'Democracy is an open system and thus able to undergo any improvement. This liberty also provides space for responsibility. If that space is not filled sufficiently, it is not a sign of a flaw in democracy. It is, on the contrary, a challenge for it.'
Václav Havel
Monday, 6 December 2004
Friday, 19 November 2004
I believe
I believe that dreams come true.
I believe good conquers evil, love conquers all.
I believe in forgiving as well as forgetting.
I believe in trying.
I believe the woman is the most fragile and beautiful creation of the universe.
from Insomnia Gallery
I believe good conquers evil, love conquers all.
I believe in forgiving as well as forgetting.
I believe in trying.
I believe the woman is the most fragile and beautiful creation of the universe.
from Insomnia Gallery
Thursday, 18 November 2004
The art of journalism
Journalism, says a handbook published in 1898, "is the art of lending to people or events intrinsically dull an interest which does not properly belong to them."
Mit yndlingscitat fra Biblen
'Og hvorfor udsætter vi os for fare hvert øjeblik? (30) Ja, brødre, så sandt I er min stolthed i Kristus Jesus, vor Herre: Hver dag dør jeg. (31) Og hvis det kun var med et menneskeligt håb, jeg kæmpede med vilde dyr i Efesos, hvad gavnede det mig så? Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø! (32)'
Paulus' Første Brev Til Korintherne 15, 30-32
Paulus' Første Brev Til Korintherne 15, 30-32
Wednesday, 17 November 2004
Communication is about... communicating
'All steps in the graphic print process affect each other and involve many different people. Thus successful graphic print production is mainly about communication and cooperation.'
Kaj Johansson, Peter Lundberg & Robert Ryberg, in 'A Guide To Graphic Print Production'
Kaj Johansson, Peter Lundberg & Robert Ryberg, in 'A Guide To Graphic Print Production'
Tuesday, 16 November 2004
C³ fik kamp til stregen
På sin hjemmebane Kirchbierg forsvarede C³ i går sin Trivial Pursuit-titel — i øvrigt den første hjemmebanesejr i turneringen.
Længe så værten ud til at vinde klart. Da han fik sin sjette ost, havde B og Agg. blot henholdsvis tre og to. Men som aftenen skred frem blev B mere og mere effektiv og stred sig frem til seks oste og dermed et uventet tæt opløb. Da C³ først ramte midten, gjorde han dog al tvivl til skamme. Behøvede kun at svare rigtigt på tre, hvilket han klarede på de tre første spørgsmål... men blærede sig igennem ved også at svare rigtigt på kortets tre resterende spørgsmål. B kunne teoretisk stadig nå en remis, men kom ikke ind på midten i sin sidste slagrunde.
Det er ellers Agg., der har fået for vane at lægge hårdt ud. Inden for få runder havde han fået de oste, der skulle vise sig at blive hans eneste — dog i sine to favoritkategorier, Geografi og Historie. B derimod havde en fortvivlende svag start og havde efter fem besøg på ostefelter kun formået at hale en enkelt i land. Oven i købet efter en nydelig gestus fra modspillernes side, idet han af C³ blev opfordret til i det mindste at gætte, hvorfor sumobrydere strør salt på banen. Buddet, »for at rense banen for onde ånder«, blev godtaget, selvom svaret var »for at uddrive dæmoner«. Desuden var B uheldig med ikke at ramme de blå felter, som er også hans stærkeste emne.
C³ er med sin sejr nu oppe på tre og overtager dermed førstepladsen alene. Han valgte i sin anden hjemmekamp at traktere med lækkert asiatisk efter en interessant appetitvækker i form af rumænsk salat. Næste dyst finder sted på Agg.'s hjemmebane, Turmel.
Længe så værten ud til at vinde klart. Da han fik sin sjette ost, havde B og Agg. blot henholdsvis tre og to. Men som aftenen skred frem blev B mere og mere effektiv og stred sig frem til seks oste og dermed et uventet tæt opløb. Da C³ først ramte midten, gjorde han dog al tvivl til skamme. Behøvede kun at svare rigtigt på tre, hvilket han klarede på de tre første spørgsmål... men blærede sig igennem ved også at svare rigtigt på kortets tre resterende spørgsmål. B kunne teoretisk stadig nå en remis, men kom ikke ind på midten i sin sidste slagrunde.
Det er ellers Agg., der har fået for vane at lægge hårdt ud. Inden for få runder havde han fået de oste, der skulle vise sig at blive hans eneste — dog i sine to favoritkategorier, Geografi og Historie. B derimod havde en fortvivlende svag start og havde efter fem besøg på ostefelter kun formået at hale en enkelt i land. Oven i købet efter en nydelig gestus fra modspillernes side, idet han af C³ blev opfordret til i det mindste at gætte, hvorfor sumobrydere strør salt på banen. Buddet, »for at rense banen for onde ånder«, blev godtaget, selvom svaret var »for at uddrive dæmoner«. Desuden var B uheldig med ikke at ramme de blå felter, som er også hans stærkeste emne.
C³ er med sin sejr nu oppe på tre og overtager dermed førstepladsen alene. Han valgte i sin anden hjemmekamp at traktere med lækkert asiatisk efter en interessant appetitvækker i form af rumænsk salat. Næste dyst finder sted på Agg.'s hjemmebane, Turmel.
Wednesday, 3 November 2004
Cultural creativity is all about scoring sex
'The most dramatic examples of human culture, such as ritual, music, art, ideology, and language-play, seem like energetically expensive wastes of time, to someone thinking in terms of the survival of the fittest.
[...]
The costs and aesthetics of cultural behaviour that make it so inexplicable in survival terms make it perfect as a set of reliable fitness indicators that help advertise one’s superiority over sexual competitors.'
from Geoffrey F. Miller: 'Sexual Selection For Cultural Displays'
[...]
The costs and aesthetics of cultural behaviour that make it so inexplicable in survival terms make it perfect as a set of reliable fitness indicators that help advertise one’s superiority over sexual competitors.'
from Geoffrey F. Miller: 'Sexual Selection For Cultural Displays'
Sunday, 31 October 2004
Hochtechno(k)logie
»Wer schon in Deutschland mit der Bedienung eines Videorekorders überfordert ist, wird bei den Schaltpulten in japanischen Toiletten kläglich versagen. Verschieden ausgerichtete Wasserstrahlen, Föhnfunktionen, Brillentemperatur, Spülvorrichtungen: Alles kann reguliert werden. Man muss nur wissen, wie. Es mag sein, dass wir die besten Mercedes-Limousinen bauen, aborttechnisch leben wir in der Steinzeit.«
Katrin Wilkens: "Meine Woche in Tokyo", Artikel in Geo Saison, Ausgabe November 2004
Katrin Wilkens: "Meine Woche in Tokyo", Artikel in Geo Saison, Ausgabe November 2004
Sunday, 17 October 2004
Sangtekstens feminine lethed
»En tekst skal ikke være et digt! Der er stor forskel på et digt og en tekst. Et digt skal kunne stå for sig selv og spille op ad papiret uden melodi til, mens en tekst ikke må være så »tung«, at musikken ikke kan løfte den — den skal have en feminin lethed. Den perfekte sang er der dybde i uden, at man umiddelbart tænker over, at der er dybde. Beatles har lavet sådan nogle sange.«
Kim Larsen, interview i koda.dk, nr. 3, september 2004
Kim Larsen, interview i koda.dk, nr. 3, september 2004
Friday, 8 October 2004
L'obligation d'un éditeur public...
«Nous connaissons toutefois une contrainte que, pour leur bonheur, les éditeurs privés ignorent: l'obligation de publier n'importe quoi.»
Serge Brack, Office des publications
Source: Bulletin du Forum d'éditeurs de l'Union européeenne no. 1/2004
Serge Brack, Office des publications
Source: Bulletin du Forum d'éditeurs de l'Union européeenne no. 1/2004
Thursday, 30 September 2004
Os sjældne alkoholfrie
Hej
Der har sneget sig en fejl ind på ovennævnte netsted [Sundhedsstyrelsens alkoholrådgivning] (der er ingen 'Kontakt'-henvisning på selve netstedet, hvorfor jeg kontakter jer [dialog- og internetbureauet magnetix] som designere), idet testen 'Drikker du for meget?' ikke tager hensyn til os, der ikke drikker. Jeg indtastede '0 genstande' samtlige dage for alle tre typer drikkevarer (hvilket, indrømmet, måske også gør det lidt mærkeligt overhovedet at tage testen), og måtte alligevel finde mig i følgende konklusion:
»Resultat
Dit ugentlige forbrug er 0 genstande:
Du drikker gennemsnitlig 1-2 genstande om dagen. Dette forbrug giver formentligt ikke anledning til risici for din sundhed. Du bør dog overveje dit forbrug nærmere, fx hvis du tager medicin, er gravid osv. Hold gerne nogle alkoholfrie dage.«
Godt netsted i øvrigt!
De bedste hilsener
Bjørn Clasen
Svar fra Sundhedsstyrelsen:
Kære Bjørn Clasen
Tak for din mail. Jeg er selv blevet opmærksom på fejlen (som jeg naturligvis beklager), og vi arbejder i øjeblikket på en justering af testen, så man også får et relevant svar, hvis man har svaret "0" i samtlige kategorier.
Med venlig hilsen
Morten Wiberg
De var hurtige i Sundhedsstyrelsen; nu får jeg følgende kommentar for 0 genstande:
»Du har slet ikke drukket alkohol i denne uge. Det er fornuftigt. Ved helt at afstå fra at drikke alkohol undgår du nemlig de mange skadevirkninger, der er ved alkohol.
Hvis du alligevel får lyst til at drikke alkohol, så hold dig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser – og drik aldrig store mængder alkohol på én gang.
NB. Sundhedsstyrelsen fraråder at drikke over 5 genstande på én gang.«
Der har sneget sig en fejl ind på ovennævnte netsted [Sundhedsstyrelsens alkoholrådgivning] (der er ingen 'Kontakt'-henvisning på selve netstedet, hvorfor jeg kontakter jer [dialog- og internetbureauet magnetix] som designere), idet testen 'Drikker du for meget?' ikke tager hensyn til os, der ikke drikker. Jeg indtastede '0 genstande' samtlige dage for alle tre typer drikkevarer (hvilket, indrømmet, måske også gør det lidt mærkeligt overhovedet at tage testen), og måtte alligevel finde mig i følgende konklusion:
»Resultat
Dit ugentlige forbrug er 0 genstande:
Du drikker gennemsnitlig 1-2 genstande om dagen. Dette forbrug giver formentligt ikke anledning til risici for din sundhed. Du bør dog overveje dit forbrug nærmere, fx hvis du tager medicin, er gravid osv. Hold gerne nogle alkoholfrie dage.«
Godt netsted i øvrigt!
De bedste hilsener
Bjørn Clasen
Svar fra Sundhedsstyrelsen:
Kære Bjørn Clasen
Tak for din mail. Jeg er selv blevet opmærksom på fejlen (som jeg naturligvis beklager), og vi arbejder i øjeblikket på en justering af testen, så man også får et relevant svar, hvis man har svaret "0" i samtlige kategorier.
Med venlig hilsen
Morten Wiberg
De var hurtige i Sundhedsstyrelsen; nu får jeg følgende kommentar for 0 genstande:
»Du har slet ikke drukket alkohol i denne uge. Det er fornuftigt. Ved helt at afstå fra at drikke alkohol undgår du nemlig de mange skadevirkninger, der er ved alkohol.
Hvis du alligevel får lyst til at drikke alkohol, så hold dig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser – og drik aldrig store mængder alkohol på én gang.
NB. Sundhedsstyrelsen fraråder at drikke over 5 genstande på én gang.«
Tuesday, 28 September 2004
Latterlig logik — Ridiculous reasoning
»I takt med at kvinder bliver bedre uddannet og tjener flere penge end mænd, vil de få sværere og sværere ved at finde en partner. Statistikken viser nemlig fortsat, at kvinder oftest finder sammen med en mand, der tjener flere penge.«
fra artikel i Politiken.dk 27/9-4, af Rasmus Bøgeskov Larsen
'With their increasing level of education and income compared to men's, it will be more and more difficult for women to find a partner. For statistics still tell that women mostly get together with a man who earns more money.'
from an article in Politiken.dk 27/9-4, by Rasmus Bøgeskov Larsen
fra artikel i Politiken.dk 27/9-4, af Rasmus Bøgeskov Larsen
'With their increasing level of education and income compared to men's, it will be more and more difficult for women to find a partner. For statistics still tell that women mostly get together with a man who earns more money.'
from an article in Politiken.dk 27/9-4, by Rasmus Bøgeskov Larsen
Tuesday, 14 September 2004
Faul im Staate Dänemark
ROBIN ALEXANDER über SCHICKSAL
Ein Urlaubs-Vorurteil besagt, dass es bei unserem nördlichen Nachbarn immer regnet. Das stimmt nicht - leider!
Die Einladung ist verlockend: Eine Woche in einem Ferienhaus zweihundert Meter vom Strand entfernt, mit Sauna und Terrasse. Mit den Einladenden sind wir sowohl verwandtschaftlich als auch freundschaftlich verbunden. Aber - skeptische Leser ahnten es bereits - es gibt einen Haken: Die Einladung geht nach Dänemark.
Nun soll man ja gegen seine Nachbarländer nichts Böses sagen. Und warum auch? Dänemark tendiert als skandinavisch-zivilisiertes Land dazu, sehr viel bis alles richtig zu machen. Steuern und Abgaben für den Erhalt des Wohlfahrtsstaates werden hier lächelnd bezahlt, Ehescheidung und Pornographie sind schon seit Generationen legal, in der langen dänischen Geschichte wurde eigentlich nur Grönland unterdrückt - und da wohnt ja bekanntlich kaum einer. Kriminalität gibt es hier nicht mehr, seit die Olsen-Bande in Rente gegangen ist. Zwar nimmt Dänemark an der Besatzung des Irak teil, aber ihre Folteroffizierin haben sie vor zwei Wochen vorbildlich schnell abgezogen.
Also: Eigentlich spricht gar nichts gegen Dänemark. Außer vielleicht der Regen. In Dänemark regnet es nämlich immer. "Stimmt nicht!", schreibt jetzt mit Ausrufezeichen der Vorsitzende des dänischen Tourismusverbandes, Dr. Olaf Ebbe Jørgensen, in seinem Leserbrief und packt eine Wetterstatistik der letzten fünfzig Jahre dazu, die unzweideutig belegt: Es gab schon Sonnentage in Königin Margaretes Reich.
Ein Widerspruch? Hm. Dänen lügen bekanntlich nicht. Ja, lügen denn alle von Regen berichtenden Dänemarkurlauber? Vielleicht kann man objektive Statistik und subjektive Erfahrung so auf einen Nenner bringen: Es regnet in Dänemark nicht immer - aber immer, wenn man dort Urlaub macht. Zufrieden?
"Macht nichts", sagt an dieser Stelle meine Schwester: "Dann spielen wir Gesellschaftsspiele." Sie hat eingepackt: Monopoly, Risiko, Scrabble, Siedler, Siedler mit Ritter-Erweiterung, Siedler mit Piraten-Erweiterung, Siedler im Science-Fiction-Stil und Siedler im historischen Szenarium der mittelalterlichen Stadt Nürnberg. Meine Schwester fährt glücklicherweise einen Kombi.
Auch meine Freundin und ich haben auf Grund absehbar anstehender Veränderungen in unserer Familienstruktur vor kurzem ein Auto mit viel Stauraum erworben. Den packen wir jetzt bis obenhin voll mit Bier und Lebensmitteln. Das macht man so, denn in Dänemark kostet ein Einkauf im Supermarkt einen mitteleuropäischen Durchschnittsmonatslohn und ein Restaurantbesuch ein Vermögen. Damit die Touristen das nicht merken, haben die Dänen vor ein paar Jahren gegen die Übernahme des Euro gestimmt.
Aber wer wird denn an Geld denken - bei diesem herrlichen Wetter: Strahlende Sonne an klarem Himmel empfängt uns am Urlaubsort. Alles ist perfekt - für einen Tag. Dann kommen sie: Kleine, fliegende Tiere. Viele kleine, fliegende Tiere. Schwebefliegen. Dieser harmlose Name fasst das Grauen nur unzureichend: Überall summt und surrt es, die Quälgeister setzen sich auf Brötchenhälften, in Körperfalten, und wenn man nicht aufpasst gar auf Zungen. Ekel erregend! Hunderte, nein: Tausende, ach was: Millionen von Schwebefliegen zwischen den Dünen, über dem Wasser, sogar auf der Terrasse. Sicher vor den Insekten sind wir eigentlich nur im Haus.
- "So eine Plage hatten wir seit der deutschen Besatzung nicht mehr", scherzt der Chef des Supermarktes, in dem ich für umgerechnet sechs Euro eine kleine Flasche Autan kaufe: Warum die Fliegen sich in diesem Jahr so vermehrt haben?
- "Es muss an der Sonne liegen. Es hat ja seit Wochen nicht geregnet."
In den ersten Tagen wurden wir noch melancholisch, wenn wir aus dem Fenster die Sonne sahen und an den für uns unerreichbaren Strand dachten. Aber dann akzeptierten wir: Es ist eben Urlaub in Dänemark. Zwischen vielen Saunagängen haben wir unseren Kofferraum leer getrunken und uns prima entspannt. Einmal habe ich sogar bei Siedler gewonnen.
Quelle: taz Nr. 7434 vom 13.8.2004, Seite 14, 134 Kommentar ROBIN ALEXANDER, Kolumne
Mit freundlicher Genehmigung der taz -die tageszeitung
Ein Urlaubs-Vorurteil besagt, dass es bei unserem nördlichen Nachbarn immer regnet. Das stimmt nicht - leider!
Die Einladung ist verlockend: Eine Woche in einem Ferienhaus zweihundert Meter vom Strand entfernt, mit Sauna und Terrasse. Mit den Einladenden sind wir sowohl verwandtschaftlich als auch freundschaftlich verbunden. Aber - skeptische Leser ahnten es bereits - es gibt einen Haken: Die Einladung geht nach Dänemark.
Nun soll man ja gegen seine Nachbarländer nichts Böses sagen. Und warum auch? Dänemark tendiert als skandinavisch-zivilisiertes Land dazu, sehr viel bis alles richtig zu machen. Steuern und Abgaben für den Erhalt des Wohlfahrtsstaates werden hier lächelnd bezahlt, Ehescheidung und Pornographie sind schon seit Generationen legal, in der langen dänischen Geschichte wurde eigentlich nur Grönland unterdrückt - und da wohnt ja bekanntlich kaum einer. Kriminalität gibt es hier nicht mehr, seit die Olsen-Bande in Rente gegangen ist. Zwar nimmt Dänemark an der Besatzung des Irak teil, aber ihre Folteroffizierin haben sie vor zwei Wochen vorbildlich schnell abgezogen.
Also: Eigentlich spricht gar nichts gegen Dänemark. Außer vielleicht der Regen. In Dänemark regnet es nämlich immer. "Stimmt nicht!", schreibt jetzt mit Ausrufezeichen der Vorsitzende des dänischen Tourismusverbandes, Dr. Olaf Ebbe Jørgensen, in seinem Leserbrief und packt eine Wetterstatistik der letzten fünfzig Jahre dazu, die unzweideutig belegt: Es gab schon Sonnentage in Königin Margaretes Reich.
Ein Widerspruch? Hm. Dänen lügen bekanntlich nicht. Ja, lügen denn alle von Regen berichtenden Dänemarkurlauber? Vielleicht kann man objektive Statistik und subjektive Erfahrung so auf einen Nenner bringen: Es regnet in Dänemark nicht immer - aber immer, wenn man dort Urlaub macht. Zufrieden?
"Macht nichts", sagt an dieser Stelle meine Schwester: "Dann spielen wir Gesellschaftsspiele." Sie hat eingepackt: Monopoly, Risiko, Scrabble, Siedler, Siedler mit Ritter-Erweiterung, Siedler mit Piraten-Erweiterung, Siedler im Science-Fiction-Stil und Siedler im historischen Szenarium der mittelalterlichen Stadt Nürnberg. Meine Schwester fährt glücklicherweise einen Kombi.
Auch meine Freundin und ich haben auf Grund absehbar anstehender Veränderungen in unserer Familienstruktur vor kurzem ein Auto mit viel Stauraum erworben. Den packen wir jetzt bis obenhin voll mit Bier und Lebensmitteln. Das macht man so, denn in Dänemark kostet ein Einkauf im Supermarkt einen mitteleuropäischen Durchschnittsmonatslohn und ein Restaurantbesuch ein Vermögen. Damit die Touristen das nicht merken, haben die Dänen vor ein paar Jahren gegen die Übernahme des Euro gestimmt.
Aber wer wird denn an Geld denken - bei diesem herrlichen Wetter: Strahlende Sonne an klarem Himmel empfängt uns am Urlaubsort. Alles ist perfekt - für einen Tag. Dann kommen sie: Kleine, fliegende Tiere. Viele kleine, fliegende Tiere. Schwebefliegen. Dieser harmlose Name fasst das Grauen nur unzureichend: Überall summt und surrt es, die Quälgeister setzen sich auf Brötchenhälften, in Körperfalten, und wenn man nicht aufpasst gar auf Zungen. Ekel erregend! Hunderte, nein: Tausende, ach was: Millionen von Schwebefliegen zwischen den Dünen, über dem Wasser, sogar auf der Terrasse. Sicher vor den Insekten sind wir eigentlich nur im Haus.
- "So eine Plage hatten wir seit der deutschen Besatzung nicht mehr", scherzt der Chef des Supermarktes, in dem ich für umgerechnet sechs Euro eine kleine Flasche Autan kaufe: Warum die Fliegen sich in diesem Jahr so vermehrt haben?
- "Es muss an der Sonne liegen. Es hat ja seit Wochen nicht geregnet."
In den ersten Tagen wurden wir noch melancholisch, wenn wir aus dem Fenster die Sonne sahen und an den für uns unerreichbaren Strand dachten. Aber dann akzeptierten wir: Es ist eben Urlaub in Dänemark. Zwischen vielen Saunagängen haben wir unseren Kofferraum leer getrunken und uns prima entspannt. Einmal habe ich sogar bei Siedler gewonnen.
Quelle: taz Nr. 7434 vom 13.8.2004, Seite 14, 134 Kommentar ROBIN ALEXANDER, Kolumne
Mit freundlicher Genehmigung der taz -die tageszeitung
Wednesday, 8 September 2004
»DDR ist ein offener Standard«
Die Zeiten haben sich geändert. Kaum ist anderthalb Jahrzehnt vergangen seit dem Mauerfall, und schon gelingt es die eigentlich zu den ewigen Arbeiterkollektiven gegangene DDR für sich wieder zu werben...
Seit Trabi, Stasi und Streich scheint sich einiges getan zu haben, denn...
»Während "normale" SDRAM-Module 1999 bei einem 133 MHz Front-Side-Bus (FSB) einen Datendurchsatz von 1,1 GByte pro Sekunde leisteten, waren DDR-Module doppelt so schnell. Möglich wird dies durch einen relativ simplen Trick: Die Datenbits werden bei der ab- und aufsteigenden Flanke des Taktsignals übertragen, statt wie bisher nur bei der aufsteigenden. Erste Boards und Speicherchips kamen Ende 1999 auf den Markt.Gegenüber der von INTEL favorisierten Direct-RDRAM-(Rambus)-Lösung hat DDR einige Vorteile: Die Hersteller benötigen keine neuen Produktionsmaschinen und DDR ist ein offener Standard, dessen Spezifikationen im Internet offenliegen; Lizenzgebühren an INTEL oder Rambus werden also nicht fällig. Der DDR-Nachfolger - DDR2 - soll Transferraten von 3,2 GByte pro Sekunde bringen.« Quelle: Glossar.de
Tjah, in meiner Kindheit war »DDR2« ein Fernsehsender.
»DDR« steht übrigens jetzt für das etwas modernere und international besser klingende »Double Data Rate«.
Seit Trabi, Stasi und Streich scheint sich einiges getan zu haben, denn...
»Während "normale" SDRAM-Module 1999 bei einem 133 MHz Front-Side-Bus (FSB) einen Datendurchsatz von 1,1 GByte pro Sekunde leisteten, waren DDR-Module doppelt so schnell. Möglich wird dies durch einen relativ simplen Trick: Die Datenbits werden bei der ab- und aufsteigenden Flanke des Taktsignals übertragen, statt wie bisher nur bei der aufsteigenden. Erste Boards und Speicherchips kamen Ende 1999 auf den Markt.Gegenüber der von INTEL favorisierten Direct-RDRAM-(Rambus)-Lösung hat DDR einige Vorteile: Die Hersteller benötigen keine neuen Produktionsmaschinen und DDR ist ein offener Standard, dessen Spezifikationen im Internet offenliegen; Lizenzgebühren an INTEL oder Rambus werden also nicht fällig. Der DDR-Nachfolger - DDR2 - soll Transferraten von 3,2 GByte pro Sekunde bringen.« Quelle: Glossar.de
Tjah, in meiner Kindheit war »DDR2« ein Fernsehsender.
»DDR« steht übrigens jetzt für das etwas modernere und international besser klingende »Double Data Rate«.
Tuesday, 7 September 2004
Deutsche Schimpfwörter
Eisverkäufer! Muscheltaucher! Vollfriseur! Hammerwerfer!
Peter Neururer, Trainer von VfL Bochum — in Maxim, September 2004
Peter Neururer, Trainer von VfL Bochum — in Maxim, September 2004
Monday, 16 August 2004
The meaning of life
'We can grasp the meaning of the miracle of life only when we let the unexpected happen.'
Paulo Coelho
Paulo Coelho
Tuesday, 6 July 2004
Sprogdulle
»I straffesparksdullen var begge hold langt fra imponerende, [...]«
(fra artikel på bold.dk)
Citatet indeholder foruden den morsomme skrivefejl en interessant sproglig konstruktion, som er svært forståelig, men vel ikke decideret forkert.
(fra artikel på bold.dk)
Citatet indeholder foruden den morsomme skrivefejl en interessant sproglig konstruktion, som er svært forståelig, men vel ikke decideret forkert.
Thursday, 1 July 2004
Mobil fremmer tilnærmelser
Professor Willy Pedersen fra Universitetet i Oslo mener, at noget af forklaringen på sammenhængen mellem brug af mobiltelefon og tidlig seksuel debut er, at mobilbrug gør seksuelle tilnærmelser lettere for de unge.
Mobiltelefonen giver fleksibilitet og en høj grad af intensiv, interaktiv og intim kontakt mellem unge, der mødes.
(Ritzau)
Mobiltelefonen giver fleksibilitet og en høj grad af intensiv, interaktiv og intim kontakt mellem unge, der mødes.
(Ritzau)
Saturday, 19 June 2004
EU information to be decentralised
'Let’s face it, we are not really getting the message across from Brussels.'
Reijo Kemppinen, Chief Spokesman of the European Commission,
on EurActiv.com
Reijo Kemppinen, Chief Spokesman of the European Commission,
on EurActiv.com
Thursday, 17 June 2004
Tottis klat styrker skandinavisk sammenhold
Stjerneangriberen Francesco Totti er blevet idømt tre spilledages karantæne for at have spyttet på Christian Poulsen i EM-kampen forleden. Dermed kan italieneren først spille i en eventuel semifinale.
Politikens netavis
Säg inte att vi inte hjälper varandra i Skandinavien...
Bjørn Clasen, dansker der forsøger at skrive på svensk
Jag vet, vi är er evigt tacksamma!
Forza Danmark!
Anna Ininbergs, svensk fodboldfanatiker
(Det skal bemærkes, at Anna har været bosat i København M.)
Redaktionen
Politikens netavis
Säg inte att vi inte hjälper varandra i Skandinavien...
Bjørn Clasen, dansker der forsøger at skrive på svensk
Jag vet, vi är er evigt tacksamma!
Forza Danmark!
Anna Ininbergs, svensk fodboldfanatiker
(Det skal bemærkes, at Anna har været bosat i København M.)
Redaktionen
Tuesday, 15 June 2004
[Italia] jobber dårligere enn et svakt norsk 3. divisjonslag
Egil 'Drillo' Olsen, tidligere landstræner for Norge, om Italiens indsats i EM-kampen mod Danmark 14. juni 2004.
Thursday, 10 June 2004
C³ vinder marathondyst
Det er ikke løb, C³ er kendt for — men når det gælder de små grå er han en mester, ikke mindst på glasunderlag. Tidligt i morges kunne han forlade glasbordet i Rolléngergronn som vinder af den fjerde Trivial Pursuit-dyst. Med sin anden sejr udligner han Bs føring i den samlede stilling.
B lader til at være stærkest på udebane og C³ bedst på glasunderlag, idet begge C³s sejre har fundet sted på Bs hjemmebane i Rolléngergronn.
Agg lagde hårdt ud med at få to oste i sin første omgang, men B udlignede, om end også med en god portion held, ved at få to oste i sine to første slag. Dog i sine to favoritkategorier, Geografi og Videnskab Og Natur.
Debutanten N, som også var på hjemmebane, gjorde en udmærket figur, især set i lyset af, at hun som eneste ikke-dansker i en dansk udgave af spillet havde et vist handikap. Som gæstespiller var hun dog mest med netop for at høre og øve lidt dansk. N endte med 3 oste, mens Agg og B hver endte med 4. Den delte andenplads er Aggs hidtil bedste placering.
Krævende kamp
Længe var det en jævnbyrdig dyst mellem de tre herrer, men på et tidspunkt lod trætheden til at sætte ind hos især den ellers lynstartende Agg. Bacardi med lyserøde iselefanter lod til at have en større effekt på dennes spil end guadeloupsk rom uden is havde på C³s ditto. Sidstnævnte rykkede fra sine modspillere, men var uheldigt længe om at komme ind på midterfeltet.
Da først C³ efter mere end tre timers spil omkring klokken halv et om morgenen nåede midten, holdt han sine tilhængere (*) foran skærmen på pinebænken i lang tid, før han kunne kåres som vinder. Han svarede vanen tro uden problemer på geografispørgsmålet, men måtte — også vanen tro — passe ved Underholdning. Og så faldt klappen. Hvem var den vigtigste udfordrer til Bill Clinton i kampen om præsidentposten i 1996? Efter nogen forgæves betænkningstid bad C³ om at gemme spørgsmålet til senere.
Bedre blev det ikke, da han overraskende ikke kunne svare på Kunst Og Litteratur-spørgsmålet... til gengæld havde han heldet med sig, da han rent gættede på, at planeten Pluto er gul.
Til sidst kom Bob
Sport Og Fritid er ikke C³s yndlingskategori, så han valgte at gruble videre over det gule historiespørgsmål. Og pludselig kom han da også på svaret: Bob Dole.
Der var nærmest lettelse blandt modspillerne over dette rigtige svar. Selvom N og Agg har deres første sejr til gode, og B ikke kunne score hattrick, havde marathonspillet tæret på alles kræfter.
Næste dyst tegner spændende. Kan Agg fortsætte sin optur og holde den under et helt spil og måske vinde? Kan C³ forsvare sin titel? Eller fortsætter B med at være ubesejret på udebane?
(*) begge to
B lader til at være stærkest på udebane og C³ bedst på glasunderlag, idet begge C³s sejre har fundet sted på Bs hjemmebane i Rolléngergronn.
Agg lagde hårdt ud med at få to oste i sin første omgang, men B udlignede, om end også med en god portion held, ved at få to oste i sine to første slag. Dog i sine to favoritkategorier, Geografi og Videnskab Og Natur.
Debutanten N, som også var på hjemmebane, gjorde en udmærket figur, især set i lyset af, at hun som eneste ikke-dansker i en dansk udgave af spillet havde et vist handikap. Som gæstespiller var hun dog mest med netop for at høre og øve lidt dansk. N endte med 3 oste, mens Agg og B hver endte med 4. Den delte andenplads er Aggs hidtil bedste placering.
Krævende kamp
Længe var det en jævnbyrdig dyst mellem de tre herrer, men på et tidspunkt lod trætheden til at sætte ind hos især den ellers lynstartende Agg. Bacardi med lyserøde iselefanter lod til at have en større effekt på dennes spil end guadeloupsk rom uden is havde på C³s ditto. Sidstnævnte rykkede fra sine modspillere, men var uheldigt længe om at komme ind på midterfeltet.
Da først C³ efter mere end tre timers spil omkring klokken halv et om morgenen nåede midten, holdt han sine tilhængere (*) foran skærmen på pinebænken i lang tid, før han kunne kåres som vinder. Han svarede vanen tro uden problemer på geografispørgsmålet, men måtte — også vanen tro — passe ved Underholdning. Og så faldt klappen. Hvem var den vigtigste udfordrer til Bill Clinton i kampen om præsidentposten i 1996? Efter nogen forgæves betænkningstid bad C³ om at gemme spørgsmålet til senere.
Bedre blev det ikke, da han overraskende ikke kunne svare på Kunst Og Litteratur-spørgsmålet... til gengæld havde han heldet med sig, da han rent gættede på, at planeten Pluto er gul.
Til sidst kom Bob
Sport Og Fritid er ikke C³s yndlingskategori, så han valgte at gruble videre over det gule historiespørgsmål. Og pludselig kom han da også på svaret: Bob Dole.
Der var nærmest lettelse blandt modspillerne over dette rigtige svar. Selvom N og Agg har deres første sejr til gode, og B ikke kunne score hattrick, havde marathonspillet tæret på alles kræfter.
Næste dyst tegner spændende. Kan Agg fortsætte sin optur og holde den under et helt spil og måske vinde? Kan C³ forsvare sin titel? Eller fortsætter B med at være ubesejret på udebane?
(*) begge to
Tuesday, 18 May 2004
Vin er kultur
»Vinavl er det mest avancerede landbrug, der findes. Det er det eneste landbrugsprodukt, der har to anmeldere på hvert dagblad, som anmelder det som ethvert andet kulturprodukt, på linje med film, teater og musik.«
Jens Michael Gundersen, Dansk VinCenter; Danmarks førende vinbonde; formand for Foreningen af Danske Vinavlere
— i Ud & Se, marts 2004
Jens Michael Gundersen, Dansk VinCenter; Danmarks førende vinbonde; formand for Foreningen af Danske Vinavlere
— i Ud & Se, marts 2004
Monday, 10 May 2004
Fiskebækbroen og gudernes hævn
Den 8. februar 1972 (nøjagtig et år før jeg blev født) kollapsede broen, der fører motorvejen over Frederiksborgvejen — den gamle landevej — ved Fiskebæk syd for Farum, hvor Furesøen og Farum Sø kun er adskilt af en meget smal landtange.
Broen blev påbegyndt i 1971. Den var næsten færdig, men styrtede sammen, før den blev taget i brug, på grund af sammenbrud i funderingen. Denne var udført som en kontinuert støbning af søjler, men en eller flere snoede sig som en proptrækker og kunne derfor ikke bære. Funderingsfirmaet C.T. Winkel, som var Danmarks største på dette felt, gik konkurs.
Onde tunger mener, at det var de gamle guders forbandelse, der forårsagede kollapsen. Man havde nemlig i 1971 sløjfet to fredede dysser!
Da sammenstyrtningen skete, inden motorvejen blev åbnet, skete der kun skete materiel skade.
Broen blev påbegyndt i 1971. Den var næsten færdig, men styrtede sammen, før den blev taget i brug, på grund af sammenbrud i funderingen. Denne var udført som en kontinuert støbning af søjler, men en eller flere snoede sig som en proptrækker og kunne derfor ikke bære. Funderingsfirmaet C.T. Winkel, som var Danmarks største på dette felt, gik konkurs.
Onde tunger mener, at det var de gamle guders forbandelse, der forårsagede kollapsen. Man havde nemlig i 1971 sløjfet to fredede dysser!
Da sammenstyrtningen skete, inden motorvejen blev åbnet, skete der kun skete materiel skade.
Lidt Om Livet
Hej!
Dette er et af disse e-fænomener, som er opstået med Internet-alderen. For os i trediverne, som ikke altid finder — eller tager os — tid til at skrive til gamle bekendte o.l. [gud, det var pludselig otte år siden...], er det en udmærket, om end lidt letkøbt måde lige at holde dem opdateret på.
Giv dig selv en 10 minutters tid til at svare på spørgsmålene, og send dem til hvem du har lyst til.
God fornøjelse, og hav en pragtfuld dag!
Bjørn
***
Hvad er dit yndlingsspil, din yndlingsleg eller -sport... og hvornår har du senest spillet/leget det/den?
Trods dets skammeligt mange fejl er det vel Trivial Pursuit, og det er vist ved at være et par måneder siden, jeg senest har spillet det.
Hvornår var du senest på kursus, og i hvad?
For 1½ uge siden, i 'Writing For The Media And The Public'. Glimrende og for en gangs skyld på engelsk med en brite.
Hvad er dit yndlingstal?
8 — det er encifret og udstråler harmoni og alligevel bevægelse.
Hvad har du senest brugt mindst 100 euro (eller 750 kr. om du vil) på?
Hm... det kan jeg ikke huske... muligvis et af hotellerne på Sardinien.
Hvilken slags vejr kan du bedst lide?
Jeg synes, der er noget smukt over al slags vejr. Naturen viser lissom, hvem der bestemmer.
Hvilken musik hører du LIGE NU?
'Stjernen Over Bjerringbro' fra cd'en 'Manden Der Ønskede Sig En Havudsigt' med tv-2 & RadioUnderholdningsOrkestret.
Hvor lang tid bruger du på at se fjernsyn?
Ingen — jeg har ingen fjernsynsforbindelse, og synes, at tv er et forældet og uinteressant medium.
Hvad er den bedste duft, du ved?
Om foråret eller sommeren, lige når det har regnet.
I hvilken forbindelse har du oplevet den største glæde i 2004?
Jeg har genopdaget mit lyse syn på livet, min optimisme, min vilje til at leve livet fuldt ud.
Hvem er din yndlingskunstner og/eller dit yndlingskunstværk?
Edward Hopper, Marc Chagall, Salvador Dalí...
Værk: Vist ikke noget bestemt; der findes så mange vidunderlige kunstværker!
Hvad tænkte du på, lige inden du modtog dette e-brev?
Tilværelsen..... og hvilken cd, jeg skulle sætte på.
Hvad er din yndlingsmusik for tiden; hvad hører du mest?
Jeg hører rigtig meget tv-2 i disse uger, efter jeg faldt over fansiden www.tv2fan.dk (som min fanprofil meget snart skulle komme på, under 'Fanservice'/'Lytterundersøgelse'), men ellers er jeg ret vild med for mig nyopdagede doves, ikke mindst albummet 'The Last Broadcast'.
Hvad kan du bedst lide ved dig selv mht. din personlighed/psykisk?
Min optimisme, min viden og mit rolige temperament.
Og hvad kan du bedst lide ved dit udseende/fysisk?
Mine øjne tror jeg, mit hår når det har den rigtige fylde og lyshed, og min tilpasse højde.
Hvad er din yndlingsfarve?
Sort. Og grøn.
Hvad er det seneste, du har læst?
Seneste nummer af musikmagasinet 'Q'.
Hvis du kunne møde lige hvem du ville, hvem skulle det så være?
Woody Allen.
Hvad har imponeret dig på det seneste?
Verdens forunderlighed — enkelte menneskers evne til at glædes.
Hvad er din yndlingsplante?
Pil (jeg kan aldrig huske, om det er hænge- eller grædepil).
Hvad er den seneste film, du har set?
'Kramer Vs Kramer' ('Kramer Mod Kramer')
Hvilket tabu irriterer dig mest — hvad vil du gerne bekæmpe?
Myten om at mennesker aldrig forander sig. Og så ville jeg ønske, at normer, som ingen tænker over fornuften i, ville dø en stille død — her tænker jeg på emner inden for alt fra slips over festdage til kærlighed og seksualitet.
Hvornår og hvor var din seneste ferie?
På Sardinien for en måneds tid siden.
Hvornår og hvor skal du på ferie næste gang?
Sandsynligvis til Island om et par måneder.
Hvad er din livret?
Hm... ceviche eller måske grillstegt tun.
Hvornår har du senest skrevet et rigtigt brev?
For et par uger siden, til min penneveninde i Randers.
Nævn mindst tre — helst nye — ting, du har ført ud i livet på det seneste:
Hjemmelavet ketchup (bl.a. med rigtige tomater i!), min blog (http://clasen.blogspot.com — tag et kig i ny og næ), koncentreret løbetræning.
Hvilken større plan vil du gøre noget ved i den nærmere fremtid?
Købe en ordentlig putter og begynde at skrive en bog.
Hvilken cd har du senest købt?
'Noise' med Archive. Den er absoLUT anbefalelsesværdig!!
Hvad skal du lave i aften?
Måske i biffen. Ellers læse eller måske skrive et brev. Og lytte til musik og lave aftensmad.
Hvor mange sender du dette til?
16
'Bonus': Er der noget, du har lyst til at tilføje?
Do remember to forget
Anger, worry and regret
Love while you've got love to give
Live while you've got life to live!
(Piet Hein)
Dette er et af disse e-fænomener, som er opstået med Internet-alderen. For os i trediverne, som ikke altid finder — eller tager os — tid til at skrive til gamle bekendte o.l. [gud, det var pludselig otte år siden...], er det en udmærket, om end lidt letkøbt måde lige at holde dem opdateret på.
Giv dig selv en 10 minutters tid til at svare på spørgsmålene, og send dem til hvem du har lyst til.
God fornøjelse, og hav en pragtfuld dag!
Bjørn
***
Hvad er dit yndlingsspil, din yndlingsleg eller -sport... og hvornår har du senest spillet/leget det/den?
Trods dets skammeligt mange fejl er det vel Trivial Pursuit, og det er vist ved at være et par måneder siden, jeg senest har spillet det.
Hvornår var du senest på kursus, og i hvad?
For 1½ uge siden, i 'Writing For The Media And The Public'. Glimrende og for en gangs skyld på engelsk med en brite.
Hvad er dit yndlingstal?
8 — det er encifret og udstråler harmoni og alligevel bevægelse.
Hvad har du senest brugt mindst 100 euro (eller 750 kr. om du vil) på?
Hm... det kan jeg ikke huske... muligvis et af hotellerne på Sardinien.
Hvilken slags vejr kan du bedst lide?
Jeg synes, der er noget smukt over al slags vejr. Naturen viser lissom, hvem der bestemmer.
Hvilken musik hører du LIGE NU?
'Stjernen Over Bjerringbro' fra cd'en 'Manden Der Ønskede Sig En Havudsigt' med tv-2 & RadioUnderholdningsOrkestret.
Hvor lang tid bruger du på at se fjernsyn?
Ingen — jeg har ingen fjernsynsforbindelse, og synes, at tv er et forældet og uinteressant medium.
Hvad er den bedste duft, du ved?
Om foråret eller sommeren, lige når det har regnet.
I hvilken forbindelse har du oplevet den største glæde i 2004?
Jeg har genopdaget mit lyse syn på livet, min optimisme, min vilje til at leve livet fuldt ud.
Hvem er din yndlingskunstner og/eller dit yndlingskunstværk?
Edward Hopper, Marc Chagall, Salvador Dalí...
Værk: Vist ikke noget bestemt; der findes så mange vidunderlige kunstværker!
Hvad tænkte du på, lige inden du modtog dette e-brev?
Tilværelsen..... og hvilken cd, jeg skulle sætte på.
Hvad er din yndlingsmusik for tiden; hvad hører du mest?
Jeg hører rigtig meget tv-2 i disse uger, efter jeg faldt over fansiden www.tv2fan.dk (som min fanprofil meget snart skulle komme på, under 'Fanservice'/'Lytterundersøgelse'), men ellers er jeg ret vild med for mig nyopdagede doves, ikke mindst albummet 'The Last Broadcast'.
Hvad kan du bedst lide ved dig selv mht. din personlighed/psykisk?
Min optimisme, min viden og mit rolige temperament.
Og hvad kan du bedst lide ved dit udseende/fysisk?
Mine øjne tror jeg, mit hår når det har den rigtige fylde og lyshed, og min tilpasse højde.
Hvad er din yndlingsfarve?
Sort. Og grøn.
Hvad er det seneste, du har læst?
Seneste nummer af musikmagasinet 'Q'.
Hvis du kunne møde lige hvem du ville, hvem skulle det så være?
Woody Allen.
Hvad har imponeret dig på det seneste?
Verdens forunderlighed — enkelte menneskers evne til at glædes.
Hvad er din yndlingsplante?
Pil (jeg kan aldrig huske, om det er hænge- eller grædepil).
Hvad er den seneste film, du har set?
'Kramer Vs Kramer' ('Kramer Mod Kramer')
Hvilket tabu irriterer dig mest — hvad vil du gerne bekæmpe?
Myten om at mennesker aldrig forander sig. Og så ville jeg ønske, at normer, som ingen tænker over fornuften i, ville dø en stille død — her tænker jeg på emner inden for alt fra slips over festdage til kærlighed og seksualitet.
Hvornår og hvor var din seneste ferie?
På Sardinien for en måneds tid siden.
Hvornår og hvor skal du på ferie næste gang?
Sandsynligvis til Island om et par måneder.
Hvad er din livret?
Hm... ceviche eller måske grillstegt tun.
Hvornår har du senest skrevet et rigtigt brev?
For et par uger siden, til min penneveninde i Randers.
Nævn mindst tre — helst nye — ting, du har ført ud i livet på det seneste:
Hjemmelavet ketchup (bl.a. med rigtige tomater i!), min blog (http://clasen.blogspot.com — tag et kig i ny og næ), koncentreret løbetræning.
Hvilken større plan vil du gøre noget ved i den nærmere fremtid?
Købe en ordentlig putter og begynde at skrive en bog.
Hvilken cd har du senest købt?
'Noise' med Archive. Den er absoLUT anbefalelsesværdig!!
Hvad skal du lave i aften?
Måske i biffen. Ellers læse eller måske skrive et brev. Og lytte til musik og lave aftensmad.
Hvor mange sender du dette til?
16
'Bonus': Er der noget, du har lyst til at tilføje?
Do remember to forget
Anger, worry and regret
Love while you've got love to give
Live while you've got life to live!
(Piet Hein)
Monday, 3 May 2004
Thursday, 22 April 2004
Grøndahls blinde øje
Jeg blev så ophidset efter at have læst Grøndahls ytringer at jeg måtte have luft. Det kom der nedenstående reaktion ud af. [...] I den senere tid har jeg beskæftiget mig så meget med EU at jeg måske ikke har fulgt godt nok med i verdenspolitikken.
Det vil være en hjælp først at læse "De intellektuelles blinde øje" under "Tidligere kronikker", den 27. og 29.3.2004, på http://www.berlingske.dk/kronikker/. Men gør det kun hvis det har din interesse, og når du har tid. Han fatter sig nemlig ikke i korthed, og jeg heller ikke. [...]
"Jeg er 99 % uenig med Jens Christian Grøndahl, min danske yndlingsforfatter (kronik af 28.-29.3.2004). Den ene procent enighed er i anerkendelsen af de venstreorienterede terroristgrupper som RAF's, Action directes og De Røde Brigaders meningsløse bortførelse og ofte drab af demokratiske samfunds magtmennesker i et utopisk håb om en kommunistisk revolution. Jeg kan anbefale den nye film "Buongiorno notte" om Aldo Moros bortførere og bødler. Den gav et godt billede af disse terroristers tankegang.
Dog kommer intet af intet. I modsætning til Grøndahl mener jeg at al terrorisme har sin årsag, nemlig en dybtliggende utilfredshed sammen med en manglende tiltro til at de normale spilleregler i samfundet kan føre til den ønskede forandring. Terrorisme har altid fandtes. Den er de magtesløses, de desperates form for krig, altså brug af vold til at løse problemerne. Kun statsledere kan føre krig, men i begge tilfælde dør der flere uskyldige end skyldige.
Jeg vil på ingen måde forsvare de venstreorienterede revolutionsgruppers terrorisme, men selv dén havde en årsag: følelesen af at demokrati kun fandtes ved valgene til de lovgivende forsamlinger, altså hvert fjerde eller femte år, og ikke fx på universiterne. Dertil kom amerikaniseringen af Vesteuropa, den amerikanske kulturs dominans samtidig med at USA førte nogle meningsløse krige, fx i Vietnam, og støttede nogle grufulde regimer, fx i Chile (Pinochet), Nicaragua (Somoza) og Iran (shahen). Så længe de pågældende regimer havde markedsøkonomi og kunne fremme amerikanske interesser, dvs. amerikansk handel og investeringer, ja så var de legitime samarbejdspartnere for USA. Dette mener jeg er en af grundene til ungdomsoprøret og den ekstreme ventreorientering i halvfjerdserne og senere hos visse nostalgiske intellektuelle uden tiltro til markedsøkonomi og demokrati.
Den amerikanske udenrigspolitik har nemlig altid haft ét mål: fremme af amerikanske økonomiske interesser. Demokrati og menneskerettigheder har været fuldstændig underordnet. Dette, sammen med den amerikanske økonomis og dermed kulturs verdensdominans, er grunden til antiamerikanismen i Europa. USA har som følge af sin styrke altid villet bestemme selv. Er det ikke muligt at samle flertal for den ønskede politik i FN's Sikkerhedsråd, så handler USA alene. Derfor er det så svært at få USA med i internationale aftaler som fx Den Internationale Straffedomstol og Kyoto-protokollen. Og derfor synes mange europæere at USA er egoistisk og opfører sig som en elefant i en glasbutik i Mellemøsten.
Grunden til krigen i Irak var som sædvanlig amerikanske økonomiske interesser: olien. Først støttede USA shahens Iran med våben og økonomisk. Så kom revolutionen i 1979, og de amerikanske interesser blev nationaliseret. Derfor gik man over til at støtte Husseins Irak i krigen mod Iran, indtil han vendte sig mod en anden amerikansk allieret i Golfen: Kuwait. Derefter blev Saudi-Arabien USA's vigtigste allierede olieproducent. Efter den 11. september 2001 fandt amerikanerne ud af at terroristerne faktisk hovedsagelig kom fra Saudi-Arabien og pengene til angrebet fra den arabiske olie. Til sidst, i mangel af pålidelige, magtfulde olieallierede i Golfen, fik USA dén idé at Hussein måtte fjernes.
Der var hverken al-Queda-baser eller de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak, så derfor er det officielle motiv til interventionen nu at demokratisere dette land. Et sådant mål kan kun anses for at være naivt grænsende til det tragikomiske. Tror USA virkelig at et håbløst reaktionært samfund, hvor retten til hævn er det højeste ideal, kan forvandles til et fungerende demokrati uden videre? Har USA nogen sinde bekymret sig om at sin tidligere hovedallierede, Saudi-Arabien, er det mest forstokkede diktatur man kan forestille sig, et land hvor kvinder ikke må bevæge sig uden for en dør uden mandlig ledsagelse og slet ikke køre bil? Hvis demokrati i tredjelande virkelig var så vigtig en værdi for USA, hvordan kan det så være at det, som regel via CIA, igennem i hvert fald hundrede år har medvirket til utallige statskup overalt i verden, med efterfølgende indsættelse af en fæl diktator?
For at vende Grøndahls ord på hovedet så mener jeg at man ikke skal lade sig narre ved at tro at "de blev terrorister af afgrundsdyb eksistentiel lede og kedsomhed". Det er den farligste grøft at lande i. Har terroristerne i Nordirland, Baskerlandet, Tjetjenien og på Korsika ikke noget mål, keder de sig blot? Er det mon tilfældigt at der har været terroraktioner i New York, London, Paris og senest i Madrid? Er det umuligt at forestille sig at næste mål bliver København, som følge af Danmarks deltagelse i den meningsløse krig i Irak?
Er man i Danmark ikke antiamerikanist, er man antifransk. Er man som Grøndahl for Bush, må man være imod Chirac eller hvem der nu er præsident i Frankrig. Så Frankrig skal lige have en opsang af Grøndahl, til trods for at Tyskland var absolut lige så meget imod krigen i Irak. "Det franske olieselskab Elf havde en deal med ham [Hussein]." Derfor ville Frankrig ikke deltage i krigen, ifølge Grøndahl. Jaså. Amerikansk udenrigspolitik styres som ovenfor omtalt overhovedet ikke af økonomiske interesser, især ikke af olieinteresser ...
Og så har Chirac senest været så grum at sørge for at en salgskontrakt af europæiske civile Airbus-fly til Kina kom i stand. Her må jeg stå helt af. Er der en økonomisk boykot af Kina for tiden? Må man ikke handle med et diktatur som i ekspresfart er ved at omstille sig til markedsøkonomi? Har Frankrig noget at lære af USA i denne henseende? Var det muligt at forestille sig at et land kan demokratisere sig selv indefra gennem udvikling af markedsøkonomi og dermed velstandsstigning, modernisering, højnelse af uddannelsesniveauet og i sidste krav om folkelig deltagelse i samfundets beslutninger? Sammenlign fx EU's politik over for Tyrkiet med USA's over for Irak. I hvilket af disse to mellemøstlige lande er der mon størst håb om varigt demokrati og sikring af menneskerettighederne?
Den amerikanske udenrigspolitik er ren Hollywood: Der findes kun de gode og de onde. De gode skal vinde over de onde. De onde indser dermed at det gode sejrer og overgiver sig, hvis de da ikke er udryddet forinden. Derfor er Hollywood-film så kedelige. I virkelighedens verden er en sådan naiv opfattelse imidlertid dødsensfarlig for hele Jordens befolkning, eftersom USA som den eneste supermagt kan gøre hvad det passer den."
af Lars Aggerbeck
Det vil være en hjælp først at læse "De intellektuelles blinde øje" under "Tidligere kronikker", den 27. og 29.3.2004, på http://www.berlingske.dk/kronikker/. Men gør det kun hvis det har din interesse, og når du har tid. Han fatter sig nemlig ikke i korthed, og jeg heller ikke. [...]
"Jeg er 99 % uenig med Jens Christian Grøndahl, min danske yndlingsforfatter (kronik af 28.-29.3.2004). Den ene procent enighed er i anerkendelsen af de venstreorienterede terroristgrupper som RAF's, Action directes og De Røde Brigaders meningsløse bortførelse og ofte drab af demokratiske samfunds magtmennesker i et utopisk håb om en kommunistisk revolution. Jeg kan anbefale den nye film "Buongiorno notte" om Aldo Moros bortførere og bødler. Den gav et godt billede af disse terroristers tankegang.
Dog kommer intet af intet. I modsætning til Grøndahl mener jeg at al terrorisme har sin årsag, nemlig en dybtliggende utilfredshed sammen med en manglende tiltro til at de normale spilleregler i samfundet kan føre til den ønskede forandring. Terrorisme har altid fandtes. Den er de magtesløses, de desperates form for krig, altså brug af vold til at løse problemerne. Kun statsledere kan føre krig, men i begge tilfælde dør der flere uskyldige end skyldige.
Jeg vil på ingen måde forsvare de venstreorienterede revolutionsgruppers terrorisme, men selv dén havde en årsag: følelesen af at demokrati kun fandtes ved valgene til de lovgivende forsamlinger, altså hvert fjerde eller femte år, og ikke fx på universiterne. Dertil kom amerikaniseringen af Vesteuropa, den amerikanske kulturs dominans samtidig med at USA førte nogle meningsløse krige, fx i Vietnam, og støttede nogle grufulde regimer, fx i Chile (Pinochet), Nicaragua (Somoza) og Iran (shahen). Så længe de pågældende regimer havde markedsøkonomi og kunne fremme amerikanske interesser, dvs. amerikansk handel og investeringer, ja så var de legitime samarbejdspartnere for USA. Dette mener jeg er en af grundene til ungdomsoprøret og den ekstreme ventreorientering i halvfjerdserne og senere hos visse nostalgiske intellektuelle uden tiltro til markedsøkonomi og demokrati.
Den amerikanske udenrigspolitik har nemlig altid haft ét mål: fremme af amerikanske økonomiske interesser. Demokrati og menneskerettigheder har været fuldstændig underordnet. Dette, sammen med den amerikanske økonomis og dermed kulturs verdensdominans, er grunden til antiamerikanismen i Europa. USA har som følge af sin styrke altid villet bestemme selv. Er det ikke muligt at samle flertal for den ønskede politik i FN's Sikkerhedsråd, så handler USA alene. Derfor er det så svært at få USA med i internationale aftaler som fx Den Internationale Straffedomstol og Kyoto-protokollen. Og derfor synes mange europæere at USA er egoistisk og opfører sig som en elefant i en glasbutik i Mellemøsten.
Grunden til krigen i Irak var som sædvanlig amerikanske økonomiske interesser: olien. Først støttede USA shahens Iran med våben og økonomisk. Så kom revolutionen i 1979, og de amerikanske interesser blev nationaliseret. Derfor gik man over til at støtte Husseins Irak i krigen mod Iran, indtil han vendte sig mod en anden amerikansk allieret i Golfen: Kuwait. Derefter blev Saudi-Arabien USA's vigtigste allierede olieproducent. Efter den 11. september 2001 fandt amerikanerne ud af at terroristerne faktisk hovedsagelig kom fra Saudi-Arabien og pengene til angrebet fra den arabiske olie. Til sidst, i mangel af pålidelige, magtfulde olieallierede i Golfen, fik USA dén idé at Hussein måtte fjernes.
Der var hverken al-Queda-baser eller de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak, så derfor er det officielle motiv til interventionen nu at demokratisere dette land. Et sådant mål kan kun anses for at være naivt grænsende til det tragikomiske. Tror USA virkelig at et håbløst reaktionært samfund, hvor retten til hævn er det højeste ideal, kan forvandles til et fungerende demokrati uden videre? Har USA nogen sinde bekymret sig om at sin tidligere hovedallierede, Saudi-Arabien, er det mest forstokkede diktatur man kan forestille sig, et land hvor kvinder ikke må bevæge sig uden for en dør uden mandlig ledsagelse og slet ikke køre bil? Hvis demokrati i tredjelande virkelig var så vigtig en værdi for USA, hvordan kan det så være at det, som regel via CIA, igennem i hvert fald hundrede år har medvirket til utallige statskup overalt i verden, med efterfølgende indsættelse af en fæl diktator?
For at vende Grøndahls ord på hovedet så mener jeg at man ikke skal lade sig narre ved at tro at "de blev terrorister af afgrundsdyb eksistentiel lede og kedsomhed". Det er den farligste grøft at lande i. Har terroristerne i Nordirland, Baskerlandet, Tjetjenien og på Korsika ikke noget mål, keder de sig blot? Er det mon tilfældigt at der har været terroraktioner i New York, London, Paris og senest i Madrid? Er det umuligt at forestille sig at næste mål bliver København, som følge af Danmarks deltagelse i den meningsløse krig i Irak?
Er man i Danmark ikke antiamerikanist, er man antifransk. Er man som Grøndahl for Bush, må man være imod Chirac eller hvem der nu er præsident i Frankrig. Så Frankrig skal lige have en opsang af Grøndahl, til trods for at Tyskland var absolut lige så meget imod krigen i Irak. "Det franske olieselskab Elf havde en deal med ham [Hussein]." Derfor ville Frankrig ikke deltage i krigen, ifølge Grøndahl. Jaså. Amerikansk udenrigspolitik styres som ovenfor omtalt overhovedet ikke af økonomiske interesser, især ikke af olieinteresser ...
Og så har Chirac senest været så grum at sørge for at en salgskontrakt af europæiske civile Airbus-fly til Kina kom i stand. Her må jeg stå helt af. Er der en økonomisk boykot af Kina for tiden? Må man ikke handle med et diktatur som i ekspresfart er ved at omstille sig til markedsøkonomi? Har Frankrig noget at lære af USA i denne henseende? Var det muligt at forestille sig at et land kan demokratisere sig selv indefra gennem udvikling af markedsøkonomi og dermed velstandsstigning, modernisering, højnelse af uddannelsesniveauet og i sidste krav om folkelig deltagelse i samfundets beslutninger? Sammenlign fx EU's politik over for Tyrkiet med USA's over for Irak. I hvilket af disse to mellemøstlige lande er der mon størst håb om varigt demokrati og sikring af menneskerettighederne?
Den amerikanske udenrigspolitik er ren Hollywood: Der findes kun de gode og de onde. De gode skal vinde over de onde. De onde indser dermed at det gode sejrer og overgiver sig, hvis de da ikke er udryddet forinden. Derfor er Hollywood-film så kedelige. I virkelighedens verden er en sådan naiv opfattelse imidlertid dødsensfarlig for hele Jordens befolkning, eftersom USA som den eneste supermagt kan gøre hvad det passer den."
af Lars Aggerbeck
Sunday, 11 April 2004
After more than 30 years of membership, Danish press still refuses to understand that Denmark is a part of the European Union
»Hele 'dem og os'-vinklen er udpræget i Danmark.«
Michael Ehrenreich, medredaktør og stedfortrædende chefredaktør på Kristeligt Dagblad
Michael Ehrenreich, medredaktør og stedfortrædende chefredaktør på Kristeligt Dagblad
Sunday, 21 March 2004
Evanescence — Why all the fuss?
It is amazing how many awards one can win by writing one song!
When the album 'Fallen' by Evanescence appeared in my local music shop, I listened to it instantly. Something, the name, the cover intrigued me. But like with so many other albums, only a couple of songs caught my ear, so I did not want to waste my money on it. Life is too short — and my music collection already far too big — for so-so music.
But now, a few months later, it seems like I bump into the band (not literally) and its music constantly. For example when I was in Vejle for a conference a few weeks ago and got to my hotel room, switched on the television (by curiousity as I don't have one at home myself) and stumbled over the totally rubbish programme 'Danish Music Awards'. Evanescence again. The band was given the award for best foreign album or something. [But did, understandably, not show up!]
Back in Luxembourg where I live, I therefore took the opportunity to borrow 'Fallen' from the Record Club, as it had after all been re-intriguing me.
But what IS the fuss?! The only special thing about Evanescence's music is lead singeress Amy Lee's voice. It is emotional and kinda sexy, and she sings pretty well. But after two songs (no, not half a CD, but two songs!) I was tired of it. The voice, the music... Evanescence.
It IS amazing... this band has written one song — the hit 'Bring Me To Life', which I in fact find a pretty good piece of nu-rock — and then made it into an album by copying it 8 times and adding the two obligatory ballads. Which are not particularly inspired either. So much for shooting stars.
And for that they get overloaded with awards. I don't get it. Evanescence basically sounds like an aftermath of Linkin Park, only with a female singer. Writes one song. Records it ninefold. And sell zillions.
I do not get it.
So no, I will not buy 'Fallen'. But if you want to contibute to their in my opinion undeserved fortune, then I can only recommend you to buy your copy at Play.com. Tell me if you agree with me or not.
Me, I grant the album two stars out of seven.
So much for shooting stars.
When the album 'Fallen' by Evanescence appeared in my local music shop, I listened to it instantly. Something, the name, the cover intrigued me. But like with so many other albums, only a couple of songs caught my ear, so I did not want to waste my money on it. Life is too short — and my music collection already far too big — for so-so music.
But now, a few months later, it seems like I bump into the band (not literally) and its music constantly. For example when I was in Vejle for a conference a few weeks ago and got to my hotel room, switched on the television (by curiousity as I don't have one at home myself) and stumbled over the totally rubbish programme 'Danish Music Awards'. Evanescence again. The band was given the award for best foreign album or something. [But did, understandably, not show up!]
Back in Luxembourg where I live, I therefore took the opportunity to borrow 'Fallen' from the Record Club, as it had after all been re-intriguing me.
But what IS the fuss?! The only special thing about Evanescence's music is lead singeress Amy Lee's voice. It is emotional and kinda sexy, and she sings pretty well. But after two songs (no, not half a CD, but two songs!) I was tired of it. The voice, the music... Evanescence.
It IS amazing... this band has written one song — the hit 'Bring Me To Life', which I in fact find a pretty good piece of nu-rock — and then made it into an album by copying it 8 times and adding the two obligatory ballads. Which are not particularly inspired either. So much for shooting stars.
And for that they get overloaded with awards. I don't get it. Evanescence basically sounds like an aftermath of Linkin Park, only with a female singer. Writes one song. Records it ninefold. And sell zillions.
I do not get it.
So no, I will not buy 'Fallen'. But if you want to contibute to their in my opinion undeserved fortune, then I can only recommend you to buy your copy at Play.com. Tell me if you agree with me or not.
Me, I grant the album two stars out of seven.
So much for shooting stars.
Wednesday, 17 March 2004
[R]êves et réalités sont deux illusions à ne pas confondre.
Alexandre Jardin (dans son roman «Le Zèbre»; Éditons Gallimard, 1988)
Can’t we be smarter?
Now that we are evaluating what we have done, how we have done it and why we did not do what we were supposed to have done, the time has also come for setting new objectives. But will the Commission set an objective for reducing objectives?
It may in any case be too late to rescue the European public service from the tyranny of objectives. The present Commission is often accused of failing to change its institutional culture. However, something did change: Commissioners and Directors-General can now afford to relax central controls, because local managers have learnt to generate their own targets, tick-sheets, action plans and vision statements. Chop off the head of the bureaucratic monster and it will reappear, fearfully multiplied, in a thousand other locations. Staff now desperately need a target for reducing the time spent on paperwork and form-filling.
Objectives are not all bad. But to use objectives as the main tool for performance improvement is an error. As Professor David Marquand puts it in his new book, Decline of the Public: "Audit is an iron cage. Professionals have to adapt their practices to the demands of the audit process […] and little by little, they begin to lose the autonomy that is fundamental to professionalism. The more professionals are audited and controlled, the less professional they are able to be."
This has two results. First, in striving to meet objectives, which were inevitably quantitative in nature, services created new problems for themselves, their staff and their users. Across the Commission, objectives threw up such unintended consequences, which themselves prompted more objectives. Ever greater armies of bureaucrats are required to monitor other employees' work more finely.
The second result was that our biggest weakness was made worse. It is in the nature of administrations that they play things by the book, referring decisions upwards or downwards, protecting their backs. The penalties for unauthorised error are greater than the rewards of inspired success. Objectives and controls make us more risk-averse, less inclined towards the sort of bold innovation and empowerment that Reform has said it seeks to encourage.
Objectives are not wrong in principle. But they have grown like weeds and have often been used not after careful thought about whether they can effectively raise performance, but merely to provide another "Commission acts" headline for the next day's newspapers.
Author: Maria Eduarda de Macedo, President of the European Commission's Local Staff Committee in Luxembourg
Source: CLP Newzzz #9, February 2004
(Adapted from a New Statesman editorial of 16 February 2004)
It may in any case be too late to rescue the European public service from the tyranny of objectives. The present Commission is often accused of failing to change its institutional culture. However, something did change: Commissioners and Directors-General can now afford to relax central controls, because local managers have learnt to generate their own targets, tick-sheets, action plans and vision statements. Chop off the head of the bureaucratic monster and it will reappear, fearfully multiplied, in a thousand other locations. Staff now desperately need a target for reducing the time spent on paperwork and form-filling.
Objectives are not all bad. But to use objectives as the main tool for performance improvement is an error. As Professor David Marquand puts it in his new book, Decline of the Public: "Audit is an iron cage. Professionals have to adapt their practices to the demands of the audit process […] and little by little, they begin to lose the autonomy that is fundamental to professionalism. The more professionals are audited and controlled, the less professional they are able to be."
This has two results. First, in striving to meet objectives, which were inevitably quantitative in nature, services created new problems for themselves, their staff and their users. Across the Commission, objectives threw up such unintended consequences, which themselves prompted more objectives. Ever greater armies of bureaucrats are required to monitor other employees' work more finely.
The second result was that our biggest weakness was made worse. It is in the nature of administrations that they play things by the book, referring decisions upwards or downwards, protecting their backs. The penalties for unauthorised error are greater than the rewards of inspired success. Objectives and controls make us more risk-averse, less inclined towards the sort of bold innovation and empowerment that Reform has said it seeks to encourage.
Objectives are not wrong in principle. But they have grown like weeds and have often been used not after careful thought about whether they can effectively raise performance, but merely to provide another "Commission acts" headline for the next day's newspapers.
Author: Maria Eduarda de Macedo, President of the European Commission's Local Staff Committee in Luxembourg
Source: CLP Newzzz #9, February 2004
(Adapted from a New Statesman editorial of 16 February 2004)
Tuesday, 16 March 2004
About progressive rock...
It started me thinking ‘What is a proper prog-rock album?’
I thought well, it's basically knowing all the rules of music and breaking them — in a lot of respects.
You've got to know the rules to break them in the first place.
(Rick Wakeman)
Source: Interview conducted on 21 March 2003; Notes From the Edge #275
I thought well, it's basically knowing all the rules of music and breaking them — in a lot of respects.
You've got to know the rules to break them in the first place.
(Rick Wakeman)
Source: Interview conducted on 21 March 2003; Notes From the Edge #275
Thursday, 19 February 2004
Zitat (kölsch, deutsch, türkisch)
Nä, dat kann wirklich keine Zofall sinn,
dat sich „Dichter un Denker“
su erschreckend jood reimt — immer noch —
op „Richter un Henker“.
Nein, das kann wirklich kein Zufall sein,
dass sich „Dichter und Denker“
so erschreckend gut reimt — immer noch —
auf „Richter und Henker“.
Belki söylemnesi gereken şey şu ki: „Dichter und Denker“
Yazarların ve düşünürlerin daha halen „Richter und Henker“
hakim ve cellatlara çok benzedikleri.
Aus dem BAP-Song 'Almanya'
dat sich „Dichter un Denker“
su erschreckend jood reimt — immer noch —
op „Richter un Henker“.
Nein, das kann wirklich kein Zufall sein,
dass sich „Dichter und Denker“
so erschreckend gut reimt — immer noch —
auf „Richter und Henker“.
Belki söylemnesi gereken şey şu ki: „Dichter und Denker“
Yazarların ve düşünürlerin daha halen „Richter und Henker“
hakim ve cellatlara çok benzedikleri.
Aus dem BAP-Song 'Almanya'
Wednesday, 18 February 2004
PDF: Unfit for Human Consumption
View the article
Dear Bjørn,
Thanks for asking. Unfortunately, we kindly ask that you do not place our copyrighted material on your website, but you are most welcomed to link to the article.
Best regards,
Luice Hwang
Nielsen Norman Group
Dear Bjørn,
Thanks for asking. Unfortunately, we kindly ask that you do not place our copyrighted material on your website, but you are most welcomed to link to the article.
Best regards,
Luice Hwang
Nielsen Norman Group
Wednesday, 4 February 2004
LesBar — Eine ganze Stadt nur für Bücher
View this article in English
In Südkorea steht die einzige Buchstadt der Welt, die Paju Book City. Seung Hyun Moon vom koreanischen Verlegerverband stellt dieses einzigartige Wirtschafts- und Kulturprojekt vor.
Die Buchstadt wurde als Modell einer Branchenstadt von einer Kooperative koreanischer Verlage als Antwort auf die hoch technologisierte Informationsgesellschaft des 21. Jahrhunderts entworfen und mit Unterstützung der koreanischen Regierung ins Leben gerufen.
Synergien entlang der Freiheitsstraße
Wenn man die "Jayuro" (Freiheitsstraße) entlang von Seoul aus in Richtung Norden fährt, gelangt man nach rund dreißig Kilometern zur Paju Book City. Die Buchstadt wurde nach dem Bau der Straße am Rande eines frei liegenden Geländes errichtet. Die "Freiheitsstraße", an der Paju liegt, könnte bei einer Wiedervereinigung von Nord- und Südkorea mit der Straße verknüpft werden, die in die nordkoreanische Hauptstadt Pyöngyang führt.
Das außerordentliche Buchstadt-Projekt wurde im Jahre 1989 ins Leben gerufen. Die erste Bauphase wurde im September 2003 abgeschlossen. Bisher haben sich etwa vierzig Firmen in der Buchstadt niedergelassen. Sie gehören der Paju-Book-City-Kooperative an, die insgesamt 193 Mitglieder zählt. Eine zweite Bauphase der Paju Book City ist vom Januar 2005 bis Dezember 2008 geplant.
Ziel der Betreiber ist es, dass sich in Paju langfristig einige Hundert buchbezogene Firmen ansiedeln und der gesamte Prozess — die Planung, Produktion und Rezeption — von Büchern, Kultur und Information an einem Ort versammelt stattfindet. Laut Bebauungsplan wird sich die Book City nach Abschluss aller Bauarbeiten auf einer Fläche von 150 Hektar und einer Länge von 4,5 Kilometer erstrecken.
Weil in der Book City nicht nur Verlage sondern auch Druckereien und Logistikfirmen ansässig sind, ist ein großer Synergie-Effekt zu erwarten, der sicherlich zu weiterem Wachstum der koreanischen Verlagsindustrie beitragen wird. Man rechnet u.a. damit, dass sich die Produktions- und Logistikkosten um 33 Prozent (1,3 Millionen Euro) reduzieren werden. Darüber hinaus will die Buchstadt zu einer kulturellen Attraktion in dem ehemaligen Militärgebiet und zu einem internationalen Ausstellungs- und Konferenzort werden.
Wegen ihrer Lage zwischen Seoul und Pyöngyang könnte ihr im Falle der Wiedervereinigung Koreas eine weitere Bedeutung zukommen: Sie könnte die Rolle einer kulturellen Brücke zwischen beiden Teilen eines wiedervereinigten Korea spielen.
Paju, eine ehemalige Militärstadt in der Nähe der Grenze mit Nordkorea, versucht seit den 1990er Jahren sein graues Image abzuwerfen und sich zu einer Kulturstadt weiter zu entwickeln. Dieses Bestreben traf auf die Ambitionen der koreanischen Verleger, einen weltweit einzigartigen Buchindustriekomplex zu gründen. Seinen Erfolg sichern die finanzielle und administrative Unterstützung der Stadt Paju und der koreanischen Regierung.
von Seung Hyun Moon
Manager für Internationale Kooperationen im Koreanischen Verlegerverband
Quelle: Frankfurter Buchmesse Newsletter
In Südkorea steht die einzige Buchstadt der Welt, die Paju Book City. Seung Hyun Moon vom koreanischen Verlegerverband stellt dieses einzigartige Wirtschafts- und Kulturprojekt vor.
Die Buchstadt wurde als Modell einer Branchenstadt von einer Kooperative koreanischer Verlage als Antwort auf die hoch technologisierte Informationsgesellschaft des 21. Jahrhunderts entworfen und mit Unterstützung der koreanischen Regierung ins Leben gerufen.
Synergien entlang der Freiheitsstraße
Wenn man die "Jayuro" (Freiheitsstraße) entlang von Seoul aus in Richtung Norden fährt, gelangt man nach rund dreißig Kilometern zur Paju Book City. Die Buchstadt wurde nach dem Bau der Straße am Rande eines frei liegenden Geländes errichtet. Die "Freiheitsstraße", an der Paju liegt, könnte bei einer Wiedervereinigung von Nord- und Südkorea mit der Straße verknüpft werden, die in die nordkoreanische Hauptstadt Pyöngyang führt.
Das außerordentliche Buchstadt-Projekt wurde im Jahre 1989 ins Leben gerufen. Die erste Bauphase wurde im September 2003 abgeschlossen. Bisher haben sich etwa vierzig Firmen in der Buchstadt niedergelassen. Sie gehören der Paju-Book-City-Kooperative an, die insgesamt 193 Mitglieder zählt. Eine zweite Bauphase der Paju Book City ist vom Januar 2005 bis Dezember 2008 geplant.
Ziel der Betreiber ist es, dass sich in Paju langfristig einige Hundert buchbezogene Firmen ansiedeln und der gesamte Prozess — die Planung, Produktion und Rezeption — von Büchern, Kultur und Information an einem Ort versammelt stattfindet. Laut Bebauungsplan wird sich die Book City nach Abschluss aller Bauarbeiten auf einer Fläche von 150 Hektar und einer Länge von 4,5 Kilometer erstrecken.
Weil in der Book City nicht nur Verlage sondern auch Druckereien und Logistikfirmen ansässig sind, ist ein großer Synergie-Effekt zu erwarten, der sicherlich zu weiterem Wachstum der koreanischen Verlagsindustrie beitragen wird. Man rechnet u.a. damit, dass sich die Produktions- und Logistikkosten um 33 Prozent (1,3 Millionen Euro) reduzieren werden. Darüber hinaus will die Buchstadt zu einer kulturellen Attraktion in dem ehemaligen Militärgebiet und zu einem internationalen Ausstellungs- und Konferenzort werden.
Wegen ihrer Lage zwischen Seoul und Pyöngyang könnte ihr im Falle der Wiedervereinigung Koreas eine weitere Bedeutung zukommen: Sie könnte die Rolle einer kulturellen Brücke zwischen beiden Teilen eines wiedervereinigten Korea spielen.
Paju, eine ehemalige Militärstadt in der Nähe der Grenze mit Nordkorea, versucht seit den 1990er Jahren sein graues Image abzuwerfen und sich zu einer Kulturstadt weiter zu entwickeln. Dieses Bestreben traf auf die Ambitionen der koreanischen Verleger, einen weltweit einzigartigen Buchindustriekomplex zu gründen. Seinen Erfolg sichern die finanzielle und administrative Unterstützung der Stadt Paju und der koreanischen Regierung.
von Seung Hyun Moon
Manager für Internationale Kooperationen im Koreanischen Verlegerverband
Quelle: Frankfurter Buchmesse Newsletter
Sunday, 1 February 2004
Skan og sjusk — om genudgivelser i Danmark
Kære fru Erichsen [produktionskoordinator Belinda Erichsen, Borgens Forlag]
For nylig anskaffede jeg Benny Andersens Samlede Noveller, som er udgivet på Deres forlag.
Det litterære indhold er jo ren nydelse, men desværre skæmmes læsningen af teknisk sjusk. Det lader nemlig til, at teksterne er skannet, men uden at være blevet (ordentligt) læst igennem bagefter!
Det betyder, at der gang på gang er 'tryk'fejl, hvoraf de mest gennemgående er, at h'er er blevet til b'er, l'er er blevet til I'er, og å'er er blevet til a'er.
Især sidstnævnte fejl optræder så hyppigt, at det forstyrrer læsningen meget. Irriterende, når Benny Andersens rytme, intense sprog og bemærkelsesværdige ordvalg skæmmes af den form for sjusk. Så vidt jeg husker lider især 'Tykke-Olsen m.fl.'-delen under denne mangel.
Desværre er det i de seneste år nærmest blevet kutyme ved genudgivelser af danske bøger fra før it-alderen, at der skannes uden ordentlig korrektur inden trykningen.
Det værste eksempel, jeg har mødt, er den ellers geniale kultroman 'Fodboldenglen' genudgivet af Superpocket, hvor ord indimellem blev til uforståelig nonsens. Superpocket reagerede i øvrigt aldrig på min henvendelse desangående... hvilket også er kutyme i den danske forlagsverden.
Skræmmeeksemplet par excellence er Politikens Forlag, som er førende i Danmark inden for faglitteratur. Forunderligt nok, idet de af forlagets bøger, jeg kender, er fyldt med ikke mindst faktuelle fejl. Men svarer de på henvendelser?...
Tak for Deres opmærksomhed —
De bedste hilsener
Bjørn Clasen
(Dette brev er lagt på Nettet på clasen.blogspot.com — jeg ser frem til at tilføje Deres svar.)
Svar fra Borgens Forlag:
Kære Bjørn Clasen
Tak for Deres mail vedr. scanningsfejl i Benny Andersens Samlede Noveller.
Vi beklager meget. Det er en flov affære. For det første havde vi en aftale med firmaet, som har scannet de oprindelige udgaver, om at foretage en 1. korrekturlæsning, hvilket vi opdagede i vores egen korrekturlæsning ikke var blevet gjort.
Her fandt vi mange fejl som blev dog blev rettet inden tryk. Men vi var åbenbart ikke omhyggelige nok, for efterfølgende har vi fundet og er blevet gjort opmærksom på mange flere oplagte scanningsfejl.
Disse er blevet rettet i det oplag som er på gaden nu, og hvis De vil have den ulejlighed at sende mig Deres adresse, vil jeg sørge for at et nyt eksemplar bliver tilsendt Dem.
Undskyld ulejligheden og med venlig hilsen
Dennis Støvring
Produktionschef
For nylig anskaffede jeg Benny Andersens Samlede Noveller, som er udgivet på Deres forlag.
Det litterære indhold er jo ren nydelse, men desværre skæmmes læsningen af teknisk sjusk. Det lader nemlig til, at teksterne er skannet, men uden at være blevet (ordentligt) læst igennem bagefter!
Det betyder, at der gang på gang er 'tryk'fejl, hvoraf de mest gennemgående er, at h'er er blevet til b'er, l'er er blevet til I'er, og å'er er blevet til a'er.
Især sidstnævnte fejl optræder så hyppigt, at det forstyrrer læsningen meget. Irriterende, når Benny Andersens rytme, intense sprog og bemærkelsesværdige ordvalg skæmmes af den form for sjusk. Så vidt jeg husker lider især 'Tykke-Olsen m.fl.'-delen under denne mangel.
Desværre er det i de seneste år nærmest blevet kutyme ved genudgivelser af danske bøger fra før it-alderen, at der skannes uden ordentlig korrektur inden trykningen.
Det værste eksempel, jeg har mødt, er den ellers geniale kultroman 'Fodboldenglen' genudgivet af Superpocket, hvor ord indimellem blev til uforståelig nonsens. Superpocket reagerede i øvrigt aldrig på min henvendelse desangående... hvilket også er kutyme i den danske forlagsverden.
Skræmmeeksemplet par excellence er Politikens Forlag, som er førende i Danmark inden for faglitteratur. Forunderligt nok, idet de af forlagets bøger, jeg kender, er fyldt med ikke mindst faktuelle fejl. Men svarer de på henvendelser?...
Tak for Deres opmærksomhed —
De bedste hilsener
Bjørn Clasen
(Dette brev er lagt på Nettet på clasen.blogspot.com — jeg ser frem til at tilføje Deres svar.)
Svar fra Borgens Forlag:
Kære Bjørn Clasen
Tak for Deres mail vedr. scanningsfejl i Benny Andersens Samlede Noveller.
Vi beklager meget. Det er en flov affære. For det første havde vi en aftale med firmaet, som har scannet de oprindelige udgaver, om at foretage en 1. korrekturlæsning, hvilket vi opdagede i vores egen korrekturlæsning ikke var blevet gjort.
Her fandt vi mange fejl som blev dog blev rettet inden tryk. Men vi var åbenbart ikke omhyggelige nok, for efterfølgende har vi fundet og er blevet gjort opmærksom på mange flere oplagte scanningsfejl.
Disse er blevet rettet i det oplag som er på gaden nu, og hvis De vil have den ulejlighed at sende mig Deres adresse, vil jeg sørge for at et nyt eksemplar bliver tilsendt Dem.
Undskyld ulejligheden og med venlig hilsen
Dennis Støvring
Produktionschef
Den danske grundlov er udemokratisk
Efter otte år i udlandet er jeg blevet grundigt træt af den typisk danske holdning at alle politiske onder stammer fra Frankrig og bliver forsøgt indført i Danmark via EU.
At Chirac er dum og arrogant, skal jeg ikke modsige. Han er imidlertid VALGT af et flertal af de tossede franskmænd, endda genvalgt i 2002. Og at den franske prinsgemal har en skrue løs, er jo fordi han er en fransk aristokrat og dermed ikke kan finde sig til rette i kongehusets hakkeorden. Han er imidlertid VALGT, nemlig af denne her bedårende dronning som ellers ikke kan fejle i noget som helst.
Nu er der opstået et ramaskrig i Danmark fordi et komplot bestående af paven og de alt for katolske stater i EU vil have indført en henvisning — ja, blot en HENVISNING — til Europas "kristne værdier" (ikke "katolske") i den europæiske forfatning. Det er selvfølgelig ikke gået op for nogen at Frankrig faktisk er imod en sådan henvisning. For i Frankrig er kirke og stat strengt adskilt siden 1905, og religionsfrihed fik man 60 år tidligere end i Danmark. Danmark har derimod stadig en statskirke, og den uvalgte monark er tvungent medlem af den.
Kig engang på de første seks paragraffer af Danmarks Riges Grundlov (vedlagt). Og forestil jer reaktionen i Danmark hvis der med de nødvendige ændringer var tale om udkastet til EU's forfatning:
§ 2: "Regeringsformen er indskænket-monarkisk. Formandsmagten nedarves til mænd og kvinder ..."
Jaså: EU er et monarki (den klassiske modsætning til demokrati). Formandens (præsidentens) duelighed vil man ikke længere behøve at bekymre sig om, blot skal man finde et passende dynasti.
§ 4: "Den romersk-katolske kirke [flertallets kirke] er den europæiske folkekirke og understøttes som sådan af EU."
Godt, så skal vi bare indføre og betale en kirkekommissær som kan tage sig af at udnævne og aflønne tjenestemandsansatte katolske EU-præster og -biskopper såvel som vedligeholdelsen af EU's katolske kirker.
§ 6: "EU's formand (præsident) skal høre til den romersk-katolske kirke."
Ja, denne indskrænkede monark kan jo ikke løbe rundt og være hedning eller noget så mærkeligt som protestant eller (Gud forbyde det!) muslim ....
Men Danmark føler sig jo som forbillede for hele verden med hensyn til demokrati og menneskerettigheder. Og alle danskere — måske bortset fra nogle republikanske tørvetrillere — elsker jo vores superdygtige dronning. Dette til trods for at hun ikke kan holde en tale uden at snuble over ordene, er storryger og derfor har misfarvede tænder — og har været så tåbelig at hjemtage dette uhyre som ikke engang kan tale dansk uden accent. Ja, vi er heldige: Folkekirken er jo så DANSK, dvs. fredelig og hellig, og dronningen så ... ELSKET, trods sine små fejl.
Men hvad hvis vi en dag får en uduelig monark, en person som render rundt og spiller åndssvag og sætter Danmark i miskredit? Og hvis denne monark samtidig tager grundlovens § 3 alvorligt: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen"? Så ville danskerne måske ikke længere være så glade for deres "demokrati".
Jeg vil gerne minde om at flertallet af Danmarks konger faktisk har været uduelige. Hvis dette ikke havde været tilfældet, havde Danmark nok ikke tabt stort set alle krige som det har deltaget i og ofte selv begyndt. Det gamle danske kerneland, Skåne, kunne med en bedre regering stadig have været dansk. Og Norge kunne have været en hel del større (Bohuslän mv.). Alt dette skete selvfølgelig før man fra udlandet — Schweiz, USA, Frankrig — havde indført det moderne demokrati og på baggrund af to franske filosoffers tanker havde skrevet en forfatning i 1849 ...
I Danmark er man pragmatisk indstillet og håner den franske revolutions slagord: "frihed, lighed, broderskab". "Jamen der er jo ikke lighed og slet ikke solidaritet i Frankrig!" Hvis idealer ikke genfindes helt konkret i et stort og komplekst samfund med flere stammer end blot én, som i Danmark, ja så er de simpelt hen latterlige. Så hellere ingen idealer have, som i Danmark, og ingen ideer til EU, kun modstand. Resultatet er en udemokratisk, men pragmatisk, forfatning — som endda tragikomisk modsiger sig selv i § 83: "Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet." (Husk dén, Margrethe!)
Et endnu sørgeligere resultat er den evindelige modstand mod alt som kommer fra "Bruxelles". De to drivkrafter i EU, Frankrig og Tyskland, kan man kun se på med mistro, for der kommer altid noget ud af det som man må have et forbehold over for. Dette har jeg netop endnu en gang følt helt kontant efter mit julebesøg i kongeriget: det sædvanlige kæmpetab pga. dårlige vekselkurser og bankafgifter, fordi et flertal af danskerne synes det er noget så smart at beholde denne kronevaluta hvis historie jo går helt tilbage til ... 1875. (Den i 1999 afskaffede franske franc blev indført i 1360).
Havde Danmark været drivkraften i EU — noget helt udansk at tænke på — ville vi hvert år have haft et vældigt interessant topmøde med to yderst vigtige sager på dagsordenen: flæskepriser og torskekvoter!
af Lars Aggerbeck
At Chirac er dum og arrogant, skal jeg ikke modsige. Han er imidlertid VALGT af et flertal af de tossede franskmænd, endda genvalgt i 2002. Og at den franske prinsgemal har en skrue løs, er jo fordi han er en fransk aristokrat og dermed ikke kan finde sig til rette i kongehusets hakkeorden. Han er imidlertid VALGT, nemlig af denne her bedårende dronning som ellers ikke kan fejle i noget som helst.
Nu er der opstået et ramaskrig i Danmark fordi et komplot bestående af paven og de alt for katolske stater i EU vil have indført en henvisning — ja, blot en HENVISNING — til Europas "kristne værdier" (ikke "katolske") i den europæiske forfatning. Det er selvfølgelig ikke gået op for nogen at Frankrig faktisk er imod en sådan henvisning. For i Frankrig er kirke og stat strengt adskilt siden 1905, og religionsfrihed fik man 60 år tidligere end i Danmark. Danmark har derimod stadig en statskirke, og den uvalgte monark er tvungent medlem af den.
Kig engang på de første seks paragraffer af Danmarks Riges Grundlov (vedlagt). Og forestil jer reaktionen i Danmark hvis der med de nødvendige ændringer var tale om udkastet til EU's forfatning:
§ 2: "Regeringsformen er indskænket-monarkisk. Formandsmagten nedarves til mænd og kvinder ..."
Jaså: EU er et monarki (den klassiske modsætning til demokrati). Formandens (præsidentens) duelighed vil man ikke længere behøve at bekymre sig om, blot skal man finde et passende dynasti.
§ 4: "Den romersk-katolske kirke [flertallets kirke] er den europæiske folkekirke og understøttes som sådan af EU."
Godt, så skal vi bare indføre og betale en kirkekommissær som kan tage sig af at udnævne og aflønne tjenestemandsansatte katolske EU-præster og -biskopper såvel som vedligeholdelsen af EU's katolske kirker.
§ 6: "EU's formand (præsident) skal høre til den romersk-katolske kirke."
Ja, denne indskrænkede monark kan jo ikke løbe rundt og være hedning eller noget så mærkeligt som protestant eller (Gud forbyde det!) muslim ....
Men Danmark føler sig jo som forbillede for hele verden med hensyn til demokrati og menneskerettigheder. Og alle danskere — måske bortset fra nogle republikanske tørvetrillere — elsker jo vores superdygtige dronning. Dette til trods for at hun ikke kan holde en tale uden at snuble over ordene, er storryger og derfor har misfarvede tænder — og har været så tåbelig at hjemtage dette uhyre som ikke engang kan tale dansk uden accent. Ja, vi er heldige: Folkekirken er jo så DANSK, dvs. fredelig og hellig, og dronningen så ... ELSKET, trods sine små fejl.
Men hvad hvis vi en dag får en uduelig monark, en person som render rundt og spiller åndssvag og sætter Danmark i miskredit? Og hvis denne monark samtidig tager grundlovens § 3 alvorligt: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen"? Så ville danskerne måske ikke længere være så glade for deres "demokrati".
Jeg vil gerne minde om at flertallet af Danmarks konger faktisk har været uduelige. Hvis dette ikke havde været tilfældet, havde Danmark nok ikke tabt stort set alle krige som det har deltaget i og ofte selv begyndt. Det gamle danske kerneland, Skåne, kunne med en bedre regering stadig have været dansk. Og Norge kunne have været en hel del større (Bohuslän mv.). Alt dette skete selvfølgelig før man fra udlandet — Schweiz, USA, Frankrig — havde indført det moderne demokrati og på baggrund af to franske filosoffers tanker havde skrevet en forfatning i 1849 ...
I Danmark er man pragmatisk indstillet og håner den franske revolutions slagord: "frihed, lighed, broderskab". "Jamen der er jo ikke lighed og slet ikke solidaritet i Frankrig!" Hvis idealer ikke genfindes helt konkret i et stort og komplekst samfund med flere stammer end blot én, som i Danmark, ja så er de simpelt hen latterlige. Så hellere ingen idealer have, som i Danmark, og ingen ideer til EU, kun modstand. Resultatet er en udemokratisk, men pragmatisk, forfatning — som endda tragikomisk modsiger sig selv i § 83: "Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet." (Husk dén, Margrethe!)
Et endnu sørgeligere resultat er den evindelige modstand mod alt som kommer fra "Bruxelles". De to drivkrafter i EU, Frankrig og Tyskland, kan man kun se på med mistro, for der kommer altid noget ud af det som man må have et forbehold over for. Dette har jeg netop endnu en gang følt helt kontant efter mit julebesøg i kongeriget: det sædvanlige kæmpetab pga. dårlige vekselkurser og bankafgifter, fordi et flertal af danskerne synes det er noget så smart at beholde denne kronevaluta hvis historie jo går helt tilbage til ... 1875. (Den i 1999 afskaffede franske franc blev indført i 1360).
Havde Danmark været drivkraften i EU — noget helt udansk at tænke på — ville vi hvert år have haft et vældigt interessant topmøde med to yderst vigtige sager på dagsordenen: flæskepriser og torskekvoter!
af Lars Aggerbeck
Monday, 19 January 2004
The Achievements of the Prodi Commission
We learn that in February, Prof. Romano Prodi will resign from the position of President of the European Commission in order to return to Italy and run for office in the next Italian election leading the anti-Berlusconi leftist forces coalition. Prof. Prodi took office in the Commission in 1999 after the collapse of the Santer Commission, under the burden of the Cresson scandal. In taking office Prof. Prodi promised to serve transparency -- the lack of which led to the resignation of the previous Commission. Yet, transparency being generic and vague today, after four years of office, with the exception of Regulation (EC) 1049/2001 which allows citizens to have access to documents of the Council, the Commission and the Parliament, and which is far from being properly enforced by the Commission services, has made no other progress.
Regulation (EC) 1049/ 2001 on access to documents replaced a number of administrative provisions which were already ensuring citizens with the ability to receive a large number of documents.
However, according to a recent report of the European Ombudsman, Regulation 1049 is not properly applied by the Commission services which means that the Prodi Commission instead of adding to transparency it is deducting. The Prodi Commission had so far great opportunities to write history and certainly it did. History, however, is written at least a century after; otherwise it is not history but politics and therefore no one can historically judge the right and the wrongdoings of the Prodi Commission, but only politically. Therefore, besides the transparency black hole,we see four areas the Prodi Commission handled during its mandate: Euro introduction, Administrative Reform, Enlargement and Constitution.
Euro
The introduction of Euro was a great European achievement as it has put the real base for the union of Europe. The common European currency was perceived by Mr. Jacques Delors and Prof. Romano Prodi implemented the project. Yet, the issue was developed only technically without involving politics. That was wrong -- starting from the decision of the European Central Bank not to have paper denominations for one and two Euro. Also the fact that denominations of different value are of different sizes was a choice without political input.
For those two technocratic decisions of ECB, Europe is now paying with increased inflation. The whole thing stems from respect to the independence of the ECB. This is something that a politically-thinking and acting citizen cannot understand because the ECB is an institution at the service of people, not elected but self-reproduced, and therefore, it should be subject to the decisions of the political leadership of Europe in all aspects of their function.
The Euro has been successfully introduced and it works, but it can work even better. The ECB did not think in terms of politics or people’s psychology at designing the common European currency. That was a mistake which can be corrected. With the practical experience of our common currency, the ECB should redesign the Euro taking into consideration the political expediencies of the people of Europe and, it will be fine with us if they do follow the simple recipe of success. If you are not the first, follow the leader and in this case, instead of re-inventing the wheel copy the dollar.
Administrative Reform
The Administrative Reform ultimately adds to the European chaos and to this effect, it was an achievement. Indeed, chaos, lack of transparency and more chaos will eventually bring the European spring sooner rather than later. Outsourcing is one of the issues we have repeatedly criticised because we are convinced that it will deprive the Commission of its very best elements and ultimately will deprive the central European administration of thinkers, leaders with vision and policy makers. They all will be replaced by Anglo-American consulting firms who will deprive Europe of any “nerve.” But this is an old story.
The Reform has added to the introversion of the European Commission, and in this particular period that the Commission has less, probably much less, than a year’s time is made more evident. As you know, most of the Commissioners will not be reappointed and are looking as to how to ensure new jobs back home and at the same time they work to secure good posts to the staff of their cabinets.
This situation leaves the administration loose, without any political supervision and this is what makes the weaknesses of the Reform evident unless these very weaknesses were its real aim.
We try to find the value added benefited by the European Union by the much advertised Reform and we cannot see any. The heads of Units, who used to produce policies and were the real policymakers of the Commission, have been transmuted to bureaucrats, sort of “small accountants” and “small auditors” and the Directors concentrate their efforts to improve audits and secure their position.
Decentralisation, instead of rationalising procedures, is forcing everybody to do a little bit of everything. And policy making, and project management, and contracts, and evaluations, and controls, and audits. All that except the clean up of their offices. The real experts for accounting, auditing, etc, have disappeared.
The Commission is now busy with the new exercise of evaluation and rating, the famous staff CDR which takes a lot of time without adding anything serious.
Consequently, no time is left for real output and thus expectations of European citizens are left aside. Common sense seems that it is not any more as common, as it is commonly believed, and Commission services are less and less service-oriented.
Enlargement
The Enlarement of the Union was also perceived by Mr. Jacques Delors and apparently was the right move in the right direction. Yet it was pre-mature and will only add to the chaos of the central European administration making Euroscepticists happy in the sense that a disintegration of the European Union to them seems now more likely.
Yet, I am optimistic, very optimistic, because the European Union is a live thing, the newcomers will wake up the old Europeans who are sitting like sleepy, well-fed cats before the fireplace, secure over their wealth and achievements, without political “nerve” letting others take minor decisions as to whether invade Iraq or North Korea. Yes, the newcomers will come into the Union like young Turks with their ethics on corruption and mafia-type solutions to difficult problems, but don’t forget that chaos always brings order. It is the standstill situations that bring entropy and entropy as you know, brings death.
Constitution
So far the Union has failed to agree on the Constitution but in Brussels it is business as usual and everybody is happy. The reason is that given the way the Union is shaped so far it does not need a Constitution. The Treaties are sufficient and efficient.
Indeed, Europe looks like a commercial association more than a political entity; it will never become a political entity unless it agrees over a common and defence policy as it has a common currency and unless it has a Commission of enhanced role which will be elected by the Parliament from members of the Parliament. Then there might be the need of a Constitution, even though we can take the example of the United Kingdom which is one of the most democratic countries on earth, probably the most democratic, and it does not have a Constitution. We do not need it.
It will be most useful, however, to consider what the real reasons are behind the failure of the efforts of Mr. Valery Giscard d’Estaing to produce a commonly accepted text.
Religion is one of the reasons and the roots of the issue are rather deep. The two Catholic countries of Europe, Spain and Poland (Italy is not considered by the Vatican as a Catholic-reliable country and it is correct), practically blocked the process because they wanted it to be clearly stated that Europe is a Union of Christian nations (Catholics, Protests and Christians), though the pretext was different. In this way Israel would be left out of potentially being an applicant country for EU membership. Israeli Jews are European Jews contrary to Arab Jews who are spread in large numbers all over the Middle East and live peacefully with other Arabs (Syria, Iran, Egypt, etc). Israeli Jews, being of European origin (Poland, France, Greece, Germany, etc) feel, and they are correct, that they belong to Europe and eventually they are Europeans.
The people of Israel are Europeans par excellance, no matter what Mr. Ariel Sharon and his cohorts do to convince us of the contrary, and they deserve to become EU members way before the former Soviets of Latvia and Estonia. Membership of Israel to the European Union is the only realistic reply to long-term existence of Israel in the Middle East because contrary to the US support, which is only military and depends on the expediencies of Washington DC, EU membership is a guarantee because Europe is the biggest business partner of the Arab world and has a political, not an imperial attitude.
Therefore, Vatican versus Jewish lobbying was where the EU Constitution got stuck. Think of it and remember that Europe needs Israel as much as Israel needs Europe.
K.
Source: New Europe
Regulation (EC) 1049/ 2001 on access to documents replaced a number of administrative provisions which were already ensuring citizens with the ability to receive a large number of documents.
However, according to a recent report of the European Ombudsman, Regulation 1049 is not properly applied by the Commission services which means that the Prodi Commission instead of adding to transparency it is deducting. The Prodi Commission had so far great opportunities to write history and certainly it did. History, however, is written at least a century after; otherwise it is not history but politics and therefore no one can historically judge the right and the wrongdoings of the Prodi Commission, but only politically. Therefore, besides the transparency black hole,we see four areas the Prodi Commission handled during its mandate: Euro introduction, Administrative Reform, Enlargement and Constitution.
Euro
The introduction of Euro was a great European achievement as it has put the real base for the union of Europe. The common European currency was perceived by Mr. Jacques Delors and Prof. Romano Prodi implemented the project. Yet, the issue was developed only technically without involving politics. That was wrong -- starting from the decision of the European Central Bank not to have paper denominations for one and two Euro. Also the fact that denominations of different value are of different sizes was a choice without political input.
For those two technocratic decisions of ECB, Europe is now paying with increased inflation. The whole thing stems from respect to the independence of the ECB. This is something that a politically-thinking and acting citizen cannot understand because the ECB is an institution at the service of people, not elected but self-reproduced, and therefore, it should be subject to the decisions of the political leadership of Europe in all aspects of their function.
The Euro has been successfully introduced and it works, but it can work even better. The ECB did not think in terms of politics or people’s psychology at designing the common European currency. That was a mistake which can be corrected. With the practical experience of our common currency, the ECB should redesign the Euro taking into consideration the political expediencies of the people of Europe and, it will be fine with us if they do follow the simple recipe of success. If you are not the first, follow the leader and in this case, instead of re-inventing the wheel copy the dollar.
Administrative Reform
The Administrative Reform ultimately adds to the European chaos and to this effect, it was an achievement. Indeed, chaos, lack of transparency and more chaos will eventually bring the European spring sooner rather than later. Outsourcing is one of the issues we have repeatedly criticised because we are convinced that it will deprive the Commission of its very best elements and ultimately will deprive the central European administration of thinkers, leaders with vision and policy makers. They all will be replaced by Anglo-American consulting firms who will deprive Europe of any “nerve.” But this is an old story.
The Reform has added to the introversion of the European Commission, and in this particular period that the Commission has less, probably much less, than a year’s time is made more evident. As you know, most of the Commissioners will not be reappointed and are looking as to how to ensure new jobs back home and at the same time they work to secure good posts to the staff of their cabinets.
This situation leaves the administration loose, without any political supervision and this is what makes the weaknesses of the Reform evident unless these very weaknesses were its real aim.
We try to find the value added benefited by the European Union by the much advertised Reform and we cannot see any. The heads of Units, who used to produce policies and were the real policymakers of the Commission, have been transmuted to bureaucrats, sort of “small accountants” and “small auditors” and the Directors concentrate their efforts to improve audits and secure their position.
Decentralisation, instead of rationalising procedures, is forcing everybody to do a little bit of everything. And policy making, and project management, and contracts, and evaluations, and controls, and audits. All that except the clean up of their offices. The real experts for accounting, auditing, etc, have disappeared.
The Commission is now busy with the new exercise of evaluation and rating, the famous staff CDR which takes a lot of time without adding anything serious.
Consequently, no time is left for real output and thus expectations of European citizens are left aside. Common sense seems that it is not any more as common, as it is commonly believed, and Commission services are less and less service-oriented.
Enlargement
The Enlarement of the Union was also perceived by Mr. Jacques Delors and apparently was the right move in the right direction. Yet it was pre-mature and will only add to the chaos of the central European administration making Euroscepticists happy in the sense that a disintegration of the European Union to them seems now more likely.
Yet, I am optimistic, very optimistic, because the European Union is a live thing, the newcomers will wake up the old Europeans who are sitting like sleepy, well-fed cats before the fireplace, secure over their wealth and achievements, without political “nerve” letting others take minor decisions as to whether invade Iraq or North Korea. Yes, the newcomers will come into the Union like young Turks with their ethics on corruption and mafia-type solutions to difficult problems, but don’t forget that chaos always brings order. It is the standstill situations that bring entropy and entropy as you know, brings death.
Constitution
So far the Union has failed to agree on the Constitution but in Brussels it is business as usual and everybody is happy. The reason is that given the way the Union is shaped so far it does not need a Constitution. The Treaties are sufficient and efficient.
Indeed, Europe looks like a commercial association more than a political entity; it will never become a political entity unless it agrees over a common and defence policy as it has a common currency and unless it has a Commission of enhanced role which will be elected by the Parliament from members of the Parliament. Then there might be the need of a Constitution, even though we can take the example of the United Kingdom which is one of the most democratic countries on earth, probably the most democratic, and it does not have a Constitution. We do not need it.
It will be most useful, however, to consider what the real reasons are behind the failure of the efforts of Mr. Valery Giscard d’Estaing to produce a commonly accepted text.
Religion is one of the reasons and the roots of the issue are rather deep. The two Catholic countries of Europe, Spain and Poland (Italy is not considered by the Vatican as a Catholic-reliable country and it is correct), practically blocked the process because they wanted it to be clearly stated that Europe is a Union of Christian nations (Catholics, Protests and Christians), though the pretext was different. In this way Israel would be left out of potentially being an applicant country for EU membership. Israeli Jews are European Jews contrary to Arab Jews who are spread in large numbers all over the Middle East and live peacefully with other Arabs (Syria, Iran, Egypt, etc). Israeli Jews, being of European origin (Poland, France, Greece, Germany, etc) feel, and they are correct, that they belong to Europe and eventually they are Europeans.
The people of Israel are Europeans par excellance, no matter what Mr. Ariel Sharon and his cohorts do to convince us of the contrary, and they deserve to become EU members way before the former Soviets of Latvia and Estonia. Membership of Israel to the European Union is the only realistic reply to long-term existence of Israel in the Middle East because contrary to the US support, which is only military and depends on the expediencies of Washington DC, EU membership is a guarantee because Europe is the biggest business partner of the Arab world and has a political, not an imperial attitude.
Therefore, Vatican versus Jewish lobbying was where the EU Constitution got stuck. Think of it and remember that Europe needs Israel as much as Israel needs Europe.
K.
Source: New Europe
Wednesday, 7 January 2004
Shoe Souls
You know it. Don't you? That feeling.
That feeling. When you are positive it's only a few months ago — OK, 'few' might in this case mean eight or even eleven — that you invested in a new pair of shoes, and already you have a problem with the sole.
It's up front. Just where the tips of each toe meet the ground. Just on the spot — or rather on the five single spots — which are supposed to be your body's outmost contact points with Earth. Or wherever you are.
And there, right there, your sole actually seems to have been eaten up by acid. It must be that so-called butter acid, as you remember from school that what makes your feet smell, er, less appetising, is actually referred to as butter acid. 'Cause apparently butter will start to smell like that if you leave it for too long. Really long, that is.
But so... here you are. With your soles — your new soles — eaten up by acid. By eleven-month butter. You wash every day. You wash under your feet. Every day. Using soap. Every day.
And still... your soles are eaten up. Your shoes are getting less and less bearable to wear.
Your soul is being devored. Your life is getting less and less bearable to live.
Whaddayado?
What do you do?!
You cross the street from work, keeping an awake eye on red and green pedestrian lights. You enter that shoe shop, the one you don't like, but this has become a matter of life and death, and you actually do step up to the counter, to that disappointingly not-particularly-good-looking girl behind the counter — still you notice her first name, which most probably ends on an 'a' as artificially exotic forenames were oh so popular about 22 years ago when her parents welcomed her to this planet — and you actually ask to buy a new soul. Er, sole. For your shoe. Size this'n'that.
And you get it after asking just twice and answering her unexpected detail-questions about the intended purpose of the sole and your feet's anatomy (not anatomies in plural, 'cause soles come in pairs, and there is no place for having two too different feet in our standardised World. That might be diagnosed as schizophrenia).
And you pay for it. And the not-particularly-good-looking about 22-year-old girl with the name probably ending on 'a' hands you the receipt and you leave.
And you're alive.
Now you are a sole survivor.
You are the sole survivor.
That feeling. When you are positive it's only a few months ago — OK, 'few' might in this case mean eight or even eleven — that you invested in a new pair of shoes, and already you have a problem with the sole.
It's up front. Just where the tips of each toe meet the ground. Just on the spot — or rather on the five single spots — which are supposed to be your body's outmost contact points with Earth. Or wherever you are.
And there, right there, your sole actually seems to have been eaten up by acid. It must be that so-called butter acid, as you remember from school that what makes your feet smell, er, less appetising, is actually referred to as butter acid. 'Cause apparently butter will start to smell like that if you leave it for too long. Really long, that is.
But so... here you are. With your soles — your new soles — eaten up by acid. By eleven-month butter. You wash every day. You wash under your feet. Every day. Using soap. Every day.
And still... your soles are eaten up. Your shoes are getting less and less bearable to wear.
Your soul is being devored. Your life is getting less and less bearable to live.
Whaddayado?
What do you do?!
You cross the street from work, keeping an awake eye on red and green pedestrian lights. You enter that shoe shop, the one you don't like, but this has become a matter of life and death, and you actually do step up to the counter, to that disappointingly not-particularly-good-looking girl behind the counter — still you notice her first name, which most probably ends on an 'a' as artificially exotic forenames were oh so popular about 22 years ago when her parents welcomed her to this planet — and you actually ask to buy a new soul. Er, sole. For your shoe. Size this'n'that.
And you get it after asking just twice and answering her unexpected detail-questions about the intended purpose of the sole and your feet's anatomy (not anatomies in plural, 'cause soles come in pairs, and there is no place for having two too different feet in our standardised World. That might be diagnosed as schizophrenia).
And you pay for it. And the not-particularly-good-looking about 22-year-old girl with the name probably ending on 'a' hands you the receipt and you leave.
And you're alive.
Now you are a sole survivor.
You are the sole survivor.
Subscribe to:
Posts (Atom)