VELKOMMEN til Danmark, Marie Agathe Odile Cavallier.
Du har været her før; men i går besluttede Danmarks Folketing, at du kan få et dansk statsborgerskab, så dette er en velkomst fra landsmand til kommende landsmand.
Om vi så må sige.
DEN 24. MAJ bliver du gift med vores prins Joachim, og man må sige, at du har været heldig i dit valg af ægtemand.
Jo, vel er han lidt brugt, men til gengæld bor han pænt, og frem for alt gør han det til en ren formssag for dig at blive dansk statsborger. Nogle bliver det aldrig. Nogle må vente i mange år. Nogle må gennemføre indviklede sprogprøver, før de kan kalde sig danskere, og nogle er nødt til at opholde sig i meget lang tid i Sverige, før de får lov til overhovedet at komme ind i landet.
Især det sidste kan jo ikke være nogen fornøjelse.
ANDERLEDES er situationen for dig, Marie.
I dit tilfælde stillede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ligefrem forslag om, at du straks efter brylluppet kan blive dansk statsborger. På trods af at hovedindholdet i ministerens stillingsbeskrivelse tilsyneladende er pligten til at holde fremmede folk ude af Danmark.
EN OPGAVE, ministeren normalt varetager med ildhu. Men ikke i dit tilfælde, Marie.
Forslaget blev vedtaget med næsten alle stemmer. Selv Dansk Folkeparti, der normalt synes, integrationsministeren er for eftergivende og lukker alt for mange fra de varme lande ind, stemte for forslaget, så du kan blive dansker. Endda uden at få tjekket om du kan sproget og kender Grundtvig, og det er ellers et ufravigeligt krav.
Dit tilfælde er historien om kærlighedens sejr, og sådan noget ser vi ikke så tit. Kærligheden må gerne vinde lidt oftere.
Velkommen til!
Leder i Ekstra Bladet 11/4-8
No comments:
Post a Comment