Hvor bliver glæden/smilet af?

I 30 år har jeg arbejdet som selvstændig indenfor servicefaget. Hotel/Resaturation og butik. Nu er jeg desværre ikke i arbejde mere grundet sygdom, og savner meget den pulserende travlhed.

Som gammel i gårde indenfor branchen, kan jeg ikke lade være med at "studere" både kunder og ansattenår jeg er ude.

Efter min mening bliver ingen ansat bedre end konceptet/chefen vil uanset hvilken brance der tales om. Den bedste service gives, stadig en subjektiv betragtning fra min side, af de store koncerner. Der er det bogstaveligt talt "banket" ind i hovedet på de ansatte, at det forventes de giver kunderne den service.

Ofte har jeg set de ansatte blive overfuset af utilfredse kunder, og de har dog stadig formået at smile venligt til kunden. Det er mig en gåde, hvorfor mange ikke evner at kommunikere på et ordentligt niveau.

Det er mig en glæde, når jeg har fået en god behandling og service, at gøre den ansatte opmærksom på det. De bliver glade, og jeg bilder naivt mig selv ind, at det er en god bagage for dem resten af dagen.

De værste kunder, har jeg observeret i discauntbutikkerne. Mange gange har jeg hørt kunder beklage sig højtråbende over manglende kassebetjening. Ja men hallo, du kan jo ikke forvente samme service i en skrabet lavprisbutik som i Føtex eller Quickly.

En gang om ugen har jeg hjemmehjælp. Der bliver da ikke gjort rent som jeg selv ville ha' gjort det, men det ødelægger nu ikke min dag. Når der så kommer en som virkelig kan sit kram, ja så skal hun sørme da også have at vide, hun er god til sit arbejde.

Nogen vil nok sige: det jo det de får deres løn for. Ja, men et tak for veludført arbejde hører de ikke arbejdsgiveren sige, så i det tilfælde må jeg/vi som brugere huske det.

I min utrættelige iver efter at observere god kontra dårlig service, er jeg nået frem til, at taxa, og nu omtaler jeg kun observationer fra min egen by, er de dårligste for ikke at sige de har slet ingen. Måske er jeg gammeldags, men jeg giver ikke en krone i drikkepenge til en chauffør som ikke gider åbne døren, ensige næsten ikke orker at sige goddag. Jeg har haft brug for taxa til handicapkørsel, og skulle have taxa til døren. En chauffør ringede på min dør, og blev meget fortørnet og sur da jeg forklarede ham jeg ikke kunne gå hen til bilen. Han var sur fordi de ikke havde givet ham den besked på centralen. Sådan en chauffør burde spørge sig selv, om det nu er det rigtige job han har taget. Han gør mig som bruger harm over opførslen, han overfuser garanteret senere en travl dame på centralen, og han har bragt sig selv i dårligt humør. Et smil, og et venligt: øjeblik dame, den henter jeg i løbet af ingen tid, og måske en venlig påmindelse til centraldamen om forglemmelsen ville ha' gjort hans dag mere behagelig. I hvertfald for hans omgivelser.

Lad os få lidt mere smil og glæde ind i hverdagen.

af Lundgren, blogpost 14/2