Thursday 2 July 2009

Anmeldelse af 'Danmark Denmark'
— Nephews nye album


D.T.A.P. — 5 af 7 stjerner
Et godt og lidt modigt introduktionsnummer. Om det er rock tilsat senfirsersynthesizerlyde eller senfirserelectonica tilsat lidt hårdere guitar, er jeg ikke sikker på — det balancerer på grænsen mellem hyldest til og parodi på firserne. Men i hvert fald har det sin egen charme og scorer point herpå.
Opfattet godt citat: 'Du ser ned på din mor, mens du kopierer din far'

007 Is Also Gonna Die — 2 af 7 stjerner
En naturlig forlængelse af intronummeret, men samtidig kommer man til at frygter for lytværdigheden af resten af albummet, når en så banal sang er placeret allerede som nummer to. Der er ikke noget originalt over nummeret; det savner sjæl, men er samtidig meget nephewsk. Faktisk leder det tankerne hen på det oversete debutalbum 'Swimming Time'.

Police Bells And Church Sirens — 3 af 7 stjerner
Tempoet får endnu en tak opad fra 007. Et næsten rent popnummer og helt igennem på engelsk. Svært at hade, umuligt at elske. Fængende banalt, tralala.

Sov For Satan Mand — 4 af 7 stjerner
Det første nummer med en mere alvorlig tone, rent melodimæssigt. Endnu nærmest klicheagtigt nephewsk, men ikke på niveau med gruppens bedste... og meget svært at blive rigtig begejstret for.

Danmark Man Dark — 2 af 7 stjerner
Er det en hiphopparodi? Er det i det hele taget et parodialbum?
Omkvæd: 'Da-dam da-da-da dam Danmark'... Så ringe og så godt, at det alene kvalificerer til den ene stjerne.

Gong Gong — 4 af 7 stjerner
Der tæres på min tålmodighed. Hvornår kommer der et supernummer? Hvor er 2009's svar på 'Bazooka' eller 'Milk & Wine' eller 'Hospital'? Er dette en gruppes fjerde album? Min optimisme giver mig to redningsplanker: At 'Danmark Denmark' vinder ved gen- og gengen- og gengengenhør. Eller at albummet udgør Nephews ned-fase, før gruppen igen blomstrer op. Når dét er sagt, så er Simon Kvamms stemmeføring på 'Gong Gong' faktisk original og underholdende og et eller andet sted charmer nummeret sig op til et af 'Danmark Denmark's mest interessante.

Det Her Sker Bare Ikk' — 5 af 7 stjerner
Endelig en intrigerende start på et nummer. Næsten a la 'Bazooka'. Trods det langsomme tempo er der en noget utålmodig stemning over sangen, men faktisk understøtter dét jo dens tema. Og Kvamm formår at lyde nærmest tårevædet. Jeg har en fornemmelse af, at 'Det Her Sker Bare Ikk'' er et af den slags numre, man vil synes bedre og bedre om for til sidst ligefrem at elske det.

Va Fangool! — 4 af 7 stjerner
Vi er tilbage i noget banalt poprocknoget. Som kun holder, fordi det er Nephew. Kvamm lægger lidt oveni med sin yndede Lars Hug-falset. Så den holder. Lige netop.
Citat: 'Vi to vi ku' køw' ti sko, men vi ka' kun få to på'

Descendants Of King Canute — 6 af 7 stjerner
JamenDOG, en akustisk guitar i et Nephew-nummer! En overraskelse, og en af de rigtig gode af slagsen. Kvamms sang bliver helt trubaduragtig. Bortset fra teksten er 'Descendants Of King Canute' ikke særlig Nephew-agtigt, men det er måske på netop et så middelmådigt album dets styrke. I hvert fald er det et smukt nummer og det bedste på 'Danmark Denmark' - harmonisk, stemningsfyldt og nynnefremkaldende.

Focus On The Sound — 5 af 7 stjerner
Et ikke helt dårligt nummer, igen lidt firseragtigt, med dejlig mange elementer i form af rytme, instrumentering og forskellige og samtidige sangstemmer — 'Focus On The Sound' passer derfor til sin titel. Et halvkomplekst eksperiment, som faktisk holder. Koncentreret og gentagen lytning vil givetvis få det til at vinde endnu mere.

New Year's Morning — 4 af 7 stjerner
Et ikke særlig nødvendigt nummer, selvom det naturligvis er interessant at bygge elektronisk rock over Grundtvig. Slipper igennem som fyld, for der er et eller andet i rytmen, der irriterer og holder...

Hurra — 6 af 7 stjerner
Et spændende nummer; nærmere kommer Nephew vist ikke progressiv rock. Gruppens svar på 'Bohemian Rhapsody', om end naturligvis Nephew-minimalistisk og upompøst. Omkvædet 'Hurra - Hurra - Yippi yeah' synges i sørgmunter kontrast til sin ordlyd indtil dét, man tror er finalen ...og så kommer det underspillede piano igen og man kan kun imponeres. Mere af den slags, tak! Et smukt afslutningsnummer, som er med til at redde et middelmådigt album.

Samlet indtryk af 'Danmark Denmark' efter første gennemspilning: 4 af 7 stjerner. Nephews hidtil svageste udspil, siden gruppen blev berømt. Men lovende og positivt overraskende numre hen imod slutningen, og et album, der næsten med garanti vinder ved flere lytninger.

Anmelder: Bjørn Clasen

No comments: