Jeg kan stadig

For første gang i umindelige tider gav jeg mig pludselig til at skrive en musikanmeldelse. To endda. Her er de.

Kunstner: Marybell Katastrophy

Sang: Hidden Agenda
Min første association var en epo-555-agtig lyd, men med færre detaljer. Hvilket ikke nødvendig vis er en negativ ting.

Over den næsten Amiga 500-agtige electronica flyder så en både kyndig, smuk og sensuelt sexet kvindestemme. Ja, flyder. Lige tilpas ― ikke svævende og slet ikke druknende, men flydende.

For sin genre er det absolut et trin, der kan bygges på. Talentet er der. Musikbegejstringen ligeså; den kan høres.

Men efter min mening skal der alligevel et krydderi mere på. Måske er det lidt variation, der savnes i sangen, måske lidt pondus, lidt gåpåmod. Et lille, men vitalt pift, som vil hæve den over standarden for elektromusik.

Bestemt en gruppe, man kan holde øre med...

Sang: Big Big Bear
Jeg er hård, jeg ved det. Igen er lyden der hos Marybell, og ikke mindst stemmen. Men jeg synes stadig, at biddet mangler. Noget, der lokker mig til at ville høre mere. Noget fylde og dybde.

Faktisk ER sjælen der, ingen tvivl om det. Men den river mig ikke med, den får mig blot til at lytte, ikke føle.

Kræng dig ud, Marybell. Lad det, der er inden i dig, flyde ud over teknikken, som i symbiose. Så kan du skabe noget musik, der TALER til folk. For talentet, det har du.