Grøndahls blinde øje

Jeg blev så ophidset efter at have læst Grøndahls ytringer at jeg måtte have luft. Det kom der nedenstående reaktion ud af. [...] I den senere tid har jeg beskæftiget mig så meget med EU at jeg måske ikke har fulgt godt nok med i verdenspolitikken.

Det vil være en hjælp først at læse "De intellektuelles blinde øje" under "Tidligere kronikker", den 27. og 29.3.2004, på http://www.berlingske.dk/kronikker/. Men gør det kun hvis det har din interesse, og når du har tid. Han fatter sig nemlig ikke i korthed, og jeg heller ikke. [...]

"Jeg er 99 % uenig med Jens Christian Grøndahl, min danske yndlingsforfatter (kronik af 28.-29.3.2004). Den ene procent enighed er i anerkendelsen af de venstreorienterede terroristgrupper som RAF's, Action directes og De Røde Brigaders meningsløse bortførelse og ofte drab af demokratiske samfunds magtmennesker i et utopisk håb om en kommunistisk revolution. Jeg kan anbefale den nye film "Buongiorno notte" om Aldo Moros bortførere og bødler. Den gav et godt billede af disse terroristers tankegang.

Dog kommer intet af intet. I modsætning til Grøndahl mener jeg at al terrorisme har sin årsag, nemlig en dybtliggende utilfredshed sammen med en manglende tiltro til at de normale spilleregler i samfundet kan føre til den ønskede forandring. Terrorisme har altid fandtes. Den er de magtesløses, de desperates form for krig, altså brug af vold til at løse problemerne. Kun statsledere kan føre krig, men i begge tilfælde dør der flere uskyldige end skyldige.

Jeg vil på ingen måde forsvare de venstreorienterede revolutionsgruppers terrorisme, men selv dén havde en årsag: følelesen af at demokrati kun fandtes ved valgene til de lovgivende forsamlinger, altså hvert fjerde eller femte år, og ikke fx på universiterne. Dertil kom amerikaniseringen af Vesteuropa, den amerikanske kulturs dominans samtidig med at USA førte nogle meningsløse krige, fx i Vietnam, og støttede nogle grufulde regimer, fx i Chile (Pinochet), Nicaragua (Somoza) og Iran (shahen). Så længe de pågældende regimer havde markedsøkonomi og kunne fremme amerikanske interesser, dvs. amerikansk handel og investeringer, ja så var de legitime samarbejdspartnere for USA. Dette mener jeg er en af grundene til ungdomsoprøret og den ekstreme ventreorientering i halvfjerdserne og senere hos visse nostalgiske intellektuelle uden tiltro til markedsøkonomi og demokrati.

Den amerikanske udenrigspolitik har nemlig altid haft ét mål: fremme af amerikanske økonomiske interesser. Demokrati og menneskerettigheder har været fuldstændig underordnet. Dette, sammen med den amerikanske økonomis og dermed kulturs verdensdominans, er grunden til antiamerikanismen i Europa. USA har som følge af sin styrke altid villet bestemme selv. Er det ikke muligt at samle flertal for den ønskede politik i FN's Sikkerhedsråd, så handler USA alene. Derfor er det så svært at få USA med i internationale aftaler som fx Den Internationale Straffedomstol og Kyoto-protokollen. Og derfor synes mange europæere at USA er egoistisk og opfører sig som en elefant i en glasbutik i Mellemøsten.

Grunden til krigen i Irak var som sædvanlig amerikanske økonomiske interesser: olien. Først støttede USA shahens Iran med våben og økonomisk. Så kom revolutionen i 1979, og de amerikanske interesser blev nationaliseret. Derfor gik man over til at støtte Husseins Irak i krigen mod Iran, indtil han vendte sig mod en anden amerikansk allieret i Golfen: Kuwait. Derefter blev Saudi-Arabien USA's vigtigste allierede olieproducent. Efter den 11. september 2001 fandt amerikanerne ud af at terroristerne faktisk hovedsagelig kom fra Saudi-Arabien og pengene til angrebet fra den arabiske olie. Til sidst, i mangel af pålidelige, magtfulde olieallierede i Golfen, fik USA dén idé at Hussein måtte fjernes.

Der var hverken al-Queda-baser eller de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak, så derfor er det officielle motiv til interventionen nu at demokratisere dette land. Et sådant mål kan kun anses for at være naivt grænsende til det tragikomiske. Tror USA virkelig at et håbløst reaktionært samfund, hvor retten til hævn er det højeste ideal, kan forvandles til et fungerende demokrati uden videre? Har USA nogen sinde bekymret sig om at sin tidligere hovedallierede, Saudi-Arabien, er det mest forstokkede diktatur man kan forestille sig, et land hvor kvinder ikke må bevæge sig uden for en dør uden mandlig ledsagelse og slet ikke køre bil? Hvis demokrati i tredjelande virkelig var så vigtig en værdi for USA, hvordan kan det så være at det, som regel via CIA, igennem i hvert fald hundrede år har medvirket til utallige statskup overalt i verden, med efterfølgende indsættelse af en fæl diktator?

For at vende Grøndahls ord på hovedet så mener jeg at man ikke skal lade sig narre ved at tro at "de blev terrorister af afgrundsdyb eksistentiel lede og kedsomhed". Det er den farligste grøft at lande i. Har terroristerne i Nordirland, Baskerlandet, Tjetjenien og på Korsika ikke noget mål, keder de sig blot? Er det mon tilfældigt at der har været terroraktioner i New York, London, Paris og senest i Madrid? Er det umuligt at forestille sig at næste mål bliver København, som følge af Danmarks deltagelse i den meningsløse krig i Irak?

Er man i Danmark ikke antiamerikanist, er man antifransk. Er man som Grøndahl for Bush, må man være imod Chirac eller hvem der nu er præsident i Frankrig. Så Frankrig skal lige have en opsang af Grøndahl, til trods for at Tyskland var absolut lige så meget imod krigen i Irak. "Det franske olieselskab Elf havde en deal med ham [Hussein]." Derfor ville Frankrig ikke deltage i krigen, ifølge Grøndahl. Jaså. Amerikansk udenrigspolitik styres som ovenfor omtalt overhovedet ikke af økonomiske interesser, især ikke af olieinteresser ...

Og så har Chirac senest været så grum at sørge for at en salgskontrakt af europæiske civile Airbus-fly til Kina kom i stand. Her må jeg stå helt af. Er der en økonomisk boykot af Kina for tiden? Må man ikke handle med et diktatur som i ekspresfart er ved at omstille sig til markedsøkonomi? Har Frankrig noget at lære af USA i denne henseende? Var det muligt at forestille sig at et land kan demokratisere sig selv indefra gennem udvikling af markedsøkonomi og dermed velstandsstigning, modernisering, højnelse af uddannelsesniveauet og i sidste krav om folkelig deltagelse i samfundets beslutninger? Sammenlign fx EU's politik over for Tyrkiet med USA's over for Irak. I hvilket af disse to mellemøstlige lande er der mon størst håb om varigt demokrati og sikring af menneskerettighederne?

Den amerikanske udenrigspolitik er ren Hollywood: Der findes kun de gode og de onde. De gode skal vinde over de onde. De onde indser dermed at det gode sejrer og overgiver sig, hvis de da ikke er udryddet forinden. Derfor er Hollywood-film så kedelige. I virkelighedens verden er en sådan naiv opfattelse imidlertid dødsensfarlig for hele Jordens befolkning, eftersom USA som den eneste supermagt kan gøre hvad det passer den."

af Lars Aggerbeck

After more than 30 years of membership, Danish press still refuses to understand that Denmark is a part of the European Union

»Hele 'dem og os'-vinklen er udpræget i Danmark.«
Michael Ehrenreich, medredaktør og stedfortrædende chefredaktør på Kristeligt Dagblad