Her er så den anden af mine mildest talt ufærdige historier, jeg fandt i nogle gamle digitale gemmer. Faktisk er det kun en indledning. Har du lyst til at skrive videre på den, eller har du blot en ide til det videre forløb, er du yderst velkommen til at kommentere.
Det var en af disse dage, hvor temperaturen lå, så rimkrystallerne i de vinterdvalende græstotter hverken kunne fryses helt hårde eller smelte nok til at flyde ud. Faktisk smuldrede de ved de mindste vindpust langs den hårde jordoverflade, selvom vinden slet ikke var så råkold og hård, som den kan være, når vinteren er begyndt at vise tænder.
Han sad nede ved fjorden, på dét sted bag den gamle fabrik, hvor man kunne køre lige ud i vandet — eller nu på isen — hvis man havde for meget fart på før det snævre sving. I vintertågen flød alle omgivelserne ud i ét hernede. Den halvfrosne fjord, betonkanten på bredden, den sandgrå fabriksmur, de træer, der også om sommeren var stort set nøgne, himlen — det hele var indhyllet i en snigende dis af rim og støv.
No comments:
Post a Comment