for at for lov til at hjælpe ham med at plukke, sortere og male, byder. Ellers er han til kaktussprit, uden på nogen måde at være alkoholiker. Vi udveksler lidt almindeligheder, men hyggelige, på spansk. Har stadig svært ved at se, om han smiler, når hullerne efter de manglende tænder blottes i hans brede mund. Jeg ser, at konen står et stykke borte og hænger tøj op. Blandt andet mine mørke Wrangler. Kommer til at kigge på hendes frodige bagdel, frodig efter fire fødsler, klædt i en falmet kjole, der i hvert fald i det brændende sollys ser ud til at have været grøn engang.

Sammen valser vi det plukkede i det store trækar. Finder indimellem lidt dårligt og lidt sten, som vi tager op og smider til side. Og så sker det. Pludselig spørger han ― for første gang i de fem dage, jeg har været her, om jeg kunne tænke mig at smage. Tanken har ikke engang strejfet mig, måske fordi der er langt fra det vi plukker til det færdige produkt, både hvad udseende og bearbejdning angår.

Tilbage i træhytten tager han en lys, faktisk meget ren, stofsæk frem. Udvælger overomhyggeligt og nærmest kærligt en passende mængde. Rister dem, kvaser dem, koger dem, serverer.

Jeg siger nogle ikke bare venlige, men endda lystige ting på spansk til både min vært og hans kone, som er kommet ind for at ordne noget i køkkenet, joker med min egen accent og den lokale dialekt, mens jeg har munden til kruset uden at drikke endnu. Lytter, mens jeg holder om kruset med begge hænder, nærmest foldet omkring det i andægtighed, for at forstå hans svar. Kigger så ærefrygtigt ned i den dampende væske og sætter igen munden til kanten. Og drikker.

Allerede da den første lille slurk rammer det bageste af min tunge, forsøger det forreste af den at stoppe resten. Kaffen er grøn.

Seende haner har ikke brug for at finde Hvedekorn

»Tak for teksten til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. De fire episoder er for traurigt og trivielt og anstrengt uspændende til, at det vel egentlig ret irrelevante kaffe-spor kan sætte dem i nogen form for spil med hinanden; og poetisk prosa, som er den eneste slags prosa, der får adgang til Hvedekorn, kvalificerer teksten sig i hvert fald ikke som, dertil kræves genuin sproglig egensindighed og energi, og det er det* 10 gange mere af bare i dit gadenavn**, ikke for at være grov, bare for at være klar.

Mange hilsneer*
Lars Bukdahl
Redaktør af Hvedekorn«

* fejlen er korrekt citeret
** gadenavnet er ét ord på 23 bogstaver, heraf fire dobbeltbogstaver

Bildung gegenüber Verstand

"Natürlicher Verstand kann fast jeden Grad von Bildung ersetzen,
aber keine Bildung den natürlichen Verstand."
Arthur Schopenhauer

A perfect day

Yesterday was one of these days where things just turned out as you'd wish for.

Denmark's national football team, unfairly and increasingly critisised by the press and a high number of so-called 'supporters', and theoretically weakened because of injuries, beat one of the World's supposedly best-playing teams, Portugal. In Portugal.

I watched the match in a Portuguese pub — I live in a Portuguese quarter so it was just up the road. Watched Portugal leading until six minutes from the end. Then Denmark equalised. Out of nowhere, some said, for Portugal had 'possessed the ball' as they say for two thirds of the time. I say it was their own fault as they did not make much of that seeming dominance. And Denmark's players believed in their chance. And were rewarded.

For a minute. Then the hosts got a penalty, and a doubtful one too. And took the lead again. Now this would demoralise most teams but not Denmark. They fought, they believed.

And were rewarded, doubly so. In the last minute equalising again. And then even, taking the chance that the press and all those 'supporters' had never granted them, rather than just being content with defending one point, the Danes scored again to win the match by 3:2.

They deserved it, fully. I was born in Denmark, and I believed in the team.

Shortly before on that same evening, Luxembourg sensationally beat Switzerland — away — by 2:1. Former Bayern manager Ottmar Hitzfeld coached Switzerland for the second time only. It was the Grand Duchy's first World Cup qualifier victory for 36 years! So since before I was born! In Denmark, before moving to Luxembourg where I live. In the Portuguese quarter.

AND Slovenia had beaten Slovakia by 2:1. Not only do I have good connections with Slovenia(ns) but even better, both goals were scored by my team's — 1. FC Köln's — goalgetter Milivoje Novakovic.

So yesterday was a good day. Had a bad headache most of it but felt it was going to be good.

Miracles exist. You just gotta believe in them. Only if you seek the luck, it will come. I just felt it. I believed. I believe.

A perfect day.

Find bedre kilder end Ritzau!

...eller rediger i det mindste i bureauets artikler, inden I blindt offentliggør dem. Jeg er træt af, at hver gang, jeg læser en netavisartikel, som stammer fra Ritzau, er der fejl i. Og oftest latterlige sjuskefejl. Det er foruroligende, at Danmarks dominerende nyheds"grossist" leverer stof af så ringe kvalitet.

Derfor vil jeg nu samle eksempler.

»OPEC-landenes overraskende beslutning om at sænke produktionen af olie har allerede fået prisen til at stige.«
»[...] prisen på en tønde olie faldt allerede med en dollar umiddelbart efter meldingen fra OPEC.«
Underrubrik hhv. afslutningsbemærkning i artiklen »Verdens olieproduktion begrænses«, Politiken 10/9-8

The spirit of daring

'I have no idea what I am doing,
but incompetence has never prevented me from plunging in with enthusiasm.'
Woody Allen
according to Los Angeles Times 31/8-8

Anregung zur gestrigen Nena-Konzert in Bonn

Dies habe ich an alle auf dem (Vorderseite der) Ticket genannten Firmen geschickt ― außer an der eigentlichen Veranstalter ELH Promotion GmbH, deren E-Mailanschrift natürlich nicht auffindbar war…

Sehr geehrte Frauen, sehr geehrte Herren,

Zunächst möchte ich mich bei Nena und der Band für ein tolles Konzert bedanken. Seit nunmehr vier Jahren treffen mein Bruder aus Dänemark mit Familie und ich aus Luxemburg uns jedes Jahr irgendwo in Deutschland um Nena zu erleben. Das ist jetzt eine Tradition geworden, und auch gestern hat sich der Wert und die Freude dieser Tradition sich noch einmal bestätigt.

Auf einem Punkt allerdings ist die Freude behindert. Am Eingang wird der Konzertgast gefragt, ob sie/er ein Handy hat. Falls ja, bitte ausschalten. Und Digitalkamera? In der Garderobe abgeben (die übrigens erfreulicherweise, und unüblich bei Konzerten, kostenlos war). Ich verstehe es schon, wenn die Künstler oder deren Management keine "unautorisierten" Fotos mag. Nur ist das heutzutage sehr schwierig, wenn nicht unmöglich, nachvollziehbar.

Was dabei unheimlich unfair ist, dass wir ehrlichen, die zugeben, eine Kamera dabei zu haben, bestraft werden. Wir geben diese an der Garderobe ab und begeben uns Richtung Bühne, nur um festzustellen, dass wir von knipsende, blitzende, weniger ehrliche Fans umgeben sind. Und selbst wenn alle Digitalkameras abgegeben wurden, sind Kameras heute fast Standardausstattung jeder Handy.

Also was soll's? Ich fühle mich fast schon doof, meine Kamera abgegeben zu haben. Jedenfalls diskriminiert. Entweder man ist konsequent und kontrolliert die Zuschauer am Eingang und während des Konzerts und konfiskiert dann auch jede Kamera, die man entdeckt ― oder man gibt das nicht-nachvollziehbare Verbot auf. Aber dieser stotternder Mittelweg, wo die, die die Regeln folgen auch die Verlierer sind, ist kein Weg vorwärts.

Übrigens könnte man mit einfachen Mitteln die Zuschauer davon informieren, WARUM Handys und Kameras tabu sind.

Im Voraus besten Dank!

Mit freundlichen Grüssen
Bjørn Clasen
Luxemburg
http://clasen.blogspot.com

Montypedia: Essay

'Essay: a collection of other people's thoughts disguised to look like one's own, in the judging of which originality is heavily penalized.'
Graham Chapman
in A Liar's Autobiography, Volume VI

Skørtistik — Shirtistics

»Statistik er som miniskørter. De giver dig gode idéer, men skjuler det vigtigste.«
Ebbe Skovdahl, dansk fodboldtræner

'Statistics are like mini skirts. They give you certain ideas but hide the essential.'
Ebbe Skovdahl, Danish football manager

Mon denne kategori findes på De Gule Sider?…

fra Dansk Kvindebiografisk Leksikons (KVINFO) artikel om Dagmar Overbye

EM-Quiz

Wie hiess der Vorgänger zur Europameisterschaft, der fünfmal von 1960 bis 1976 ausgetragen wurde?
a) Messepokal
b) Nations Cup
c) Jules Rimet Cup
d) Continental Cup

Wer trainierte Dänemarks Nationalmannschaft, die 1992 Europameister wurde?
a) Richard Møller-Nielsen
b) Sepp Piontek
c) Søren Lerby
d) Morten Olsen und Michael Laudrup

Was sorgte nach dem Eröffnungsspiel bei der EM 1984 für Polemik?
a) Dass Michel Platini ein später schwarzgelisteter Hustensaft vor dem Spiel genommen hatte.
b) Dass TV-Bilder zeigten, dass Dänemark in den drei letzten Minuten 12 Mann auf den Platz waren.
c) Dass mehrere Zeitungen sich wehrten, über der sportliche Inhalt des Spiels zu berichten.
d) Dass die Tore nachträglich gemesst wurden und es sich herausstellte, dass sie nicht gleich gross waren.

Me gustaría

La profesora de mi curso de castellano pidió a cada alumno que contara de un sueño que tiene. El fin fue practicar el pretérito imperfecto de subjuntivo, pero como ves, la gramática no está mi fuerza, a entonces yo escribió mi primera poemíta en castellano…

Me gustaría tener un trabajo pasionante
Me gustaría dar una diferencia cada día
Me gustaría ser un poco importante
Me gustaría

Me gustaría que Dinamarca jugara en Euro 2008
Me gustaría que el día durara más tiempo
Me gustaría que los aves no decoraran mi coche
Me gustaría

Me gustaría viajar en todo el mundo
Me gustaría escribir de mis vivenciales
Me gustaría compartirlos, y estar junto
Me gustaría

Me gustaría que la profesora hablara más lento
Me gustaría que los otros fueran tontos como yo
Me gustaría que dijeran lo que yo entiendo
Me gustaría

Me gustaría ser un digno amigo
Me gustaría ser un novio real
Me gustaría sacar a mil paseos contigo
Me gustaría

Me gustaría que los gentes cuidaran de los unos los otros
Me gustaría que cuidáramos de nuestra planeta
Me gustaría que no sólo pensáramos a nosotros
Me gustaría

Me gustaría tener hijos, algunos
Me gustaría construir una vida familiar
Me gustaría ser padre como unos
Tambien les gustaría

Me gustaría que el castellano fuera mucho más fácil
Me gustaría que la gramática fueso como en danés
Me gustaría que el subjuntivo terminara en “-ácil”
Y todo este está todo lo que me gustaría

The importance of silence

'Silence is an essential part of the actor's equipment. He is the man who can make the silence vibrate, who can convey the impression of several dimensions by his sensitive use of one.'
Donald McWhinnie
in his book 'The Art Of Radio' (Faber and Faber, London, 1959)
according to Alan Beck's Radio Drama site, on 'silence'

Luxembourg Ville— Une administration qui vous ignore

Comme, à plusieurs reprises, j'ai constaté que l'administration de la Ville de Luxembourg ne répond pas aux courriels, j'ai décidé de mettre mes messages à l'administration sur le Net. Si je n'ai toujours pas de réponse, j'enverrai le tout au Bourgmestre, Monsieur Helminger. Nous sommes quand même en 2008 dans une ville très riche et soi-disant moderne. La communication avec les habitants doit simplement fonctionner.

Premier cas: Carte « vélOH! » (vélos publics) non-reçue

(Formulaire en ligne envoyé le 21 mai 2008)

Schilder aus Bremen und aus Koblenz

Zunächst Mal eins über die neuere Geschichte Deutschlands. Das erste Mal, dass ich gesehen habe ausserhalb von Berlin.























Dann einige Variationen über ein interessant-zu-interpretierendes Thema.




Und letzendlich eine etwas komische (und hoffentlich unfreiwillige) Kombination vom Hauptbahnhof in Koblenz.

Extra service: Do the cook— but there are limits: not on the table

From a review of Hyde Park Executive Apartments on booking.com:

Kønskamp. Glem hetero og homo:Nu styrer de andro- og gynofile

De fleste tror, at seksualitet er et spørgsmål om kropslig tiltrækning.
Men reelt sidder kønnet i hjernen.

Af Birgitte Raben

TO FYRE PÅ HVER sin hest. Cowboyhatte, læderstøvler, lassoer og flokkevis af får. Året er 1963, og turen går op ad bakke for Jack og Ennis. Midt på den månedlange fårehyrdevagt et sted oppe af bjerget kryber de en kølig sommernat sammen i teltet. Jack trækker Ennis' arm tæt ind omkring sig. Ennis vågner med et sæt og river sig væk. Kun lidt væk. Og ikke i særlig lang tid. Men det er den samme reaktion ― eller en endnu værre ― de senere frygter fra deres omgivelser, hvis deres intime forhold bliver andre bekendt. Det vil blive regnet for en uacceptabel afvigelse fra normerne. Og de to tumler frustrerede ned fra bjergets skråsikkerhed. Kun for at blive viklet ind i hver deres traditionelle ægteskab.

Hollywoodfilmen 'Brokeback Mountain' er blevet en stor biografsucces og nomineret til flere [O]scars. Hollywood har således fået mod på at vise sig som fordomsfri og tolerant ved at turde røre ved et emne som homoseksualitet. Et emne, der ellers kan være fy-fy og give anledning til moralsk indignation i nogle kredse.

Ifølge den svenske professor i neurobiologi Annica Dahlström er problemet med homoseksualitet ikke, at det er en afvigende seksualitet. For det er det nemlig ikke.

8-10 procent af alle mænd er egentlig homoseksuelle ― også selv om de som Jack og Ennis forsøger at udtrykke noget andet ved [hver] at gifte sig med en kvinde og få børn. Man mener, at det for kvinder gælder, at 4-5 procent er lesbiske.

Problemet er måske snarere de firkantede begreber, vi kategoriserer normer, mennesker og seksualitet igennem. Kønnet sidder i hjernen. Og det stemmer ikke nødvendigvis overens med det officielle køn, der bliver vurderet på kroppens udformning. Det er nervecellegrupper i den del af hjernen, der kaldes hypothalamus eller reptilhjernen, der afgør, hvem vi har lyst til at dyrke kropslig intimitet med. Disse nerveceller menes at være færdigudviklede i 3-4-årsalderen.

DET ENESTE, der har indflydelse på udviklingen, er samspillet mellem gener og kønshormoner. Hormonerne påvirker udviklingen af et fosters hjerne 8-10 uger inde i graviditeten, og kønshormonerne menes at spille en større rolle for bestemmelsen af kønsidentiteten end generne. Kombinationsmulighederne af gener og hormoner giver en farverig palet af personlighedsvarianter. Her findes både mandhaftige kvinder med maskuline hjerner og feminine mænd med et veludviklet omsorgsinstinkt.

Neurobiologiprofessoren understreger, at kønsidentiteten således er indkodet hos børn allerede fra småbørnsalderen. At partnerpræferencer derfor er fastlagt længe før puberteten. Homoseksualitet er derfor ikke en sygdom, men en normalvarians af mennesket. Og at seksualiteten er et medfødt personlighedstræk, som ikke kan påvirkes af omgivelserne.

Ikke engang de biseksuelle, som formentlig udgør mellem en tredjedel og en femtedel af befolkningen, har mulighed for at vælge side.

Bålskæret flakker hen over Ennis' tyngede blik. De har taget et kort afbræk fra deres ægteskabelige hverdag for at stikke på fisketur sammen ved bjerget. Han affærdiger Jacks forslag om, at de to kan bo på en ranch sammen: »Det grundlæggende er, at hvis vi er i nærheden af hinanden, og vi ikke kan styre det her, der er mellem os … På det forkerte sted og det forkerte tidspunkt vil det kunne få os slået ihjel«.

Ennis tænker tilbage på, da han som niårig stod sammen med sin far og bror og så på den ene halvdel af det bøssepar, folk i byen gjorde nar af. Liggende i en støvet grøft. Efter at være blevet slæbt af sted med et reb om kønsdelene, til de faldt af. Modsætningen til denne holdning findes i nogle naturfolks samfund, som ifølge Annica Dahlström værdsætter homoseksuelle mænd mere end heteroseksuelle. I og med at de homoseksuelle forener det mandlige og det kvindelige, bliver de regnet for mere fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Noget lignende kunne ses i det antikke Grækenlands hyldest til homoerotiske oplevelser mellem en ældre og en yngre mand. Den ældre skulle uddanne, beskytte, elske ynglingen og fungere som en rollemodel for ham.

Annica Dahlström argumenterer for at give køns- og seksualitetsbegreberne kamp til stregen, så befolkningen ikke helt firkantet enten er kvinder eller mænd og enten homoseksuelle eller heteroseksuelle. Denne kategorisering tager udgangspunkt i kroppens ydre og tromler dermed alle nuancerne imellem de to kønspoler. Det væsentlige er neurobiologisk set partnerpræferencerne, der styres af hjernen.

I STEDET FOR DE gængse kønsgenrer foreslår den svenske professor begreberne androfil for individer, der som Jack og Ennis tænder på mænd, og gynofil for individer, der har lyst til kvinder. Det er begreber, der er sammensat af de græske ord andros for mænd, gynos for kvinder og fili for noget, man er tiltrukket af.

En gyn-androfil vil således være den nye betegnelse for de op mod 33 procent af befolkningen, der er tiltrukket af begge køn.

På Brokeback Mountain sitrer den uforløste kønsidentitet stadig under den høje himmel. Vejen over bjerget ville måske ikke have været så ulykkeligt stejl for Ennis og Jack på Hollywoodlærredet eller deres lidelsesfæller i virkelighedens verden, hvis omgivelsernes normer var sat ud fra neurobiologiens opdagelser og begreber. Så havde det i hvert fald ikke været noget filmhistorisk ekstraordinært, at de forskellige personlighedsvarianter nu er blevet vurderet til at være et værdigt emne i store amerikanske spillefilm.

Så havde også disse kønsidentiteter både i 1963 og 2006 været defineret som ordinære.

fra Politiken 13/6-6

Skribentens kilde er Annica Dahlström: 'Könet sitter i hjärnan' (Neo nr. 3, maj/juni 2006)

Nonsensehumor ― so mag ich das!

Joscha Sauer's "Nichtlustig"
in Welt Kompakt, 17/4-8

Hat die Welt keine anderen Probleme?

Zu Merkels Robe

Die Nation ist also Tief gespalten über das freizügige Dekolleté unserer verehrten Kanzlerin. Der Sittenverfall am Kanzlerhof scheint unaufhaltsam voranzuschreiten. Aber Spaß beiseite ― gibt es in der Welt keine anderen Probleme mehr, als diesen völlig nebensächlichen Kram? Meinetwegen kann sie im Bikini in die Oper gehen ― wen interessiert das schon. Manche Leute scheinen zu viel Zeit zu haben, dass sie deswegen Leserbriefe schreiben. Ich gehöre offensichtlich auch dazu.

Stephan Schreiber
Leserbrief in Welt Kompakt, 17/4-8

Pessimistic psychosexual quotation

'The more time you spend with an unresponsive partner,
the less you can cope with someone who does respond.'

Dr Glyn Hudson-Allez, psychosexual therapist
from 'Will robot romance become a reality?' — article in Metro 16/4-8

What a weird thing to generalise about — a lot of people do live and learn!

And — oh — amazing what you can publish a book about. Why don't I get such ideas in time...

Demokrati betyder ikke nødvendigvis, at folket kan bestemme

I Danmark kan man erklæres »uværdig til at være folkevalgt politiker«.

Interessant og skræmmende. Det betyder i praksis, at nogle få af "myndighederne" dertil udpegede mennesker, nemlig Valgbarhedsnævnet, kan underkende en beslutning, som vælgerne har taget.

Things to remember next time in London

Buy a city map after all.

Though The Tube is efficient, allow plenty of time for transportation between places.

Do go to a theatre play or musical.

Walk in Hyde Park.

Find the bookstores again. The travel one is on Long Acre near Covent Garden.

Ansigter er rejsen værd

»Der er intet i verden, der kan sammenlignes med det menneskelige ansigt. Det er et land man aldrig bliver træt af at udforske, et land af en egen skønhed, den være sig barsk eller blid. Der er ingen større oplevelse end i studiet at være vidne til, at udtrykket i et følsomt ansigt under inspirationens gådefulde kraft besjæles indefra og bliver til poesi.«
Carl Th. Dreyer

Bienvenue au Danemark

VELKOMMEN til Danmark, Marie Agathe Odile Cavallier.

Du har været her før; men i går besluttede Danmarks Folketing, at du kan få et dansk statsborgerskab, så dette er en velkomst fra landsmand til kommende landsmand.

Om vi så må sige.

DEN 24. MAJ bliver du gift med vores prins Joachim, og man må sige, at du har været heldig i dit valg af ægtemand.

Jo, vel er han lidt brugt, men til gengæld bor han pænt, og frem for alt gør han det til en ren formssag for dig at blive dansk statsborger. Nogle bliver det aldrig. Nogle må vente i mange år. Nogle må gennemføre indviklede sprogprøver, før de kan kalde sig danskere, og nogle er nødt til at opholde sig i meget lang tid i Sverige, før de får lov til overhovedet at komme ind i landet.

Især det sidste kan jo ikke være nogen fornøjelse.

ANDERLEDES er situationen for dig, Marie.

I dit tilfælde stillede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ligefrem forslag om, at du straks efter brylluppet kan blive dansk statsborger. På trods af at hovedindholdet i ministerens stillingsbeskrivelse tilsyneladende er pligten til at holde fremmede folk ude af Danmark.

EN OPGAVE, ministeren normalt varetager med ildhu. Men ikke i dit tilfælde, Marie.

Forslaget blev vedtaget med næsten alle stemmer. Selv Dansk Folkeparti, der normalt synes, integrationsministeren er for eftergivende og lukker alt for mange fra de varme lande ind, stemte for forslaget, så du kan blive dansker. Endda uden at få tjekket om du kan sproget og kender Grundtvig, og det er ellers et ufravigeligt krav.

Dit tilfælde er historien om kærlighedens sejr, og sådan noget ser vi ikke så tit. Kærligheden må gerne vinde lidt oftere.

Velkommen til!

Leder i Ekstra Bladet 11/4-8

Objektivitet er et ideal ― og en illusion

»Det er en illusion at tro, at man kan […] opleve […] uden »briller«, uden et vist (be)redskab. Alt, hvad vi oplever, bærer præg af den indstilling (ideologi, bevidsthed), som vi har tilegnet og er i færd med at tilegne os. Det er idealistisk (og efterstræbelsesværdigt) at forsøge at være objektiv, men det er utopi at bilde sig ind at være det! Derfor er det mere ærligt at gøre sig sin indstilling klar, at være sig bevidst, hvilken nøgle eller metode man »læser« med ― frem for at lade som om man er »neutral«. Og man vil da opdage, at når man erkender den valgte metode, bliver man samtidig i langt højere grad i stand til at forholde sig kritisk til den! At vælge metode bevidst vil sige: at gøre sig klart hvilket sæt spørgsmål, man stiller […] ― og den anvendte metode afgør så, hvilke svar der kan gives.«

Carsten Høgh
i »Dansk på seminariet ― »Rødhætte« som metodeeksempel«, Kursiv 2/1982

Artiklen handler om, hvordan folkeeventyr og andre tekster (kan) læses og fortolkes, men jeg synes, at ovenstående er universelt gældende for al information, vi modtager.

Fremhævelsen er min egen.

CIGMI? IDTS!

No, this does not stand for 'See me? I did this!'. Nor does it mean 'Canada's icecap grows more icy? Indeed, deliver thicker shoes!'. No, it is the common-known abbreviation for 'Can it get more incomprehensible? I don't think so!'. What, you didn't know that? Well, you don't know the code then. Or rather: The author does not want you to know. Apparently. It's for the insiders. Who know the code.

Try to read the article 'Nortel and IBM Serve Up UC for SMBs'. Got it? No? Didn't expect you to. Didn't expect anyone to. Even though it is published on Unified Communications Strategies' blog!! But maybe it is part of this, er, communication strategy to communicate to as few as possible.

Briefly put: The article is a terrifyingly good, and unfortunately more than typical, example of how abbreviations can distort a message completely. Disturb the reading to a point that I would think even the code-carrying insiders which the text is aimed at might have difficulties really understanding. At least the deciphering disturbs and wastes energy and time.

Namenszensur im Norden

E-Mail an die tageszeitung

Liebe taz-Redaktion

Ich habe gerade in der dänischen Zeitung Politiken gelesen (http://politiken.dk/indland/article492620.ece), dass bei der Gemeinde in Husum (Schleswig-Holstein) Namen wie Ida und Anne für Neugeborene nicht akzeptiert werden, und zwar mit der Begründung, dass ein Vorname das Geschlecht des Inhabers eindeutig ausdrücken muss und daher z.B. Mädchen-Vornamen, die in irgendeinem Land Jungennamen sind, abgelehnt werden.

Da "Gerd" in Deutschland ein sehr gewöhnlicher Jungenname ist — in Dänemark jedoch ein Mädchenname ist — schlage ich vor, dass die taz einen Journalisten (gerne namens Gerd) nach Husum schickt um zu berichten, was dort los ist! Das selbe gilt übrigens für Inge — in Schweden ist das ein Jungenname.

Definition af papfamiliemedlemmer

Jeg har altid betragtet betegnelserne »papmor«, »papfar« osv. som ― om jeg så må sige ― familiære udtryk uden "officiel gyldighed". Men for nylig modtog jeg en forsikringspolice, hvori begreberne til min store overraskelse er brugt og defineret (stave- og grammatiske fejl skyldes nøjagtig afskrift fra policen):

»* papbørn, børn, som ikke er forsikredes biologiske børn, men hvor forsikrede er gift eller lever sammen (samme folkeregisteradresse) i et ægteskabslignende forhold med en af de biologiske forældre.
* papforældre, personer, som ikke er forsikredes biologiske forældre, men er gift eller lever sammen (samme folkeregisteradresse) i et ægteskabslignende forhold med en af de biologisk forældre.
* papsøskende, personer, som ikke er en biologisk søskende, men som forsikrede lever eller har levet med i et søskendelignende familieforhold af minimum et års varighed.«

Man kan altså miste sin status som papbarn eller parforælder, men ikke som papsøster eller -bror, når blot man har boet sammen i et år.

Ice hockey in Luxembourg― sparkling wine and potential diplomatic crisis

My first ice hockey match:
Luxembourg vs North Korea 1:2 (0:0, 0:0, 1:2)

I have sometimes thought it could be fun to go to an ice hockey match. They play three, er, halves and it's about scoring as many goals as possible — that's mainly what I knew on beforehand. I'm still not convinced it's a very organised game but I certainly learned that the World Championship Division III has some organising to learn.

I booked tickets for a friend and me on the Internet. As he is studying, I figured he might get a price reduction, and indeed there are three price categories on the site: normal (15 €), reduced (10 €) and VIP (100 €!! I wonder what for! Their seats were black, the others yellow, and they had a champagne stand just next to it. Very VIP and certainly worth a tenfold ticket price…).

There is also a phone number but when I tried to call it to ask who is entitled to the reduced price, I got this tone as if the number does not exist. So I booked online, two at 10 €.

As we got there, I went to the counter for 'Internet tickets', was sent to another counter, back again from there, and then accompanied by a woman from there back up again to a third counter. No questions asked about the reduced-price tickets. I would have gladly paid an extra 2x5 € but if their information is not clear, well…

We were handed a programme. A study in how not to lay out a brochure. Six teams participate in Division III ― Greece, Luxembourg, Mongolia, North Korea, South Africa and Turkey ― and the information on each team was clearly done by copy-paste and no further text treatment. Surprisingly, the team on which there is the least information, no birth dates, no clubs, is the host nation's heroes.

And heroes they were. Sitting in the middle of the local 'Schlachtenbummler', most of them dressed in the team shirt, many even with names of players sewn on ― impressive ― we got a taste of Luxembourgish folklore at its best. The cheers of 'Lëtzebuerg, Lëtzebuerg, Lëtzebuerg / Lëtzebuerg, Lëtzebuerg, Lëtzebu-uerg…', 'A-llez Lëtzebuerg!' and 'Rode Lew ― Huel se!', accompanied by four or five drums, became louder and more frequent the longer the host team kept a 0:0 score against the dominating North Korean favourites.

Philippe Lepage, apparently only the substitute goalie, played a brilliant match and was later elected man of his team. It was way into the third, er, third when the Asians managed to get the puck past him, and shortly after, Lëtzebuerg equalised. Drums and cheers and champagne and national pride ― the North Korean version of the latter had been embarrassingly humiliated by the organisers the day before, as they had played South Korea's national anthem instead of that of the so-called 'Democratic People's Republic', leaving the proud representatives of this closed country literally crying.

Well, so a colleague I met there said. He knows so many stories, and tells them with this serious smile, leaving you wondering whether he's pulling your leg or not. But he's working at Eurostat, so she should be right (right?).

And as I said, I'm not an expert. I just concluded that ice hockey was an extremely fast game, so fast that a newcomer never knew which offense all the players serving time in the punishment box (so I call it) one by one, sometimes two at a time, had committed. My mathematician friend with whom I watched the game philosophised over it during the breaks between the, er, periods, comparing it to robot soccer, and finding it very organised.

I didn't. Neither the game itself, nor this tournament. Like the buses. The green wave has certainly hit rich Luxembourg, and the tournament's main sponsor is a local bus company. But were there any shuttles? Forget it. Fehlanzeige. You had to wait 25 minutes for the normal scheduled city bus.

They could have arranged a shuttle, just stopping at the train station and the bus station. Free on a match entrance ticket. Encourage people to leave the car at home. Think green.

You never know how long an ice hockey match lasts, as the 20-minute, er, phases are 'effective playing time', meaning that the clock stops quite a lot. Plus if it's a draw after 3x20 minutes, the match goes into overtime, or 'sudden death' (what in soccer used to be referred to more glamorously as 'golden goal').

Despite the lack of green and gold, the partipating countries are a colourful lot. I mean, ice hockey is not the first sport that comes to mind when you mention South Africa or Greece or Turkey. The biggest chapeau goes to the Mongolian team and their wonderful hats. And sportsmanship. You need it, the sportsmanship and the cheerfulness, if you travel to the other end of the world, with no money, only to lose 0:17 to North Korea and 4:10 to Greece. So far. At least the organisers did put the results on the website.

But despite the fact that there is too much water on the ice, delaying the start of each of the three, er, stanzas ― and too much 'schampes' as at any event in Luxembourg, VIP or not ―
it is good fun to watch Division III World Championship ice hockey. Rode Lew, huel se!!

1.FC Köln — im Dienste seiner Fans, aber nicht immer ganz Kundenfreundlich

Hatte gerade dieser E-Mail an der Ticketshop des 1.FC Köln geschickt:

Mitglieder-Paket für das Mainz-Spiel

Hallo FC-Ticketshop

Auf Ihrer Internet-Seite heisst es:

"[N]eben dem Ticket für das letzte Heimspiel der Saison [gibt es] noch das aktuelle FC-Heim-Trikot, das Magazin und die DVD zum Jubiläum des 1. FC Köln dazu. Dieses hochwertige Paket zum Saisonfinale gibt's exklusiv für FC-Mitglieder zum Preis von 80 Euro. Das Angebot ist auf Tickets des Blockes O 1 auf der Osttribüne begrenzt."

Ich wollte gestern eine Eintrittskarte für diesem Spiel bestellen, und da die letzten Karten für die anderen Blöcken binnen wenige Sekunden vor meinen Augen ausverkauft wurden, habe ich ein Ticket im O1-Block kaufen müssen.

Was mich dabei überrascht hat, ist das bei der Platz- und Preiswahl auf der interaktiven Online-Bestellungsseite nur die Möglichkeit besteht, zwischen verschiedenen Trikotgrössen zu wählen - anders gesagt besteht die Möglichkeit nicht, das Paket abzuwählen und allein eine Eintrittskarte zu kaufen!

Dies stimmt natürlich nicht mit dem, was Sie auf der Seite schreiben, überein. Hier wird von ein Angebot gesprochen, also eine Wahl. Da ich schon längst das Jubiläums-Magazin und die Jubiläums-DVD gekauft habe und auch ein FC-Trikot besitze und im Stadion natürlich Trage, fühle ich mich eher angeführt, 80 € für einer der schlechtesten Plätze im Stadion zahlen zu müssen.

Ich fahre mehr als 200 km, um den FC bei den beiden letzten Heimspielen sowie auch nach Kaiserslautern im allerletzten Spiel in der Aufstiegskampf anzufeuern. Ich möchte aber nicht dazu gezwungen sein, für etwas zu zahlen, dass ich ohnehin schon habe.

Deshalb bitte ich Ihnen, weder Trikot noch Magazin oder DVD in meinem Paket dabeizulegen (Auftrag Nr. 8028673) und mir den Teil vom Betrag, der den Normalen Eintrittspreis für O1 überschreitet, zurückzuerstatten. Alternativ - falls z.B. das ganze schon abgeschickt wurde - könnte ich Trikot, Magazin und DVD in der Verpackung lassen und bei Rückgabe im Fanshop die Rückerstattung in Bar bekommen.

Ich danke Ihnen vielmals im Voraus!

Übrigens wundert es mich, dass ich das Paket überhapt bestellen könnte, da ich (noch) nicht FC-Mitglied bin!

Noch eine Frage: Sind Karten ("VIP"?) für die Haupttribüne, also Mitte der W-Block, Dauerkarteninhaber vorbehalten, oder kriegt man mit etwas Glück solche Karten z.B. auch in (hochklassigere) Hotels?

Nochmals besten Dank und bis sehr bald!!

Mit FCreundlichen Grüssen
Bjørn Clasen

Nur wenige Minuten später die wie immer freundliche Antwort der FC:

Guten Tag Herr Clasen,

vielen Dank für Ihre E-Mail.

Es handelt sich hier um ein spezielles Angebot für Mitglieder sowie Nichtmitglieder. Ausnahmsweise würden wir Ihnen eine Karte zum Normalpreis anbieten.

[…]

Karten für den VIP-Bereich erhalten Sie nur über unseren Vermarkter IMG (cologne@imgworld.com).

Freundliche Grüße
1. FC Köln GmbH & Co. KGaA
i. A. Meike Kaleske
Ticketing

Flirt!

»Alle mennesker flirter, og gør de det ikke, burde de komme i gang. Det er en af de gratis glæder, som gør livet værd at leve, netop fordi vi ved at sende et smil viser, at vi ser et andet menneske og værdsætter, at det passerer igennem vores liv lige nu.
Det er en dejlig form for opmærksomhed, og alle mennesker har brug for at blive set og smilet til. […]. Derefter fortsætter dagen, bare med en hel del mere energi.«
Joan Ørting, sexolog, i Ekstra Bladet 18/2-8

Synd det er indbyrdes kampe, der tæller…

Danmark kunne være kommet med til sommerens europamesterskabsslutrunde i fodbold på et afbud lige som for 16 år siden, da holdet som bekendt blev europamester.

Der er nemlig chance for, at Spanien, som Danmark var i kvalifikationspulje med, bliver udelukket fra al international fodbold, herunder altså EM i Schweiz og Østrig, som spilles i juni. Grunden er, at den spanske regering prøver at bestemme over Spaniens fodboldforbund. Og den slags vil det internationale fodboldforbund ikke have. Tidligere er bl.a. afrikanske nationer blevet udelukket fra turneringer af samme grund.

Kommer det så langt, vil det som regel betyde, at nr. 3 i Spaniens kvalifikationspulje kommer med til slutrunden i stedet for. Engang var det sådan, at målforskel var andet kriterium efter antal point, og i så fald ville Danmark være næste i rækken.

Men sådan er det ikke mere. Nordirland endte med samme pointtal som Danmark og en ringere målforskel. Men nordirerne spillede 0:0 i Parken og vandt 2:1 hjemme over Danmark og blev derfor efter de nuværende regler nr. 3 i puljen. Og har altså nu et lille håb om at møde Rusland, Sverige og titelforsvarer Grækenland i Innsbruck og Salzburg om nogle måneder.

Gad vide, om bookmakerne allerede har odds for Nordirland som europamester 2008? Det er da en indsats værd!

Når ikke det kommer nedefra, må det komme ovenfra

Beslutninger bør tages på rette sted. I en hel del tilfælde er beslutninger på lokalt plan det mest rimelige, men når det gælder beskyttelse og genoprettelse af miljøet — som haster, har hastet længe og netop i allerhøjeste grad berører alle — bør beslutningerne tages på mere overordnet plan.

Politiken.dk skriver i dag, at næsten alle de mest vindrige kommuner i Danmark vil være imod at indstallere det antal vindmøller, der skal til, for at nå landets mål for vedvarende energi. Det er efter min mening helt uacceptabelt. Jeg har selv boet og arbejdet i de mest naturskønne områder i både Nord- og Vestjylland, og der er masser af plads til vindmøller, selv i -parker, hvis det skal være.

Jeg synes ikke, at vindmøller skæmmer naturen — tværtimod er de netop symboler på teknisk udvikling, på naturbevidsthed, og endda på dansk velstand og økonomisk succes. Er danskere ikke netop stolte over disse ting? Vi har en tradition for at tage os af miljøet, og nogle af de største vindmølleproducenter i Verden er danske.

Hvis udsynet virkelig anses som et problem for naboerne, så kan vi male møllerne enten i farver, der falder ind i omgivelserne, eller i sprudlende, spændende farver. Miljørigtige, naturligvis. Og måske endda markedsføre parkerne som yderligere en turistattraktion. Ja, hvis penge er et argument, og naboerne — forståeligt nok! — er bange for, at deres ejendomme falder i værdi, kunne man sagtens forestille sig at gøre energiforbrug gratis for husstande, der bor i vindmøllernes nærmeste omkreds.

Det kunne være en rimelig kompensation for de områder, der samtidig bør se en moralsk forpligtelse over for almenvellet og uden tøven sige ja til at opstille det antal vindmøller, der nu engang skal til for at vi om 50 eller blot 10 år stadig kan nyde naturen med en god smag i munden. Og vind i håret.

La Busqueda De La Salvación

Víctor Ganchegui, mural, 2007
Museo "Casa de Yrurtia", Belgrano, Buenos Aires

Dette kunstværk, som naturligvis skal kigges på "live", minder mig om Carsten Svennsons berømte maleri Gaia, som skildrer, hvordan mennesket voldtager Jorden.

Víctor Gancheguis værk omhandler mere mennesket og dets lyster og synder. Et fantastisk værk, der helt klart bør ses, hvis du kommer forbi Buenos Aires.

I øvrigt en lille pudsighed: I den engelske oversættelse af museets handout siges det afslutningsvis om 'The Collection': 'The house is crowded with numerous objects that were colected [ja, med ét l] by the couple Yrurtia during their travels: carpets and tapestries, pices [ja, uden e] of furnitures [ja, i flertal] of different styles, ceramics and porcelain pieces, domestic use objects of pewter, brass or copper, among other multiple objects of exotic places like China, Java, Japan, Dinamarca, Bolivia, Mexico.' Sjovt at se Danmark omtalt som eksotisk på linje med disse steder. Og husk i øvrigt at boykotte alt, hvad der har med Kina og de olympiske lege i Beijing at gøre.

Ach so…

"Wir haben drei Gegentore bekommen und noch zwei geschossen, und von daher haben wir verloren."
Patrick Helmes, 1.FC Köln,
zweifacher Torschütze beim 2:3 bei Alemannia Aachen am 11/2-8
im Fernseh-Interview nach dem Spiel

Nogle ord på min 35-års fødselsdag

»Alder er jo som så meget andet blot et tal (selvom dét måske bare er noget, man siger, fordi man synes, tallet er for højt) — og vore samfund organiserer sig jo efter aldre og andre tal, standardiserer folks forskellighed. Men jo, jeg er jo fra i dag tættere på de 40 end på de 30, så der er — som i øvrigt gennem hele livet — da nogle ting, jeg godt vil have gjort. Helt ærligt, så synes jeg, at tilværelsen bliver bedre med alderen. […] Og egentlig også nemmere — eller også bliver man med erfaring bedre og bedre til at håndtere dets genvordigheder.«
Bjørn Clasen 8/2-8
i e-brev til Mine Forældre