(25. September)
Liebe GEO-Redaktion!
Im Kanada-Heft bzw. auf der Website haben sich ein Paar Merkwürdigkeiten eingeschleicht:
Auf der Seite 84 wird "ein Sturm aus Ostwest" erwähnt... Zwar besitze ich kein Kompass, bin mir aber fast sicher, dass es diese Richtung nicht gibt...
Dazu heisst es in der Erklärung zur Antwort Nr. 3 in Ihrem "Wissenstest: Wie viel Kanada steckt in mir?": "Das Nationaltier der Kanadier ist [nicht] der arktische Pinguin [...]". Klar, ein solchen gibt's ja nicht.
Grüsse
(30. September)
Sehr geehrter Herr
[...]
Titelbilder haben die Funktion plakativ zu sein und beim Betrachter Aufmerksamkeit zu wecken. Bei der Produktion des Heftes bin ich auf den Kanadischen Fotografen aufmerksam geworden, da dieses Motiv hervorragend zur Kanada-Ausgabe passt.
Wir achten sehr darauf, dass wir keine inhaltlich veränderten Bilder verwenden, deshalb durchläuft jedes Bild, was in GEO gedruckt werden soll, eine Art “Pixelkontrolle”, d. h. ein Kollege prüft sehr genau ob beispielsweise ungewöhnliche oder verräterische Kanten auf Veränderungen im Motiv hinweisen könnten. Dieses Bild würde für OK bewertet - ich kann aber Ihren Einwand in Gewisserweise verstehen, da Farben und Kontraste, besonders vor dem spiegelglatten See, sehr kräftig fast schon künstlich wirken.
Ich werde dem Fotografen trotzdem schreiben und ihn konkret Fragen, ob er an dem Bild etwas verändert hat und es Sie wissen lassen.
[...]
gerade eben habe ich die Antwort vom Fotografen Mark Degner aus Kanada erhalten, der mir bestätigt, dass das Bild nicht inhaltlich verändert worden ist. lediglich ein Neutral-Dichte-Filter (Neutral Density Grad filter) kam zum Einsatz, um die starken Kontraste, die auf dem Diafilm nicht wiederzugeben wären, etwas auszugleichen.
Ich hoffe, Ihnen damit Ihre Frage beantwortet zu haben und sende viele Grüße aus Hamburg.
Markus Seewald
Fotoredakteur/photo editor
Tuesday, 30 September 2008
Saturday, 27 September 2008
Bønner
novelle ©Bjørn Clasen
En hovedstad i Sydamerika
Jeg lagde knap mærke til kafeen på min højre side, fordi jeg fokuserede på pizzeriaet på hjørnet nogle meter længere fremme. Jeg var brødflov ― og havde faktisk lyst til noget halvdyrt halvjunket food. Tre måneders disciplin med at begrænse fedt (undtagen koldpresset jomfruolivenolie naturligvis) spillede lidt kispus med min viljestyrke nu jeg var på ferie. Selvom jeg kendte risikoen. Risikoen for fristelse, madmæssigt og kvindemæssigt, selvom det sidste var mere en chance end en risiko.
Det var et grønt, flagrende klæde, der fik mine øjenkroge til at tage opmærksomheden væk fra pizzeriaet. I løbet af nogle millisekunder indløb følgende oplysninger på min nethinde: grønt klæde ― faktisk grøn- og hvidternet, faktisk en grøn nederdel med et grøn- og hvidternet forklæde over, kun med begrænset succes neutraliserede det brysternes form, og ― dét, der endegyldigt viskede ideer om food og fedt væk fra min umiddelbare bevidsthed ― denne uniform tilhørte et sødt latinsk ansigt.
Jeg fandt mig selv installeret i en kafeterassestol i næste nu, og først da pigen måske et minut efter kom ud og rakte mig kortet med sit karakteristiske smil, blev jeg bevidst om, at jeg havde smilet uafbrudt siden jeg havde detekteret bulernes utækkelighed. Straks vendte jeg mundvigende til en mere neutral position, hvorefter jeg ved tanken om, hvor tydeligt det måtte være, at jeg havde bænket mig selv der og glemt min sult blot fordi jeg syntes om pigen, kom til at smile igen. Jeg valgte at smile videre, men en anelse mere behersket.
Og prøvede at koncentrere mig om kortet. Kaffe og espresso og dobbeltespresso og cappuccino og mochaccino og latte og lait russe og sikkert også koffeinlet og koffeinfri. Te i sytten afskygninger. Chokolade med og uden chantilly. Cola ― desværre Coca- ― Fanta, Sprite, ananaslimonade, juice, sikkert fra dåse, appelsin-, æble-, mango- og blandet. Iste. Kahlua, vodka, rom og hvad ved jeg. Vin, hvid-, rosé- og rød-. Øl, tre slags, heraf én fra fad, sikkert en kedelig almindelg lokal Heineken-agtig. Vand, med og uden. Brus altså ― med citrussmag havde de ikke. Hvad havde jeg egentlig lyst til? En vand som sædvanlig, men skulle man alligevel snuppe en kold måske alligevel ikke så kedelig fad? Juicen var nok ikke friskpresset. Kaffe?
Kaffe… Kaffe. Det var jo seks år siden, måske syv, at jeg var holdt op med at drikke dét. Fra nytår, tror det var 2001. Altid sort. Hvorfor overvejede jeg det pludselig? Hvorfor netop nu, af alle dage, steder, lande, kafeer? Vejr? 23 i skyggen, en ny by at gå på opdagelse i, blot en eftermiddag og måske en halv morgen inden jeg skulle videre, ud i naturen, det egentlige mål for min ferie? Hm. Cappuccinoen med chantilly og kunstigt chokoladestøv kunne friste… Sært, min gamle yndlingskafedrik var ellers rigtig cappuccino, med pisket mælk.
Pigen i det grønternede forklæde kom ud, og jeg bestilte lidt henkastet-spontant en appelsinjuice. Den var fra flaske, smagte af vand, og jeg lagde næsten det dobbelte i drikkepenge, da jeg minutter efter forlod et halvfuldt glas uden at kigge mig tilbage.
En storby i Europa
Det var en god ide at mødes her. Hotellet var o.k. ― uden stjerner, men måske netop derfor dejlig jævnt, rent, med hvad der skulle være, flink betjening, rigtig god morgenmad, femten slags te, blandt andet en dejlig forfriskende én af vilde jordbær og lime og vistnok kardemomme, intet badekar, men en lille terasse, som var forfriskende at opholde sig nogle minutter på efter vi havde bollet, eller om morgenen inden hun var vågnet. Og inden jeg endda havde besluttet mig for, om jeg ville vække hende med kærtegn fra min dampende krop eller passivt, køligt, påtaget ligeglad ved at sidde ved bordpladen, med sædvanlig hotelsmagløshed overtrukket med imiteret træ, og læse artikler, jeg engang havde revet ud af blade, fordi jeg syntes de var relevante.
Hun kom ud af brusebadet, med det lysegule håndklæde smart sat om livet. Jeg kunne lige netop ikke se hendes navle, og af en eller anden grund rettede jeg ikke på frottekanten for at mærke den. Tog hende blot om lænden, flettede mine fingre lige under hendes ryg. Snusede lidt til hendes eau de toilette, diskret og virkningsfuldt forstærket af fugtigheden, der stadig beklædte hendes vinterhvide hud. Blev ophidset, men kun lidt. Tænkte mere på at komme ned til morgenmaden inden klokken ti.
Købecroissanter, små, en slags cremeboller, fire, nej fem slags brød, en af dem lidt som rugbrød, hårdkogte æg, der var blevet kolde og sikkert havde grågrønlig blomme, salat af udelukkende frisk frugt ― netmelon, vandmelon, æble med rød skræl, appelsin, vindruer, grønne og mørke, banan, 0%'s yoghurt naturel, fire slags syltetøj, men ingen overraskende, ost, pølse, syltede drueagurker, solsikkefrø, en anden slags frø. Og min te fra i går.
Vi sad lidt og kiggede ud i hotelhaven med daggamle sneflager hist og her og glemte at snakke til hinanden. Jeg blev opmærksom på det og kiggede indtagende på hendes lysblonde hår, fangede hendes øjne, sagde noget sødt og spillede så lidt genert eller også var det omvendt. Trak i hvert fald mit blik tilbage og kiggede halvt ned i bordet. Fra dugen, som jeg naturligvis havde tabt en lille plet jordbærsyltetøj på, over den typiske hotelsukkerskål til det lille fad på midten af bordet med… med Nescafé-breve i.
Nescafé. Light og almindelig. Mange hævder, måske af snobberi, at de ikke kan drikke det. Jeg syntes, det smagte o.k. Da jeg altså senest havde drukket det, for vel nok syv år siden. Sikkert på et hotel, ved et morgenbord. Eller derhjemme, hvis jeg havde nuppet et brev hotelmorgenbords-Nescafé med hjem. Ikke light, sort. Sikkert sammen med en speculoos.
Hun tog min hånd, jeg smilte, først halvt, så lidt mere. Men aldrig helt.
Danmark
»Kurt? Det her er til i morgen ― kan du klare det?« Efter en kort udveksling og enighed uden modstand gjorde jeg mit e-brev færdigt ― sådan kaldte jeg dem stadig, selvom jeg indimellem kom til at sige e-mail også ― og kiggede så på, hvad chefen havde givet mig. Læste det men uden at opfatte det. Jeg klikkede på et af de tolv åbne Internet-vinduer, læste en Ekstra Bladsartikel om en mand, der havde spist sin hund, fordi kremeringsafgiften var for høj for hans smag. Om man så må sige ― høhø. Trykkede Alt-F4 for at lukke vinduet og derfefter Alt-Tab for at skifte mellem vinduerne og stoppe ved et tilfældigt. Fodbold. Chelseas sejr i weekenden. Gad jeg ikke, lukkede vinduet, tab'ede videre til det næste tilfældige. Om Frems tilværelse i den næstbedste række. Interesserede mig mere af en eller anden grund. Læste det og lukkede.
Tog chefens udskrift frem igen. Holdt det bare i hånden, kiggede ud af vinduet, kraner, et fly, bygninger med skilte med firmanavne, jeg ikke tidligere havde bidt mærke i. Skandaflex, GHPS Invest A/S, Johnsen. Med et mat lys i, i tågen. Kiggede på telefonens ligegyldige display, ingen opringninger. Ingen at ringe til. Eller rettere intet at sige til dem, jeg kunne komme i tanke om at ringe til.
Tog mig sammen, fattede om papirerne, tre-fire sammenhæftede ark, naturligvis kun trykt på den ene side og ikke på genbrugspapir, fiskede min eneste kuglepen, naturligvis godt gennembidt, og en grøn neontusch op af metalbægeret og forlod så mit enekontor, gik op ad gangen, stødte næsten ind i en kollega, der kom ud af sit kontor, hilste hurtigt, mødte også en af de to nye sekretærer, smilte automatisk men reelt til hende og kom først i tanke om for sent, at jeg havde kigget på hendes nylonlår ― det stykke, der var synligt mellem knæet og nederdelen ― og havde nået at tænke på, hvordan de så ud uden hverken nylon eller nederdel. Smilte videre ved tanken alligevel. Og fortsatte op ad gangen med papir og penne.
Jeg stillede mig ved et af de høje kafeagtige borde, med ryggen skråt mod vinduet, for ikke at henfalde i dagdrømme. Om landskaber, frihed og ferier. Bed proppen af neontuschen uden jeg egentlig skulle bruge den nu. Begyndte at læse, faktisk rimelig koncentreret. Igen en af disse opgaver, der først havde set sværere ud, end den egentlig var. Sikkert fordi jeg var irriteret over at blive afbrudt af chefen, da han kom ind med den.
Gad jeg lave det? Det kunne ikke tage mere end en halv times improvisation. Men ville lige have et eller andet først, som påskud for at kunne motivere mig selv. En chokobar af en art. Eller en pose vingummibamser, selvom jeg ikke burde. Jeg tog elevatoren ned til fjerde, hvor den nærmeste automat var. Mødte Sidsel dernede, hilsener blev overtaget af småsnak, mens hun puttede mønter i og ventede på, at hendes pulverurtesuppe løb færdig. Og var blevet til decideret snak, før jeg havde valgt, hvad jeg egentlig ville have. Mælk, sød-, let-, mini- eller skummet. Varm og kold chokolade, med eller uden skum. Urtesuppe, tomatsuppe. Te, én slags, sikkert Earl Grey.
Og kaffe. Sort.
En plantage i Mellemamerika
Utroligt så beskidt man kan føle sig, når man arbejder i støv og samtidig sveder. Selvom støvet er lysebrunt, lidt rødligt, bliver det nærmest kulsort, når det blandes med europæisk sved og klæber til en sart hvid pande. Danner striber, nærmest som en slags jordlag fra forskellige geologiske tider, hen over min tinding og pande. Og håndryg, når jeg tørrer det væk og tværer det ud. Støv. Sved. Varme. Frivilligt arbejde i plantagen. Har plukket siden klokken seks i morges, nu er den ni.
Skyggen på min stråhat afskærmer rent fysisk ikke så meget som den stofhat i landstypiske vævemønstre, som jeg købte på et marked og siden byttede med bonden, jeg arbejder for. Men stråhatten, som jeg fik i bytte, køler bedre. Jeg forestiller mig i min overdrevne fantasi, at jeg ligner ham, når jeg har den på. At min hud er halvtreds, men sidder på en fyrreårig. Furet og gylden. Med sjæl. Fra plantagen, fra plukningen. Fra bonden, fra husbonden, fra faderen. Slid og kæmpen og hullerne efter rådne og udtrukkede tænder. Og duften af støv og tørhed og sol og smagen af sved. Og af kaktussprit.
Får en enkelt pauseøl i skyggen. Han drikker kun øl, når de turister, der betaler påstået humanitære organisationer for at for lov til at hjælpe ham med at plukke, sortere og male, byder. Ellers er han til kaktussprit, uden på nogen måde at være alkoholiker. Vi udveksler lidt almindeligheder, men hyggelige, på spansk. Har stadig svært ved at se, om han smiler, når hullerne efter de manglende tænder blottes i hans brede mund. Jeg ser, at konen står et stykke borte og hænger tøj op. Blandt andet mine mørke Wrangler. Kommer til at kigge på hendes frodige bagdel, frodig efter fire fødsler, klædt i en falmet kjole, der i hvert fald i det brændende sollys ser ud til at have været grøn engang.
Sammen valser vi det plukkede i det store trækar. Finder indimellem lidt dårligt og lidt sten, som vi tager op og smider til side. Og så sker det. Pludselig spørger han ― for første gang i de fem dage, jeg har været her, om jeg kunne tænke mig at smage. Tanken har ikke engang strejfet mig, måske fordi der er langt fra det vi plukker til det færdige produkt, både hvad udseende og bearbejdning angår.
Tilbage i træhytten tager han en lys, faktisk meget ren, stofsæk frem. Udvælger overomhyggeligt og nærmest kærligt en passende mængde. Rister dem, kvaser dem, koger dem, serverer.
Jeg siger nogle ikke bare venlige, men endda lystige ting på spansk til både min vært og hans kone, som er kommet ind for at ordne noget i køkkenet, joker med min egen accent og den lokale dialekt, mens jeg har munden til kruset uden at drikke endnu. Lytter, mens jeg holder om kruset med begge hænder, nærmest foldet omkring det i andægtighed, for at forstå hans svar. Kigger så ærefrygtigt ned i den dampende væske og sætter igen munden til kanten. Og drikker.
Allerede da den første lille slurk rammer det bageste af min tunge, forsøger det forreste af den at stoppe resten. Kaffen er grøn.
En hovedstad i Sydamerika
Jeg lagde knap mærke til kafeen på min højre side, fordi jeg fokuserede på pizzeriaet på hjørnet nogle meter længere fremme. Jeg var brødflov ― og havde faktisk lyst til noget halvdyrt halvjunket food. Tre måneders disciplin med at begrænse fedt (undtagen koldpresset jomfruolivenolie naturligvis) spillede lidt kispus med min viljestyrke nu jeg var på ferie. Selvom jeg kendte risikoen. Risikoen for fristelse, madmæssigt og kvindemæssigt, selvom det sidste var mere en chance end en risiko.
Det var et grønt, flagrende klæde, der fik mine øjenkroge til at tage opmærksomheden væk fra pizzeriaet. I løbet af nogle millisekunder indløb følgende oplysninger på min nethinde: grønt klæde ― faktisk grøn- og hvidternet, faktisk en grøn nederdel med et grøn- og hvidternet forklæde over, kun med begrænset succes neutraliserede det brysternes form, og ― dét, der endegyldigt viskede ideer om food og fedt væk fra min umiddelbare bevidsthed ― denne uniform tilhørte et sødt latinsk ansigt.
Jeg fandt mig selv installeret i en kafeterassestol i næste nu, og først da pigen måske et minut efter kom ud og rakte mig kortet med sit karakteristiske smil, blev jeg bevidst om, at jeg havde smilet uafbrudt siden jeg havde detekteret bulernes utækkelighed. Straks vendte jeg mundvigende til en mere neutral position, hvorefter jeg ved tanken om, hvor tydeligt det måtte være, at jeg havde bænket mig selv der og glemt min sult blot fordi jeg syntes om pigen, kom til at smile igen. Jeg valgte at smile videre, men en anelse mere behersket.
Og prøvede at koncentrere mig om kortet. Kaffe og espresso og dobbeltespresso og cappuccino og mochaccino og latte og lait russe og sikkert også koffeinlet og koffeinfri. Te i sytten afskygninger. Chokolade med og uden chantilly. Cola ― desværre Coca- ― Fanta, Sprite, ananaslimonade, juice, sikkert fra dåse, appelsin-, æble-, mango- og blandet. Iste. Kahlua, vodka, rom og hvad ved jeg. Vin, hvid-, rosé- og rød-. Øl, tre slags, heraf én fra fad, sikkert en kedelig almindelg lokal Heineken-agtig. Vand, med og uden. Brus altså ― med citrussmag havde de ikke. Hvad havde jeg egentlig lyst til? En vand som sædvanlig, men skulle man alligevel snuppe en kold måske alligevel ikke så kedelig fad? Juicen var nok ikke friskpresset. Kaffe?
Kaffe… Kaffe. Det var jo seks år siden, måske syv, at jeg var holdt op med at drikke dét. Fra nytår, tror det var 2001. Altid sort. Hvorfor overvejede jeg det pludselig? Hvorfor netop nu, af alle dage, steder, lande, kafeer? Vejr? 23 i skyggen, en ny by at gå på opdagelse i, blot en eftermiddag og måske en halv morgen inden jeg skulle videre, ud i naturen, det egentlige mål for min ferie? Hm. Cappuccinoen med chantilly og kunstigt chokoladestøv kunne friste… Sært, min gamle yndlingskafedrik var ellers rigtig cappuccino, med pisket mælk.
Pigen i det grønternede forklæde kom ud, og jeg bestilte lidt henkastet-spontant en appelsinjuice. Den var fra flaske, smagte af vand, og jeg lagde næsten det dobbelte i drikkepenge, da jeg minutter efter forlod et halvfuldt glas uden at kigge mig tilbage.
En storby i Europa
Det var en god ide at mødes her. Hotellet var o.k. ― uden stjerner, men måske netop derfor dejlig jævnt, rent, med hvad der skulle være, flink betjening, rigtig god morgenmad, femten slags te, blandt andet en dejlig forfriskende én af vilde jordbær og lime og vistnok kardemomme, intet badekar, men en lille terasse, som var forfriskende at opholde sig nogle minutter på efter vi havde bollet, eller om morgenen inden hun var vågnet. Og inden jeg endda havde besluttet mig for, om jeg ville vække hende med kærtegn fra min dampende krop eller passivt, køligt, påtaget ligeglad ved at sidde ved bordpladen, med sædvanlig hotelsmagløshed overtrukket med imiteret træ, og læse artikler, jeg engang havde revet ud af blade, fordi jeg syntes de var relevante.
Hun kom ud af brusebadet, med det lysegule håndklæde smart sat om livet. Jeg kunne lige netop ikke se hendes navle, og af en eller anden grund rettede jeg ikke på frottekanten for at mærke den. Tog hende blot om lænden, flettede mine fingre lige under hendes ryg. Snusede lidt til hendes eau de toilette, diskret og virkningsfuldt forstærket af fugtigheden, der stadig beklædte hendes vinterhvide hud. Blev ophidset, men kun lidt. Tænkte mere på at komme ned til morgenmaden inden klokken ti.
Købecroissanter, små, en slags cremeboller, fire, nej fem slags brød, en af dem lidt som rugbrød, hårdkogte æg, der var blevet kolde og sikkert havde grågrønlig blomme, salat af udelukkende frisk frugt ― netmelon, vandmelon, æble med rød skræl, appelsin, vindruer, grønne og mørke, banan, 0%'s yoghurt naturel, fire slags syltetøj, men ingen overraskende, ost, pølse, syltede drueagurker, solsikkefrø, en anden slags frø. Og min te fra i går.
Vi sad lidt og kiggede ud i hotelhaven med daggamle sneflager hist og her og glemte at snakke til hinanden. Jeg blev opmærksom på det og kiggede indtagende på hendes lysblonde hår, fangede hendes øjne, sagde noget sødt og spillede så lidt genert eller også var det omvendt. Trak i hvert fald mit blik tilbage og kiggede halvt ned i bordet. Fra dugen, som jeg naturligvis havde tabt en lille plet jordbærsyltetøj på, over den typiske hotelsukkerskål til det lille fad på midten af bordet med… med Nescafé-breve i.
Nescafé. Light og almindelig. Mange hævder, måske af snobberi, at de ikke kan drikke det. Jeg syntes, det smagte o.k. Da jeg altså senest havde drukket det, for vel nok syv år siden. Sikkert på et hotel, ved et morgenbord. Eller derhjemme, hvis jeg havde nuppet et brev hotelmorgenbords-Nescafé med hjem. Ikke light, sort. Sikkert sammen med en speculoos.
Hun tog min hånd, jeg smilte, først halvt, så lidt mere. Men aldrig helt.
Danmark
»Kurt? Det her er til i morgen ― kan du klare det?« Efter en kort udveksling og enighed uden modstand gjorde jeg mit e-brev færdigt ― sådan kaldte jeg dem stadig, selvom jeg indimellem kom til at sige e-mail også ― og kiggede så på, hvad chefen havde givet mig. Læste det men uden at opfatte det. Jeg klikkede på et af de tolv åbne Internet-vinduer, læste en Ekstra Bladsartikel om en mand, der havde spist sin hund, fordi kremeringsafgiften var for høj for hans smag. Om man så må sige ― høhø. Trykkede Alt-F4 for at lukke vinduet og derfefter Alt-Tab for at skifte mellem vinduerne og stoppe ved et tilfældigt. Fodbold. Chelseas sejr i weekenden. Gad jeg ikke, lukkede vinduet, tab'ede videre til det næste tilfældige. Om Frems tilværelse i den næstbedste række. Interesserede mig mere af en eller anden grund. Læste det og lukkede.
Tog chefens udskrift frem igen. Holdt det bare i hånden, kiggede ud af vinduet, kraner, et fly, bygninger med skilte med firmanavne, jeg ikke tidligere havde bidt mærke i. Skandaflex, GHPS Invest A/S, Johnsen. Med et mat lys i, i tågen. Kiggede på telefonens ligegyldige display, ingen opringninger. Ingen at ringe til. Eller rettere intet at sige til dem, jeg kunne komme i tanke om at ringe til.
Tog mig sammen, fattede om papirerne, tre-fire sammenhæftede ark, naturligvis kun trykt på den ene side og ikke på genbrugspapir, fiskede min eneste kuglepen, naturligvis godt gennembidt, og en grøn neontusch op af metalbægeret og forlod så mit enekontor, gik op ad gangen, stødte næsten ind i en kollega, der kom ud af sit kontor, hilste hurtigt, mødte også en af de to nye sekretærer, smilte automatisk men reelt til hende og kom først i tanke om for sent, at jeg havde kigget på hendes nylonlår ― det stykke, der var synligt mellem knæet og nederdelen ― og havde nået at tænke på, hvordan de så ud uden hverken nylon eller nederdel. Smilte videre ved tanken alligevel. Og fortsatte op ad gangen med papir og penne.
Jeg stillede mig ved et af de høje kafeagtige borde, med ryggen skråt mod vinduet, for ikke at henfalde i dagdrømme. Om landskaber, frihed og ferier. Bed proppen af neontuschen uden jeg egentlig skulle bruge den nu. Begyndte at læse, faktisk rimelig koncentreret. Igen en af disse opgaver, der først havde set sværere ud, end den egentlig var. Sikkert fordi jeg var irriteret over at blive afbrudt af chefen, da han kom ind med den.
Gad jeg lave det? Det kunne ikke tage mere end en halv times improvisation. Men ville lige have et eller andet først, som påskud for at kunne motivere mig selv. En chokobar af en art. Eller en pose vingummibamser, selvom jeg ikke burde. Jeg tog elevatoren ned til fjerde, hvor den nærmeste automat var. Mødte Sidsel dernede, hilsener blev overtaget af småsnak, mens hun puttede mønter i og ventede på, at hendes pulverurtesuppe løb færdig. Og var blevet til decideret snak, før jeg havde valgt, hvad jeg egentlig ville have. Mælk, sød-, let-, mini- eller skummet. Varm og kold chokolade, med eller uden skum. Urtesuppe, tomatsuppe. Te, én slags, sikkert Earl Grey.
Og kaffe. Sort.
En plantage i Mellemamerika
Utroligt så beskidt man kan føle sig, når man arbejder i støv og samtidig sveder. Selvom støvet er lysebrunt, lidt rødligt, bliver det nærmest kulsort, når det blandes med europæisk sved og klæber til en sart hvid pande. Danner striber, nærmest som en slags jordlag fra forskellige geologiske tider, hen over min tinding og pande. Og håndryg, når jeg tørrer det væk og tværer det ud. Støv. Sved. Varme. Frivilligt arbejde i plantagen. Har plukket siden klokken seks i morges, nu er den ni.
Skyggen på min stråhat afskærmer rent fysisk ikke så meget som den stofhat i landstypiske vævemønstre, som jeg købte på et marked og siden byttede med bonden, jeg arbejder for. Men stråhatten, som jeg fik i bytte, køler bedre. Jeg forestiller mig i min overdrevne fantasi, at jeg ligner ham, når jeg har den på. At min hud er halvtreds, men sidder på en fyrreårig. Furet og gylden. Med sjæl. Fra plantagen, fra plukningen. Fra bonden, fra husbonden, fra faderen. Slid og kæmpen og hullerne efter rådne og udtrukkede tænder. Og duften af støv og tørhed og sol og smagen af sved. Og af kaktussprit.
Får en enkelt pauseøl i skyggen. Han drikker kun øl, når de turister, der betaler påstået humanitære organisationer for at for lov til at hjælpe ham med at plukke, sortere og male, byder. Ellers er han til kaktussprit, uden på nogen måde at være alkoholiker. Vi udveksler lidt almindeligheder, men hyggelige, på spansk. Har stadig svært ved at se, om han smiler, når hullerne efter de manglende tænder blottes i hans brede mund. Jeg ser, at konen står et stykke borte og hænger tøj op. Blandt andet mine mørke Wrangler. Kommer til at kigge på hendes frodige bagdel, frodig efter fire fødsler, klædt i en falmet kjole, der i hvert fald i det brændende sollys ser ud til at have været grøn engang.
Sammen valser vi det plukkede i det store trækar. Finder indimellem lidt dårligt og lidt sten, som vi tager op og smider til side. Og så sker det. Pludselig spørger han ― for første gang i de fem dage, jeg har været her, om jeg kunne tænke mig at smage. Tanken har ikke engang strejfet mig, måske fordi der er langt fra det vi plukker til det færdige produkt, både hvad udseende og bearbejdning angår.
Tilbage i træhytten tager han en lys, faktisk meget ren, stofsæk frem. Udvælger overomhyggeligt og nærmest kærligt en passende mængde. Rister dem, kvaser dem, koger dem, serverer.
Jeg siger nogle ikke bare venlige, men endda lystige ting på spansk til både min vært og hans kone, som er kommet ind for at ordne noget i køkkenet, joker med min egen accent og den lokale dialekt, mens jeg har munden til kruset uden at drikke endnu. Lytter, mens jeg holder om kruset med begge hænder, nærmest foldet omkring det i andægtighed, for at forstå hans svar. Kigger så ærefrygtigt ned i den dampende væske og sætter igen munden til kanten. Og drikker.
Allerede da den første lille slurk rammer det bageste af min tunge, forsøger det forreste af den at stoppe resten. Kaffen er grøn.
Thursday, 25 September 2008
Seende haner har ikke brug for at finde Hvedekorn
»Tak for teksten til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. De fire episoder er for traurigt og trivielt og anstrengt uspændende til, at det vel egentlig ret irrelevante kaffe-spor kan sætte dem i nogen form for spil med hinanden; og poetisk prosa, som er den eneste slags prosa, der får adgang til Hvedekorn, kvalificerer teksten sig i hvert fald ikke som, dertil kræves genuin sproglig egensindighed og energi, og det er det* 10 gange mere af bare i dit gadenavn**, ikke for at være grov, bare for at være klar.
Mange hilsneer*
Lars Bukdahl
Redaktør af Hvedekorn«
* fejlen er korrekt citeret
** gadenavnet er ét ord på 23 bogstaver, heraf fire dobbeltbogstaver
Mange hilsneer*
Lars Bukdahl
Redaktør af Hvedekorn«
* fejlen er korrekt citeret
** gadenavnet er ét ord på 23 bogstaver, heraf fire dobbeltbogstaver
Friday, 12 September 2008
Bildung gegenüber Verstand
"Natürlicher Verstand kann fast jeden Grad von Bildung ersetzen,
aber keine Bildung den natürlichen Verstand."
Arthur Schopenhauer
aber keine Bildung den natürlichen Verstand."
Arthur Schopenhauer
Thursday, 11 September 2008
A perfect day
Yesterday was one of these days where things just turned out as you'd wish for.
Denmark's national football team, unfairly and increasingly critisised by the press and a high number of so-called 'supporters', and theoretically weakened because of injuries, beat one of the World's supposedly best-playing teams, Portugal. In Portugal.
I watched the match in a Portuguese pub — I live in a Portuguese quarter so it was just up the road. Watched Portugal leading until six minutes from the end. Then Denmark equalised. Out of nowhere, some said, for Portugal had 'possessed the ball' as they say for two thirds of the time. I say it was their own fault as they did not make much of that seeming dominance. And Denmark's players believed in their chance. And were rewarded.
For a minute. Then the hosts got a penalty, and a doubtful one too. And took the lead again. Now this would demoralise most teams but not Denmark. They fought, they believed.
And were rewarded, doubly so. In the last minute equalising again. And then even, taking the chance that the press and all those 'supporters' had never granted them, rather than just being content with defending one point, the Danes scored again to win the match by 3:2.
They deserved it, fully. I was born in Denmark, and I believed in the team.
Shortly before on that same evening, Luxembourg sensationally beat Switzerland — away — by 2:1. Former Bayern manager Ottmar Hitzfeld coached Switzerland for the second time only. It was the Grand Duchy's first World Cup qualifier victory for 36 years! So since before I was born! In Denmark, before moving to Luxembourg where I live. In the Portuguese quarter.
AND Slovenia had beaten Slovakia by 2:1. Not only do I have good connections with Slovenia(ns) but even better, both goals were scored by my team's — 1. FC Köln's — goalgetter Milivoje Novakovic.
So yesterday was a good day. Had a bad headache most of it but felt it was going to be good.
Miracles exist. You just gotta believe in them. Only if you seek the luck, it will come. I just felt it. I believed. I believe.
A perfect day.
Denmark's national football team, unfairly and increasingly critisised by the press and a high number of so-called 'supporters', and theoretically weakened because of injuries, beat one of the World's supposedly best-playing teams, Portugal. In Portugal.
I watched the match in a Portuguese pub — I live in a Portuguese quarter so it was just up the road. Watched Portugal leading until six minutes from the end. Then Denmark equalised. Out of nowhere, some said, for Portugal had 'possessed the ball' as they say for two thirds of the time. I say it was their own fault as they did not make much of that seeming dominance. And Denmark's players believed in their chance. And were rewarded.
For a minute. Then the hosts got a penalty, and a doubtful one too. And took the lead again. Now this would demoralise most teams but not Denmark. They fought, they believed.
And were rewarded, doubly so. In the last minute equalising again. And then even, taking the chance that the press and all those 'supporters' had never granted them, rather than just being content with defending one point, the Danes scored again to win the match by 3:2.
They deserved it, fully. I was born in Denmark, and I believed in the team.
Shortly before on that same evening, Luxembourg sensationally beat Switzerland — away — by 2:1. Former Bayern manager Ottmar Hitzfeld coached Switzerland for the second time only. It was the Grand Duchy's first World Cup qualifier victory for 36 years! So since before I was born! In Denmark, before moving to Luxembourg where I live. In the Portuguese quarter.
AND Slovenia had beaten Slovakia by 2:1. Not only do I have good connections with Slovenia(ns) but even better, both goals were scored by my team's — 1. FC Köln's — goalgetter Milivoje Novakovic.
So yesterday was a good day. Had a bad headache most of it but felt it was going to be good.
Miracles exist. You just gotta believe in them. Only if you seek the luck, it will come. I just felt it. I believed. I believe.
A perfect day.
Wednesday, 10 September 2008
Find bedre kilder end Ritzau!
...eller rediger i det mindste i bureauets artikler, inden I blindt offentliggør dem. Jeg er træt af, at hver gang, jeg læser en netavisartikel, som stammer fra Ritzau, er der fejl i. Og oftest latterlige sjuskefejl. Det er foruroligende, at Danmarks dominerende nyheds"grossist" leverer stof af så ringe kvalitet.
Derfor vil jeg nu samle eksempler.
»OPEC-landenes overraskende beslutning om at sænke produktionen af olie har allerede fået prisen til at stige.«
»[...] prisen på en tønde olie faldt allerede med en dollar umiddelbart efter meldingen fra OPEC.«
Underrubrik hhv. afslutningsbemærkning i artiklen »Verdens olieproduktion begrænses«, Politiken 10/9-8
Tuesday, 9 September 2008
The spirit of daring
'I have no idea what I am doing,
but incompetence has never prevented me from plunging in with enthusiasm.'
Woody Allen
according to Los Angeles Times 31/8-8
but incompetence has never prevented me from plunging in with enthusiasm.'
Woody Allen
according to Los Angeles Times 31/8-8
Monday, 1 September 2008
Anregung zur gestrigen Nena-Konzert in Bonn
Dies habe ich an alle auf dem (Vorderseite der) Ticket genannten Firmen geschickt ― außer an der eigentlichen Veranstalter ELH Promotion GmbH, deren E-Mailanschrift natürlich nicht auffindbar war…
Sehr geehrte Frauen, sehr geehrte Herren,
Zunächst möchte ich mich bei Nena und der Band für ein tolles Konzert bedanken. Seit nunmehr vier Jahren treffen mein Bruder aus Dänemark mit Familie und ich aus Luxemburg uns jedes Jahr irgendwo in Deutschland um Nena zu erleben. Das ist jetzt eine Tradition geworden, und auch gestern hat sich der Wert und die Freude dieser Tradition sich noch einmal bestätigt.
Auf einem Punkt allerdings ist die Freude behindert. Am Eingang wird der Konzertgast gefragt, ob sie/er ein Handy hat. Falls ja, bitte ausschalten. Und Digitalkamera? In der Garderobe abgeben (die übrigens erfreulicherweise, und unüblich bei Konzerten, kostenlos war). Ich verstehe es schon, wenn die Künstler oder deren Management keine "unautorisierten" Fotos mag. Nur ist das heutzutage sehr schwierig, wenn nicht unmöglich, nachvollziehbar.
Was dabei unheimlich unfair ist, dass wir ehrlichen, die zugeben, eine Kamera dabei zu haben, bestraft werden. Wir geben diese an der Garderobe ab und begeben uns Richtung Bühne, nur um festzustellen, dass wir von knipsende, blitzende, weniger ehrliche Fans umgeben sind. Und selbst wenn alle Digitalkameras abgegeben wurden, sind Kameras heute fast Standardausstattung jeder Handy.
Also was soll's? Ich fühle mich fast schon doof, meine Kamera abgegeben zu haben. Jedenfalls diskriminiert. Entweder man ist konsequent und kontrolliert die Zuschauer am Eingang und während des Konzerts und konfiskiert dann auch jede Kamera, die man entdeckt ― oder man gibt das nicht-nachvollziehbare Verbot auf. Aber dieser stotternder Mittelweg, wo die, die die Regeln folgen auch die Verlierer sind, ist kein Weg vorwärts.
Übrigens könnte man mit einfachen Mitteln die Zuschauer davon informieren, WARUM Handys und Kameras tabu sind.
Im Voraus besten Dank!
Mit freundlichen Grüssen
Bjørn Clasen
Luxemburg
http://clasen.blogspot.com
Sehr geehrte Frauen, sehr geehrte Herren,
Zunächst möchte ich mich bei Nena und der Band für ein tolles Konzert bedanken. Seit nunmehr vier Jahren treffen mein Bruder aus Dänemark mit Familie und ich aus Luxemburg uns jedes Jahr irgendwo in Deutschland um Nena zu erleben. Das ist jetzt eine Tradition geworden, und auch gestern hat sich der Wert und die Freude dieser Tradition sich noch einmal bestätigt.
Auf einem Punkt allerdings ist die Freude behindert. Am Eingang wird der Konzertgast gefragt, ob sie/er ein Handy hat. Falls ja, bitte ausschalten. Und Digitalkamera? In der Garderobe abgeben (die übrigens erfreulicherweise, und unüblich bei Konzerten, kostenlos war). Ich verstehe es schon, wenn die Künstler oder deren Management keine "unautorisierten" Fotos mag. Nur ist das heutzutage sehr schwierig, wenn nicht unmöglich, nachvollziehbar.
Was dabei unheimlich unfair ist, dass wir ehrlichen, die zugeben, eine Kamera dabei zu haben, bestraft werden. Wir geben diese an der Garderobe ab und begeben uns Richtung Bühne, nur um festzustellen, dass wir von knipsende, blitzende, weniger ehrliche Fans umgeben sind. Und selbst wenn alle Digitalkameras abgegeben wurden, sind Kameras heute fast Standardausstattung jeder Handy.
Also was soll's? Ich fühle mich fast schon doof, meine Kamera abgegeben zu haben. Jedenfalls diskriminiert. Entweder man ist konsequent und kontrolliert die Zuschauer am Eingang und während des Konzerts und konfiskiert dann auch jede Kamera, die man entdeckt ― oder man gibt das nicht-nachvollziehbare Verbot auf. Aber dieser stotternder Mittelweg, wo die, die die Regeln folgen auch die Verlierer sind, ist kein Weg vorwärts.
Übrigens könnte man mit einfachen Mitteln die Zuschauer davon informieren, WARUM Handys und Kameras tabu sind.
Im Voraus besten Dank!
Mit freundlichen Grüssen
Bjørn Clasen
Luxemburg
http://clasen.blogspot.com
Subscribe to:
Posts (Atom)