Spanglish

”Beli gjorde dem alle til skamme, hun var La Tetúa Suprema: Hendes tetas var kloder af titaniske dimensioner og hendes supersoniske culo kunne flå ord ud af munden på enhver stodder og kraftedeme rive vinduer ud af rammerne” (’Oscar Wao’ af Junot Diaz)

Da jeg sidst var i USA, så jeg et forbløffende indslag på en af de store tv-stationer. Skal engelsk også fremover være det officielle sprog i USA?, spurgte nyhedsværten.

Nyhedsindslaget illusterede meget præcist, hvor stor en magtfaktor amerikanere med en spansk baggrund, the Hispanics, efterhånden er blevet i USA. Uden dem ville store del af USA gå i stå, for ligesom det Danmark i 70érne begyndte at importere billig arbejdskraft, er det i høj grad folk fra bl.a. Mexico, Puerto Rico og Den Dominikanske Republik, der sørger for renovation, busdrift, masser af ufaglært bygge- og anlægsarbejde og lignende.

I den forkælede Chelsea-bydel iagttog jeg fra mit hotelværelse et sjak af mørklødede Hispanics knokle fra tidlig morgen til sen aften. ”Jeg har fulgt jer fra i morges, hvad får I egentlig i timen?”, spurgte jeg en aften en af mændene, som viste sig at stamme fra Den Dominikanske republik. ”5 dollars”, svarede han med et bredt grin. ”Jeg laver 75 dollars om dagen”, smilede han, han følte sig virkelig heldig.

Det er morsomt at tænke på, at amerikanerne kun var en stemme fra at få tysk som nationalsprog, da politikerne i den unge stat i sin tid skulle tage stilling. Så ville John Wayne have sagt ”Hände hoch!” og Mae West noget i retning af: ” Ist das ein Revolver da in Ihrer Hose oder freuen Sie sich nur, mich zu sehen?”.

Engelsk skal nu nok holde skansen en rum tid endnu. Men ikke uden en kraftig påvirkning fra spansk. Der sker nok det, som forfatteren Junot Diaz allerede lader ske i den sprogligt mest vitale roman, jeg har læst i mange år. I ’Oskar Wao & hans korte og forunderlige liv’, vinder af Pullitzer prisen 2008, lader han engelsk og spansk smelte sammen, så fortællingen i lange passager formidles på et varmblodigt og vitalt sprog, Spanglish, som det også i Niels Lyngsøs fremragende danske oversættelse, er en kæmpe nydelse at læse, selvom der er masser dybt sjofle spanske udtryk man ikke er helt sikker på om man forstår.

Romanens Oscar Wao (“Oscar Wilde” på spanglish!) er en stakkel. Ikke nok med, at han tilhører en hårdt prøvet minoritet i USA, han vejer også alt for meget, er fange i sin egen 130 kilo tunge krop, og forelsker sig igen og igen uden at nogen vil have ham, ”skal jeg blive den første mand fra den Dominikanske Republik, der dør som jomfru?”, spørger han sin ven.

Selvom Oskar er hovedpersonen, som den barske familiehistorie drejer sig om, er det dog Junot Diaz ætsende opgør med Trujillo, diktatoren, der bestemte over hver eneste sjæl i Den Dominikanske republik i mere end tredive onde år, der er historiens brændstof. Han er det lille sydamerikanske lands Dark Lord, dets Sauron, en ond ånd, hvis nærmest okkulte styrke synes at kunne forfølge modstandere i generationer. Det var den virkelige Trujillos ret at forlyste sig med enhver smuk pige i sit land. Holdt man sin datters skønhed hemmelig for den kneppende despot, blev det i Trujillos kussokrati betragtet som landsforræderi.

Jeg er ret sikker på, at de muskelsvulmende, svedige og sikkert illegalt arbejdende arbejdsmænd fra dengang i Chelsea ikke aner, hvem deres landsmand Junot Diaz er eller nogensinde får læst hans fremragende roman, selvom den handler om det, de er vokset ud af, og det liv de lever som immigranter i USA. Men det ændrer ikke ved, at Diaz har skrevet en af den slags i sandhed forunderlige bøger, der i det lange løb og ad sindrige veje kan være med til at forbedre tilværelsen for netop folk som dem, USAs nye store etniske underklasse, fordi store romaner, som macheter, der hugger stier i ellers ufremkommelig jungle, stille og roligt baner vejen for civilisation.

Jes Stein Pedersen
DR Perspektiv Deadline/Orientering
(indlæg på hans blog Bibliopaten)