”Spontan Fiktion”(En eksperimentalfortælling af Bjørn HBC)

I nogle gamle digitale gemmer fandt jeg et par historier, som jeg var begyndt på, men så heller ikke mere. Her er den ene. Har du lyst til at skrive videre på den, eller har du blot en ide til det videre forløb, er du yderst velkommen til at kommentere.

1.

Sveden piblede ned fra hans tindinger, ned over kinderne. Efter tre kvarter i romaskinen, ved håndvægtene og på løbebåndet var ømheden i leddene ved at bide fra sig. Han slukkede for løbebåndet og lagde for første gang mærke til, at det var et Carl Zeiss-fabrikat. Mærkeligt, tænkte han ganske flygtigt, jeg troede sgu kun, at de lavede kikkerter.

Under omklædningsrummets hårtørrer fik han så sin vision for første gang. Han så denne kvinde med langt, lyst hår stå midt i rummet. Hun smilede til ham — vistnok — men da han kiggede op, var hun væk. Hm. Sær dag. Først havde han lagt mærke til, hvilket firma, der havde fabrikeret løbebåndet. En maskine, som han havde brugt flere gange om ugen i næsten trekvart år — og netop i dag opdagede han maskinens navn. Og nu altså en smilende blondine, som var i mændenes omklædningsrum, og som ikke var der alligevel. You need sleep, Ben!

Egentlig var Ben, hvad mange kunne finde på at kalde ”ganske almindelig”. Benny Nicolaj Jørgensen, sidst i 20’erne, ungkarl, boede i en lejlighed i en Odense-forstad. Og — okay — han var arbejdsløs, men dét var jo for så vidt også ”almindeligt”. Han havde mistet sit job for små to måneder siden — et job han havde haft i otte år! Pludselig var han blevet fritstillet, som det hed, og han havde været fuldstændigt ligeglad med hvorfor, men det var vistnok det sædvanlige med, at firmaet flyttede til Portugal.

Ben faldt i søvn, så snart han var hjemme fra kondicentret.

2.

Biip-biip, biip-biip… Det irriterende, digitale vækkeur bippede Ben ud af hans søvn. Klokken var 8.30, så han havde sovet hele fjorten timer! Lidt tummelumsk og uden tidsfornemmelse vaklede han ud i køkkenet, men gik hurtigt tilbage til soveværelset igen, for det var hans time manager, han ville kigge i. Jo, den lå på natbordet. Han tog den, men inden han fik den åbnet, syntes han pludselig, at han havde set noget mærkeligt ude i gangen, da han var gået tilbage fra køkkenet. Det var bare først nået fra hans søvnige nethinder gennem hans forvirrede hjernefiltre og frem til opmærksomheden nu.

Ben flintrede ud i gangen — jo, ganske rigtigt: katten lå og var død! Den lå på måtten foran indgangsdøren. Ben var stadig rundt på gulvet, for i stedet for at kigge nærmere på katten, gik han ind til sofabordet og tænkte på, at det også var den satans dørmåtte. Han havde aldrig gidet at investere i en måtte, men når nu han havde fået en af mosteren i gave for nylig, kunne han jo lige så godt bruge den.

Der var ikke skyggen af rationalitet i Bens tankegang, for måtten havde jo ikke andet med kattens død at gøre, end at katten lå på måtten. Men han undersøgte hverken kattens død, blondinen, der ikke var der, eller mærket på løbebåndet nærmere.

3.

(ja… hvad sker der videre?)