Looking for an answer…

On the last day of the European HIV Testing Week, someone very dear to me who is also an amazing journalist and a remarkable human being, asked me to post this…

It is just another normal working day, trying to give a voice to those who have something to say about things and problems that bother humanity, or at least, my modest little surrounding humanity…

I go towards the Infectious Clinic, the only clinic that can perform HIV tests… The only place where people may find out whether they carry the deadly virus or not.

The doctor is already waiting for me, to talk about AIDS and patients suffering from AIDS. The way he puts it, is just another disease, contagious, hazardous, deadly, but human… They all need to be treated with respect and affection, despite the poison in their blood.

While he tells stories about people having died without even knowing they died because of AIDS, I feel surprised at the low level of self-awareness, and when he mentions the death of a seven years old girl who remained undiagnosed until her death, this low level of self-awareness scares me… It could happen to anyone, at any moment, in any circumstance, because of a careless action, because of a stupid addiction, because of ignorance or because the maliciousness of rotten human souls who think that by infecting others, they will get a piece of revenge from the harm that was done to them. It is strange how wicked the human psyche can sometimes be…

I wrap it up, after a detailed explanation of the disease, the incubation period of the virus, the first onset of AIDS, chances of life for an infected person, ways of transmitting the virus, data on the national database of people who are infected, breaking it down to female and male subjects, global death toll since 1981…

Another moment comes. The moment when you want to show to others how the test is carried out. Nobody is willing to do it. Nobody is willing to show in front of the camera how the procedure is, that short procedure that lasts 10-15 minutes which will decide the future…

I take the initiative of taking this test, first asking how it is performed.

The doctor looks at me with surprise. ‘This is not a game’ he might think…

Well, it is not a game for me either. He then says ‘I don’t think you must appear in front of the camera. People will not understand it. People will judge you when they see this documentary… Be anonymous…’ I refuse to take his word for it. ‘If I am not able to show my face while taking this test, when I am calling on others for awareness on this deadly disease, what rights do I have to address them while I back off?’ In a way, I want to feel what a person living in the doubt of HIV feels, I want to show to the audience how easy it is to go through a little puncture with many drops of blood being taken from your finger… And so I do… But trust me, it is not that easy… It is not that easy at all...

The test is just like the pregnancy test. But different from one another, when one is positive, you give life, you bear life, you have reasons for life. When the other one is positive, oh… the world tumbles on your feet and everything around you crumbles to pieces and fragments of joyful moments you have had, terrible moments you will have…

You have one stripe and you are negative… You are HIV negative… You are marked with life…

You have two stripes and you are positive… You are HIV positive… You are marked with death… Perhaps not sudden death, not painful death, not even death until it comes naturally, but you bear the seal of DEATH… You may give death to others, those dear to you, those strange to you…

And so, while the light of the camera is on my face, and I am pale as always, I feel the shivers in my body, and my skin turns cold, cold to freezing in the quivers of impatience.

I know there is nothing wrong with me. I simply perfectly know it,  but the moment itself is scary, perhaps horrifying... It is the reading of those thin lines in your test that determines the way you are going to see life from now and on…

Ten minutes pass, under the camera lights, while it is filming, recording on tape my voice trembling while speaking about the test, while trying to formulate my appeal, while the doctor explains softly what it is, what we are seeing, how the reagents work… My ears go deaf for a minute or so, my eyes focus only on one spot… the single stripe on my tests… both tests… There is no second stripe, there is no shadow of doubt about the certainties that I already had… This experiment upon myself costed me… I now know better how to appreciate the moment, maybe life itself. For a moment there, I was scared… It was a long moment from where I sat… Now it is gone… My heartbeat is back… My breath is back…

I take the test from the table, show it to the camera and softly, slowly and calmly I say: ‘That was it.… It only takes a few moments to save your life, to save other peoples lives… Do the test…’

I am still silent, but I need to share this…

Unintentionally amusing advert?

This woman does look happy…

Looking for, er, people

This classified-ad page is from 1968 and was published in the Observer and Gazette.

Notice how distinctly employers advertised for women or men, depending on the nature of the position to be filled. Today this would not only be unthinkable but also illegal. The Kodak advert even clearly lists which vacancies are for women, and which ones are for men.

(Click on the picture to see it in a larger and more readable version.)

Aggression in Albania X: Art, culture, science…

Another highly interesting, and very disturbing, chapter in a 17-year old’s essay on Albania in 1997.

In the name of socialist realism many things were truncated. Art was only realism that presented real individuals working the lands and protecting the country. Expressing individual feelings and emotions was prohibited, unless the person was expressing real life of real cooperative workers, real life of soldiers, real life of teachers teaching Marx and Engels’ philosophy on proletariat. The love of the Labor Party was to prevail in every text, in every novel and article of newspapers.
Everything was subdued to the review of the “critical eye” of the party and its selected ones. Erotic content was not only not allowed, but also prosecuted. Love was pure and idyllist. In the cinematography scenes of kisses, touching, and other intimacy were considered as obscene. No surrealism, no expressionism, no cubism, nothing of the modern streams of painting. It was obscene to have erotic poetry and poems as well. Poetry had to express love for the family, love for the country, party and so on. Intimacy was expressed in simple words of a superficial relationship. Music mustn’t contain strong rhythms and other elements of the western music. All these components were considered as decaying, decadent, and as imitation of hippie streams. Those who dared to oppose this oblivion of human nature and freedom of spirit, were imprisoned, stained in biography, were set aside or were fully ignored by the system. Despite the contribution they gave for the nation, it was immediately opposed. Everything, everybody had to be within the frames of socialist criticism.

Kinder wann? — Kids when?

„Ich will nicht irgendwo angekommen sein, bevor mein Kind auf der Welt ist, ich will es mitnehmen.“
Patrick Bauer
in „Jetzt ein Baby?“ (Neon, Januar-Ausgabe 2012)

‘I do not want to have arrived somewhere before my child is born, I want to take it with me.’
Patrick Bauer
in ‘A Baby Now?’ (Neon, January edition 2012)

Fra dengang, det hed “edb”

Sjov læsning fra 1988 om almindelig omgang med Piccolinen, såfremt Partneren er tændt.

(Klik på et billede for at se det større.)

The Sin City Brewing Comapany's great logo

This is an example of a great logo. It's fun, it's catchy — notice the devil's tail; the Sin City bar chairs have them too, incorporated in metal as part of the chairs' structure (unfortunately, I don't have any photos of one).

More about the brewery here. The stout tastes decent by the way.

‘Learn Languages the Right Way

Language acquisition games and abstract communicative method are bullshit. The second-best way to learn a foreign language is alone in a room doing skull-numbing rote memorization of vocabulary, grammar, key phrases, and colloquialisms. The best way is in bed.’

Chuck Thompson
in ‘Smile When You’re Lying — Confessions Of A Rogue Travel Writer’ (p 219)

Review of the book

Ryk i Ringsted

»Betjen dig selv gennem selvbetjeningsløsninger
Ved hjælp af Ringsted Kommunes selvbetjeningsløsninger kan du på alle tider af døgnet betjene dig selv på nettet.«
fra Ringsted Kommunes netsted

Se dejlige Obama

Ekstra Bladets netavis har i dag denne interessante tekst-billed-kombination i sin højre menu. For en ordens skyld skal det siges, at der nedenunder er henvisning til en artikel om USAs snarlige præsident — men som bekendt læser vi fra venstre mod højre og oppefra og ned på dansk...

Hide the handkerchief magic trick ― Striptease version

Bønner

novelle ©Bjørn Clasen

En hovedstad i Sydamerika

Jeg lagde knap mærke til kafeen på min højre side, fordi jeg fokuserede på pizzeriaet på hjørnet nogle meter længere fremme. Jeg var brødflov ― og havde faktisk lyst til noget halvdyrt halvjunket food. Tre måneders disciplin med at begrænse fedt (undtagen koldpresset jomfruolivenolie naturligvis) spillede lidt kispus med min viljestyrke nu jeg var på ferie. Selvom jeg kendte risikoen. Risikoen for fristelse, madmæssigt og kvindemæssigt, selvom det sidste var mere en chance end en risiko.

Det var et grønt, flagrende klæde, der fik mine øjenkroge til at tage opmærksomheden væk fra pizzeriaet. I løbet af nogle millisekunder indløb følgende oplysninger på min nethinde: grønt klæde ― faktisk grøn- og hvidternet, faktisk en grøn nederdel med et grøn- og hvidternet forklæde over, kun med begrænset succes neutraliserede det brysternes form, og ― dét, der endegyldigt viskede ideer om food og fedt væk fra min umiddelbare bevidsthed ― denne uniform tilhørte et sødt latinsk ansigt.

Jeg fandt mig selv installeret i en kafeterassestol i næste nu, og først da pigen måske et minut efter kom ud og rakte mig kortet med sit karakteristiske smil, blev jeg bevidst om, at jeg havde smilet uafbrudt siden jeg havde detekteret bulernes utækkelighed. Straks vendte jeg mundvigende til en mere neutral position, hvorefter jeg ved tanken om, hvor tydeligt det måtte være, at jeg havde bænket mig selv der og glemt min sult blot fordi jeg syntes om pigen, kom til at smile igen. Jeg valgte at smile videre, men en anelse mere behersket.

Og prøvede at koncentrere mig om kortet. Kaffe og espresso og dobbeltespresso og cappuccino og mochaccino og latte og lait russe og sikkert også koffeinlet og koffeinfri. Te i sytten afskygninger. Chokolade med og uden chantilly. Cola ― desværre Coca- ― Fanta, Sprite, ananaslimonade, juice, sikkert fra dåse, appelsin-, æble-, mango- og blandet. Iste. Kahlua, vodka, rom og hvad ved jeg. Vin, hvid-, rosé- og rød-. Øl, tre slags, heraf én fra fad, sikkert en kedelig almindelg lokal Heineken-agtig. Vand, med og uden. Brus altså ― med citrussmag havde de ikke. Hvad havde jeg egentlig lyst til? En vand som sædvanlig, men skulle man alligevel snuppe en kold måske alligevel ikke så kedelig fad? Juicen var nok ikke friskpresset. Kaffe?

Kaffe… Kaffe. Det var jo seks år siden, måske syv, at jeg var holdt op med at drikke dét. Fra nytår, tror det var 2001. Altid sort. Hvorfor overvejede jeg det pludselig? Hvorfor netop nu, af alle dage, steder, lande, kafeer? Vejr? 23 i skyggen, en ny by at gå på opdagelse i, blot en eftermiddag og måske en halv morgen inden jeg skulle videre, ud i naturen, det egentlige mål for min ferie? Hm. Cappuccinoen med chantilly og kunstigt chokoladestøv kunne friste… Sært, min gamle yndlingskafedrik var ellers rigtig cappuccino, med pisket mælk.

Pigen i det grønternede forklæde kom ud, og jeg bestilte lidt henkastet-spontant en appelsinjuice. Den var fra flaske, smagte af vand, og jeg lagde næsten det dobbelte i drikkepenge, da jeg minutter efter forlod et halvfuldt glas uden at kigge mig tilbage.


En storby i Europa

Det var en god ide at mødes her. Hotellet var o.k. ― uden stjerner, men måske netop derfor dejlig jævnt, rent, med hvad der skulle være, flink betjening, rigtig god morgenmad, femten slags te, blandt andet en dejlig forfriskende én af vilde jordbær og lime og vistnok kardemomme, intet badekar, men en lille terasse, som var forfriskende at opholde sig nogle minutter på efter vi havde bollet, eller om morgenen inden hun var vågnet. Og inden jeg endda havde besluttet mig for, om jeg ville vække hende med kærtegn fra min dampende krop eller passivt, køligt, påtaget ligeglad ved at sidde ved bordpladen, med sædvanlig hotelsmagløshed overtrukket med imiteret træ, og læse artikler, jeg engang havde revet ud af blade, fordi jeg syntes de var relevante.

Hun kom ud af brusebadet, med det lysegule håndklæde smart sat om livet. Jeg kunne lige netop ikke se hendes navle, og af en eller anden grund rettede jeg ikke på frottekanten for at mærke den. Tog hende blot om lænden, flettede mine fingre lige under hendes ryg. Snusede lidt til hendes eau de toilette, diskret og virkningsfuldt forstærket af fugtigheden, der stadig beklædte hendes vinterhvide hud. Blev ophidset, men kun lidt. Tænkte mere på at komme ned til morgenmaden inden klokken ti.

Købecroissanter, små, en slags cremeboller, fire, nej fem slags brød, en af dem lidt som rugbrød, hårdkogte æg, der var blevet kolde og sikkert havde grågrønlig blomme, salat af udelukkende frisk frugt ― netmelon, vandmelon, æble med rød skræl, appelsin, vindruer, grønne og mørke, banan, 0%'s yoghurt naturel, fire slags syltetøj, men ingen overraskende, ost, pølse, syltede drueagurker, solsikkefrø, en anden slags frø. Og min te fra i går.

Vi sad lidt og kiggede ud i hotelhaven med daggamle sneflager hist og her og glemte at snakke til hinanden. Jeg blev opmærksom på det og kiggede indtagende på hendes lysblonde hår, fangede hendes øjne, sagde noget sødt og spillede så lidt genert eller også var det omvendt. Trak i hvert fald mit blik tilbage og kiggede halvt ned i bordet. Fra dugen, som jeg naturligvis havde tabt en lille plet jordbærsyltetøj på, over den typiske hotelsukkerskål til det lille fad på midten af bordet med… med Nescafé-breve i.

Nescafé. Light og almindelig. Mange hævder, måske af snobberi, at de ikke kan drikke det. Jeg syntes, det smagte o.k. Da jeg altså senest havde drukket det, for vel nok syv år siden. Sikkert på et hotel, ved et morgenbord. Eller derhjemme, hvis jeg havde nuppet et brev hotelmorgenbords-Nescafé med hjem. Ikke light, sort. Sikkert sammen med en speculoos.

Hun tog min hånd, jeg smilte, først halvt, så lidt mere. Men aldrig helt.


Danmark

»Kurt? Det her er til i morgen ― kan du klare det?« Efter en kort udveksling og enighed uden modstand gjorde jeg mit e-brev færdigt ― sådan kaldte jeg dem stadig, selvom jeg indimellem kom til at sige e-mail også ― og kiggede så på, hvad chefen havde givet mig. Læste det men uden at opfatte det. Jeg klikkede på et af de tolv åbne Internet-vinduer, læste en Ekstra Bladsartikel om en mand, der havde spist sin hund, fordi kremeringsafgiften var for høj for hans smag. Om man så må sige ― høhø. Trykkede Alt-F4 for at lukke vinduet og derfefter Alt-Tab for at skifte mellem vinduerne og stoppe ved et tilfældigt. Fodbold. Chelseas sejr i weekenden. Gad jeg ikke, lukkede vinduet, tab'ede videre til det næste tilfældige. Om Frems tilværelse i den næstbedste række. Interesserede mig mere af en eller anden grund. Læste det og lukkede.

Tog chefens udskrift frem igen. Holdt det bare i hånden, kiggede ud af vinduet, kraner, et fly, bygninger med skilte med firmanavne, jeg ikke tidligere havde bidt mærke i. Skandaflex, GHPS Invest A/S, Johnsen. Med et mat lys i, i tågen. Kiggede på telefonens ligegyldige display, ingen opringninger. Ingen at ringe til. Eller rettere intet at sige til dem, jeg kunne komme i tanke om at ringe til.

Tog mig sammen, fattede om papirerne, tre-fire sammenhæftede ark, naturligvis kun trykt på den ene side og ikke på genbrugspapir, fiskede min eneste kuglepen, naturligvis godt gennembidt, og en grøn neontusch op af metalbægeret og forlod så mit enekontor, gik op ad gangen, stødte næsten ind i en kollega, der kom ud af sit kontor, hilste hurtigt, mødte også en af de to nye sekretærer, smilte automatisk men reelt til hende og kom først i tanke om for sent, at jeg havde kigget på hendes nylonlår ― det stykke, der var synligt mellem knæet og nederdelen ― og havde nået at tænke på, hvordan de så ud uden hverken nylon eller nederdel. Smilte videre ved tanken alligevel. Og fortsatte op ad gangen med papir og penne.

Jeg stillede mig ved et af de høje kafeagtige borde, med ryggen skråt mod vinduet, for ikke at henfalde i dagdrømme. Om landskaber, frihed og ferier. Bed proppen af neontuschen uden jeg egentlig skulle bruge den nu. Begyndte at læse, faktisk rimelig koncentreret. Igen en af disse opgaver, der først havde set sværere ud, end den egentlig var. Sikkert fordi jeg var irriteret over at blive afbrudt af chefen, da han kom ind med den.

Gad jeg lave det? Det kunne ikke tage mere end en halv times improvisation. Men ville lige have et eller andet først, som påskud for at kunne motivere mig selv. En chokobar af en art. Eller en pose vingummibamser, selvom jeg ikke burde. Jeg tog elevatoren ned til fjerde, hvor den nærmeste automat var. Mødte Sidsel dernede, hilsener blev overtaget af småsnak, mens hun puttede mønter i og ventede på, at hendes pulverurtesuppe løb færdig. Og var blevet til decideret snak, før jeg havde valgt, hvad jeg egentlig ville have. Mælk, sød-, let-, mini- eller skummet. Varm og kold chokolade, med eller uden skum. Urtesuppe, tomatsuppe. Te, én slags, sikkert Earl Grey.

Og kaffe. Sort.


En plantage i Mellemamerika

Utroligt så beskidt man kan føle sig, når man arbejder i støv og samtidig sveder. Selvom støvet er lysebrunt, lidt rødligt, bliver det nærmest kulsort, når det blandes med europæisk sved og klæber til en sart hvid pande. Danner striber, nærmest som en slags jordlag fra forskellige geologiske tider, hen over min tinding og pande. Og håndryg, når jeg tørrer det væk og tværer det ud. Støv. Sved. Varme. Frivilligt arbejde i plantagen. Har plukket siden klokken seks i morges, nu er den ni.

Skyggen på min stråhat afskærmer rent fysisk ikke så meget som den stofhat i landstypiske vævemønstre, som jeg købte på et marked og siden byttede med bonden, jeg arbejder for. Men stråhatten, som jeg fik i bytte, køler bedre. Jeg forestiller mig i min overdrevne fantasi, at jeg ligner ham, når jeg har den på. At min hud er halvtreds, men sidder på en fyrreårig. Furet og gylden. Med sjæl. Fra plantagen, fra plukningen. Fra bonden, fra husbonden, fra faderen. Slid og kæmpen og hullerne efter rådne og udtrukkede tænder. Og duften af støv og tørhed og sol og smagen af sved. Og af kaktussprit.

Får en enkelt pauseøl i skyggen. Han drikker kun øl, når de turister, der betaler påstået humanitære organisationer for at for lov til at hjælpe ham med at plukke, sortere og male, byder. Ellers er han til kaktussprit, uden på nogen måde at være alkoholiker. Vi udveksler lidt almindeligheder, men hyggelige, på spansk. Har stadig svært ved at se, om han smiler, når hullerne efter de manglende tænder blottes i hans brede mund. Jeg ser, at konen står et stykke borte og hænger tøj op. Blandt andet mine mørke Wrangler. Kommer til at kigge på hendes frodige bagdel, frodig efter fire fødsler, klædt i en falmet kjole, der i hvert fald i det brændende sollys ser ud til at have været grøn engang.

Sammen valser vi det plukkede i det store trækar. Finder indimellem lidt dårligt og lidt sten, som vi tager op og smider til side. Og så sker det. Pludselig spørger han ― for første gang i de fem dage, jeg har været her, om jeg kunne tænke mig at smage. Tanken har ikke engang strejfet mig, måske fordi der er langt fra det vi plukker til det færdige produkt, både hvad udseende og bearbejdning angår.

Tilbage i træhytten tager han en lys, faktisk meget ren, stofsæk frem. Udvælger overomhyggeligt og nærmest kærligt en passende mængde. Rister dem, kvaser dem, koger dem, serverer.

Jeg siger nogle ikke bare venlige, men endda lystige ting på spansk til både min vært og hans kone, som er kommet ind for at ordne noget i køkkenet, joker med min egen accent og den lokale dialekt, mens jeg har munden til kruset uden at drikke endnu. Lytter, mens jeg holder om kruset med begge hænder, nærmest foldet omkring det i andægtighed, for at forstå hans svar. Kigger så ærefrygtigt ned i den dampende væske og sætter igen munden til kanten. Og drikker.

Allerede da den første lille slurk rammer det bageste af min tunge, forsøger det forreste af den at stoppe resten. Kaffen er grøn.

Kønskamp. Glem hetero og homo:Nu styrer de andro- og gynofile

De fleste tror, at seksualitet er et spørgsmål om kropslig tiltrækning.
Men reelt sidder kønnet i hjernen.

Af Birgitte Raben

TO FYRE PÅ HVER sin hest. Cowboyhatte, læderstøvler, lassoer og flokkevis af får. Året er 1963, og turen går op ad bakke for Jack og Ennis. Midt på den månedlange fårehyrdevagt et sted oppe af bjerget kryber de en kølig sommernat sammen i teltet. Jack trækker Ennis' arm tæt ind omkring sig. Ennis vågner med et sæt og river sig væk. Kun lidt væk. Og ikke i særlig lang tid. Men det er den samme reaktion ― eller en endnu værre ― de senere frygter fra deres omgivelser, hvis deres intime forhold bliver andre bekendt. Det vil blive regnet for en uacceptabel afvigelse fra normerne. Og de to tumler frustrerede ned fra bjergets skråsikkerhed. Kun for at blive viklet ind i hver deres traditionelle ægteskab.

Hollywoodfilmen 'Brokeback Mountain' er blevet en stor biografsucces og nomineret til flere [O]scars. Hollywood har således fået mod på at vise sig som fordomsfri og tolerant ved at turde røre ved et emne som homoseksualitet. Et emne, der ellers kan være fy-fy og give anledning til moralsk indignation i nogle kredse.

Ifølge den svenske professor i neurobiologi Annica Dahlström er problemet med homoseksualitet ikke, at det er en afvigende seksualitet. For det er det nemlig ikke.

8-10 procent af alle mænd er egentlig homoseksuelle ― også selv om de som Jack og Ennis forsøger at udtrykke noget andet ved [hver] at gifte sig med en kvinde og få børn. Man mener, at det for kvinder gælder, at 4-5 procent er lesbiske.

Problemet er måske snarere de firkantede begreber, vi kategoriserer normer, mennesker og seksualitet igennem. Kønnet sidder i hjernen. Og det stemmer ikke nødvendigvis overens med det officielle køn, der bliver vurderet på kroppens udformning. Det er nervecellegrupper i den del af hjernen, der kaldes hypothalamus eller reptilhjernen, der afgør, hvem vi har lyst til at dyrke kropslig intimitet med. Disse nerveceller menes at være færdigudviklede i 3-4-årsalderen.

DET ENESTE, der har indflydelse på udviklingen, er samspillet mellem gener og kønshormoner. Hormonerne påvirker udviklingen af et fosters hjerne 8-10 uger inde i graviditeten, og kønshormonerne menes at spille en større rolle for bestemmelsen af kønsidentiteten end generne. Kombinationsmulighederne af gener og hormoner giver en farverig palet af personlighedsvarianter. Her findes både mandhaftige kvinder med maskuline hjerner og feminine mænd med et veludviklet omsorgsinstinkt.

Neurobiologiprofessoren understreger, at kønsidentiteten således er indkodet hos børn allerede fra småbørnsalderen. At partnerpræferencer derfor er fastlagt længe før puberteten. Homoseksualitet er derfor ikke en sygdom, men en normalvarians af mennesket. Og at seksualiteten er et medfødt personlighedstræk, som ikke kan påvirkes af omgivelserne.

Ikke engang de biseksuelle, som formentlig udgør mellem en tredjedel og en femtedel af befolkningen, har mulighed for at vælge side.

Bålskæret flakker hen over Ennis' tyngede blik. De har taget et kort afbræk fra deres ægteskabelige hverdag for at stikke på fisketur sammen ved bjerget. Han affærdiger Jacks forslag om, at de to kan bo på en ranch sammen: »Det grundlæggende er, at hvis vi er i nærheden af hinanden, og vi ikke kan styre det her, der er mellem os … På det forkerte sted og det forkerte tidspunkt vil det kunne få os slået ihjel«.

Ennis tænker tilbage på, da han som niårig stod sammen med sin far og bror og så på den ene halvdel af det bøssepar, folk i byen gjorde nar af. Liggende i en støvet grøft. Efter at være blevet slæbt af sted med et reb om kønsdelene, til de faldt af. Modsætningen til denne holdning findes i nogle naturfolks samfund, som ifølge Annica Dahlström værdsætter homoseksuelle mænd mere end heteroseksuelle. I og med at de homoseksuelle forener det mandlige og det kvindelige, bliver de regnet for mere fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Noget lignende kunne ses i det antikke Grækenlands hyldest til homoerotiske oplevelser mellem en ældre og en yngre mand. Den ældre skulle uddanne, beskytte, elske ynglingen og fungere som en rollemodel for ham.

Annica Dahlström argumenterer for at give køns- og seksualitetsbegreberne kamp til stregen, så befolkningen ikke helt firkantet enten er kvinder eller mænd og enten homoseksuelle eller heteroseksuelle. Denne kategorisering tager udgangspunkt i kroppens ydre og tromler dermed alle nuancerne imellem de to kønspoler. Det væsentlige er neurobiologisk set partnerpræferencerne, der styres af hjernen.

I STEDET FOR DE gængse kønsgenrer foreslår den svenske professor begreberne androfil for individer, der som Jack og Ennis tænder på mænd, og gynofil for individer, der har lyst til kvinder. Det er begreber, der er sammensat af de græske ord andros for mænd, gynos for kvinder og fili for noget, man er tiltrukket af.

En gyn-androfil vil således være den nye betegnelse for de op mod 33 procent af befolkningen, der er tiltrukket af begge køn.

På Brokeback Mountain sitrer den uforløste kønsidentitet stadig under den høje himmel. Vejen over bjerget ville måske ikke have været så ulykkeligt stejl for Ennis og Jack på Hollywoodlærredet eller deres lidelsesfæller i virkelighedens verden, hvis omgivelsernes normer var sat ud fra neurobiologiens opdagelser og begreber. Så havde det i hvert fald ikke været noget filmhistorisk ekstraordinært, at de forskellige personlighedsvarianter nu er blevet vurderet til at være et værdigt emne i store amerikanske spillefilm.

Så havde også disse kønsidentiteter både i 1963 og 2006 været defineret som ordinære.

fra Politiken 13/6-6

Skribentens kilde er Annica Dahlström: 'Könet sitter i hjärnan' (Neo nr. 3, maj/juni 2006)

Flirt!

»Alle mennesker flirter, og gør de det ikke, burde de komme i gang. Det er en af de gratis glæder, som gør livet værd at leve, netop fordi vi ved at sende et smil viser, at vi ser et andet menneske og værdsætter, at det passerer igennem vores liv lige nu.
Det er en dejlig form for opmærksomhed, og alle mennesker har brug for at blive set og smilet til. […]. Derefter fortsætter dagen, bare med en hel del mere energi.«
Joan Ørting, sexolog, i Ekstra Bladet 18/2-8

Proof that oranges are good for you

(What wouldn't it be if you cut out a kiwifruit like that then…)

überseksuel ― now we're a category

English definition below the Danish 'original'

betegner den 'nye' mand, som hverken er metroseksuel (som kopierer livsstilen blandt homoseksuelle i storbyerne) eller retroseksuel (som stræber efter de gamle kønsroller), men er politisk bevidst, står ved sin maskulinitet og opfatter kvinden som en ligeværdig partner. Første led, über, er tysk og betyder 'over'.
Hvem Hvad Hvor 2007 ― Arne Hamburger og Gitte Hou Olsen: »Sprogfornyere« (s. 363)

übersexual: The 'new' man who is neither metrosexual (i.e. who copies the lifestyle of the big cities' homosexuals) or retrosexual (who looks to the old gender roles), but who is politically aware, stands by his masculinity and considers the woman as an equal partner. The first part über is German and means 'over'.
my own translation

L'orgasme, cette catastrophe

Attention, cet article risque de faire hurler les femmes

L’orgasme a tout foutu par terre (« foutre par terre » : expression de vieux français désignant l’acte de balancer la semence hors du vagin pour éviter la grossesse. Existe aussi en « foutre en l’air »). Pour ce petit cri à la con poussé après des efforts intenses, parfois stériles, et souvent ridicules (on peut friser l’apoplexie, voire l’infarctus), on a déséquilibré les rapports hommes / femmes. Avant, le mâle dominait la femelle. Aujourd’hui, si monsieur ne fait pas jouir Madame, Monsieur est un nul, un goujat, une tapette, un salaud, un fasciste.

Tenu aux couilles par ce chantage odieux, l’homme est devenu dominé, du coup il bande moins bien (c’est Wolinski qui l’a dit), et les nanas sont logiquement pas contentes.

Conclusion : non à l’orgasme ! Libérons-nous de l’orgasme ! Libérons-nous de cette fausse libération !

L’ORGASME OU LA HONTE

La course à l’orgasme a introduit la notion de performance dans le couple. Adieu la tranquillité, la détente, quand on fait l’amour. L’accouplement entre un homme et une femme est devenu un défi sportif, largement nourri par les films de cul, tous basés sur la performance athlétique : pénétration, double pénétration, triple pénétration… triolisme, gang bang, douche de sperme… Sur internet traîne encore une vidéo historique de 2 minutes représentant un travelo se faisant fister par… 3 bras !

Conséquence aussi logique qu’absurde de la course à l’orgasme, à la perf, à l’efficacité maximale, à l’exploit.

Comment a-t-on pu accepter d’introduire une telle pression dans les rapports sexuels ? Le taylorisme, la rentabilité a contaminé le paddock. La névrose de la comptabilité, avec ses centimètres et le nombre de coups tirés, a lentement mais sûrement déglingué la baise libre, sans pression, à l’arrache, dénuée d’arrière-pensées. Voici venu le temps de la culture du résultat. Bientôt un spécialiste pour juger de l’efficacité d’un rapport ? Un orgasmomètre ?

Les années 70 ont débarrassé le sexe du carcan de la morale. Bien. Tout le monde baise avec tout le monde, pourquoi pas. 30 ans après, le libéralisme impose un nouveau carcan, appelé poétiquement et ingénieusement « orgasme ». Derrière, se profile, comme toujours, quelque chose de très politique…

Combien de mecs se sont escrimés, harassés, perdant des litres de sueur, à guetter sur le corps de leur partenaire les signes qui ne trompent pas du plaisir, perdant en route ce laisser-aller, cet abandon qui fait le bonheur, et l’efficacité réelle de l’accouplement : points ou taches rouges autour du coup, tétons dressés, contractions vaginales, petits cris de souris, ou d’ânesse, morsures aux bras, griffures dans le dos, grossièretés (« salaud, espèce de salaud »), encouragements (« plus fort, viens, gros chien »)…

Oublions l’orgasme, et toutes les obligations qu’il charrie, et baisons l’esprit libre, sans penser à donner du plaisir. Quand on aime ça, on en donne et on en prend. L’orgasme naturel viendra tout seul. Est-ce que le paysan tire sur le blé pour qu’il pousse plus vite ? Non, ben c’est la même chose.

LE NOUVEL ORDRE SEXUEL

Des andouilles inconscientes font l’apologie du plaisir-roi. Résultat, ils bousillent ce qu’il reste de plus précieux, de plus fragile dans la société capitalistique moderne : le couple, l’intimité. Quand on lit les ouvrages de cette « sociologue » franco-italienne Marcela Iacub, on tombe des nues. Croyant œuvrer pour la libération des corps et des âmes, cette inconsciente participe au cheval de Troie de la destruction pornographique de l’intimité. Le « jeveuxjouir » puéril, le « mon orgasme » capricieux, sont devenus la nouvelle norme. Ceux qui s’y opposent sont des pisse-froid, des maljouissants, des cathos coincés, et autres niqueurs… d’ambiance.

Un jour, sur un plateau de France2, se sont retrouvés face à face (Charles) Millon et (Catherine) Millet. La gentille salope cool parisienne de gauche qui baise avec tout le monde et le grand méchant catholique de droite provinciale qui prône la fidélité. Pas question de se laisser enfermer dans le piège suivant : choisir entre le trou qui pense et le retour au Moyen-âge. Le gang bang ou l’amour à la papa. La « réaction » a été très habilement instrumentalisée pour réduire à néant les adversaires du tout-jouir. Qui peut s’opposer à la liberté ? Qui a la finesse conceptuelle pour déconstruire le discours dominant culpabilisateur ? Pas vraiment le pape (l’abstinence), ni les tenants de l’amour courtois (le romantisme), ou les partisans du sexe vieille France (« madam’ suffit »).

Donc, dire merde à ces « libérateurs » autoproclamés ne fait pas de nous des intégristes réactionnaires opposés à toute sensualité. C’est justement pour préserver la sensualité et son innocence qu’on essaye de chasser ces marchands… du temple qu’est le corps. Ouste, dehors avec vos manuels de libération qui puent la performance et la marchandisation, le porno et le pognon ! Bande d’enculés, vous faites du tort et du mal à l’amour !

Merde à ceux qui obligent les mecs à baiser dans l’ordre : 1 je caresse 2 je lèche 3 je pénètre 4 je fais jouir 5 je jouis. Un véritable règlement interne ! C’est l’armée ou quoi ? Et si l’on doit baiser 30 secondes, et si madame est pas contente, tant pis, c’est pas affaire d’efforts, mais d’amour et de désir. Si madame est pas contente, qu’elle aille voir ailleurs. Sinon, la frustration est bonne pour monter le désir. Et ça sera mieux la fois suivante, baste ! Et pareil pour monsieur. Si madame réclame son orgasme, qu’elle se branle devant Derrick, on n’est pas au turbin. Le cul, c’est fait pour se détendre, s’amuser, et éventuellement, jouir. Mais c’est pas une obligation. Pas la peine de se rendre malade pour si peu. On redoute la loi qui rendra l’orgasme obligatoire. Et c’en sera vraiment fini de notre liberté.

L’ORGASME EST UN MARCHE, DONC UNE ARNAQUE

Qui tire bénéfice de cette course au résultat ? Tout le big business du cul, à commencer par les thérapeutes, sexologues, conseillers pseudo qualifiés, popologues autodésignés, gourous à deux balles, écrivains ou romanciers titillés par le(ur) fion, journalistes de canards féminins qui nous expliquent l’importance de l’orgasme dans l’équilibre du couple… tu parles ! On impose la norme de l’orgasme obligatoire uniquement pour créer de la frustration, de la demande, de l’angoisse, et ensuite faire douiller pour résoudre tout ça.

L’orgasme obligatoire c’est le libéralisme économique appliqué aux rapports intimes.

Et si la frustration était une bonne chose ? C’est bien par frustration sexuelle que d’immenses choses ont été réalisées. Tandis que l’orgasme n’a jamais rien construit. C’est même l’inverse. C’est souvent à cause de lui que des couples solides ont dépéri, ou sombré. L’orgasme, c’est l’égoïsme, la contrainte là où elle ne doit pas être. C’est comme si on te foutait des claques pendant la sieste pour que tu dormes !

Vous l’aurez remarqué, aujourd’hui, l’orgasme est devenu une revendication féminine, féministe, mais surtout un moyen de tenir, de rabaisser, et de se venger des mecs. Tu ne me fais pas jouir ? Je vais te tromper. Tel est le deal non dit qui traîne en filigrane de pas mal de couples modernes. C’est pour ça qu’on voit tant de mecs paumés, menteurs, ou dopés sur les sites de rencontres ou les chat. Des mecs déboussolés qui se demandent comment faire hurler à la mort leur partenaire. Hé, les gars, réveillez-vous, et ne marchez pas dans la combine ! Si jamais vous faites hurler madame, le système trouvera autre chose pour vous rabaisser, frustrer madame, sinon il perd sa justification !

Celui qui consulte le psy ou le médecin parce que madame ne prend pas son pied est un couillon. Madame n’a qu’à se branler, si elle veut jouir. L’orgasme jaillira en temps voulu, s’il doit jaillir, sinon, pas la peine de tirer dessus, de se bourrer de médocs, cames, ou autres facilitateurs chimiques.

Le chef de la mafia de Miami des années 60, comme le raconte l’odieux James Ellroy, passait son temps à se faire sucer par des putes. En bossant, en jouant au poker, en discutant, ce vieux sage avait décidé de désobéir au diktat du plaisir féminin. Des suceuses, il en avait compté plus de 3000, et ne s’emmerdait plus à baiser, et donc à penser au plaisir de l’autre. A quoi sert d’être obsédé par le plaisir de l’autre si c’est pour oublier le sien ? Rien de tel qu’un bon vieil égoïsme… partagé ! Un égoïsme qui déborde, voilà l’altruisme véritable. Et n’oubliez pas : les femmes aiment aussi qu’on les prenne sans objectif, juste pour le… plaisir.

par David Zar-Ayan
Une version un peu abrégée de cet article a été publiée dans l'Echo des Savanes sous le titre « Norme sexuelle : La dictature de l'orgasme ». L'article repris ci-dessus est la version originale mise à disposition par l'auteur-même.

Denne her er faktisk go'

'Tænk hvis livet var et spil og du var en terning?!
Så ville folk kysse dig....rulle dig rundt på bordet og håbe du gav sex!!'
Fillimillimus

Den nyuppfunna essensen Eroticin

Hvilken overraskelse! Jeg måtte jo lige se, om jeg kunne finde noget om Daniel Helldén, når nu jeg har lagt flere af hans tekster på min blog. Det viser sig, at han var en driftig herre, som komponerede meget mere end børnesange... blandt andet stykket 'Eroticin'...

»Framförallt har han komponerat och arrangerat för kör, men han har även skrivit många verk för blockflöjt samt åtskillig musik för barn. Dessutom finns på verklistan bl a en Klarinettkvintett, en Sonatin för stråktrio och ett större verk för piano: 12 Klaverstudier över ett tema av Anton Webern. En särställning intar “Eroticin“, (“en liten estradopera“ av Alf Henrikson) , beställd av Akademiska Kören i Göteborg (1984). Här avslöjas byråingenjörers, direktörers och ministrars egennytta och egoism, när de tar ställning till den nyuppfunna essensen “eroticin“.«

Kilde: Biografi på Svenska Tonsättares Internationella Musikbyrås netsted.

Mindre kaffe, ikke mindre sex

»Husstandspenetrationen — altså antallet af hjem, hvor man drikker kaffe — er faldet fra 96,4 procent i 1990 til 89,1 procent i 2003.«
fra faktaboks i artiklen 'Minister i pinlig kaffesag', Politiken.dk 28/1-5